Jeg går nøgen rundt, uden min hud. Rå og blødende. Et sammenfiltret rod af dunkende vener. Blålilla hårfine nerveender, optrevlede og flossede. Jeg forsøger at holde sammen på mig selv. Ikke at bløde ud over det hele. Ikke at slæbe dyrebare indvolde efter mig, som hvidlige hinder, andre kan snuble i, mens jeg tager faldet. Jeg føler alt. Jeg føler alt som skarpe genstande, der strejfer min krop. Ord, selv de venlige. En forglemmelse. Ground beef. Jeg finder mig selv hakket i stykker i samtaler, der slet ikke handler om mig, der handler om folk, som slet ikke har tænkt på mig, da de gjorde eller sagde noget, som overhovedet ikke havde det fjerneste med mig at gøre. Et paranoidt syrebad. Jeg syder i min egen bitterhed, i mine egne tårer. Jeg ender som en kødret, tilberedt af mig selv, fortæret i et auto-kannibalistisk orgie. Jeg kan ikke længere skelne, hvad der er dem, og hvad der er mig. Jeg har brug for én, som med en skarp skalpel kan dissekere mine relationer. Én, som kan sprætte mig op og brede mig ud, minutiøst, som et stort fladt, blødt, varmt kødligt kort. 1:1. Få overblikket, og pege farbare veje ud, og forbinde disse veje til et netværk af destinationer. Identificere de godartede og de ondartede cyster. Én, som kan transplantere de manglende organer. Én, som kan reparere kortslutninger og skære det døde væv fra. Én, som kan fortælle mig, hvem fanden jeg er, og hvad min rolle er. Én, som kan sy mig sammen igen og fylde min hudpose med lykke og mening.