I den gamle nedlagte skole på den anden side af landevejen står en kvinde og kigger ud af vinterhavens store ruder. Over huset pisker to helikoptere skyerne til marengs. Det har de gjort næsten hele dagen. Den roterende buldren fra oven lægger sig som et irriterende net over nerverne. Kvinden skænker en kop kaffe fra kanden og med det varme krus i begge hænder går hun rundt i huset, rum efter rum, og kigger ud af vinduerne. Ude over markerne kan hun svagt skimte en kæde af mænd. Hendes mand er i blandt dem. De har dannet en kæde, og finkæmmer hver eneste frossen plovfure. Det synes absurd. Landskabet ligger fladt og sterilt hen som overfladen på hendes klinisk rene køkkenbord i rustfrit stål. Intet kan skjule sig på en flade så nøgen og ren. Hun stiller koppen fra sig på bordet og drejer tænksomt vielsesringen rundt. Rykker den ud på fingeren så den dejhvide letfugtige hud under ringen kommer til syne. Hun snuser fraværende til den døde hud, en velkendt letrådden duft. Hun skubber atter ringen på plads. Kaffen svinder i kruset, hun stiller den i opvaskeren, trækker i havetøjet og går ud i værkstedet for at fortsætte den oprydning, hun var igang med.
   Manden kommer forpustet ind af døren, stamper i gulvet og slår et par kuskeslag. Hans næse er ophovet og rød, og der sidder et tyndt lag rim i fuldskægget.
   "Nå, hvad er meldingen" spørger hun, mens hun retter på dørmåtten, som er skubbet skæv af mandens entré.
   "Vi fandt et par støvler, det er det hele"
   "Hans støvler?"
   "Det går jeg ud fra, politiet tog over efter vi fandt dem og bad alle frivillige om at forlade området, mere ved jeg ikke". Han gnider sig i de frostrøde og runkne hænder mens han sparker støvlerne af. Hun bukker sig straks ned og sætter dem sirligt på plads på skohylden ved indgangen.
   "Er der kaffe på kanden?"
   "Ja, sæt dig ved kaminen, så kommer jeg med en kop"
   "Der er vel ikke meget håb?". Hun står bag det store køkkenbord i rustfrit stål og skænker en kop dampende kaffe.
   "Nej" Han stirrer tomt frem for sig, mens han fortsat gnider håndfladerne sammen.
   "Støvlerne stod ved vandhullet nede på Jensens mark"
   "Åh, kan han være i søen?
   "Nogen sø er det næppe. Nærmere et vandhul. Men druknedøden er svært vanskelig efter en periode med så hård frost", siger han med slet skjult irritation. "Vandhullet er frosset fuldstændigt til. De snakker alligevel om at bryde isen og sende dykkere ned, eller ligefrem tømme det, ja, jeg ved ikke, hvad godt det skal gøre, han er ikke dér, det er da sikkert". Maven knuger sig om et tomrum som består af andet end sult. Et tomrum som fylder hans krop med en følelse af uvirkelighed. Sitrende ubehagelig og sært bekommende på én og samme tid. Tragedien som allerede lyste ud af alle de frivilliges pupiller, de tavse, indesneede ansigter, som sammenbidte gik markerne tynde med følelsesløse fødder. I marken havde der været tavshed, en tavs samhørighed så fuldendt, så koncentreret mens de gik skulder ved skulder. En næsten trancelignende tilstand. Men alle andre steder blev der diskuteret og sladret. Selvmord? Mord? En tragisk ulykke? Teorier blev vendt, ingen af dem særligt sandsynlige. Det hele var på den ene side selvindlysende banalt. Han var druknet eller frosset ihjel. Og på den anden side, hvor var han så? Han måtte være i nærheden af vandhullet, hvor støvlerne stod. Men de havde ukueligt gennemsøgt hvert et strå i det område. Politiet og deres hunde havde overtaget. Helikopterne buldrede stadig i luften over huset.
   Døsigheden overmander ham, som han sidder der nær kaminen med den varme kaffe. Han giver efter et kort øjeblik og lader de tunge øjenlåg lukke sig omkring de tørre øjeæbler. Indtryk fra den iskolde dag afspiller sig i filmiske splitbilleder. Hans krops optøede tyngde suger ham ind i søvnen. Og bag de lukkede låg hvirvles han rundt og rundt om vandhullets kolde øje. Han hænger i skyerne ude over det frosne vand og ser ned i alt det hvide og flade. Hele hans eksistens søger en forklaring, et spor, en indikation, men han overvældes af den kvalmende og roterende følelse af fravær, af intethed. Og med en kraftanstrengelse kæmper han imod søvnen og åbner atter øjnene. Der er noget, der nager. Noget uforståeligt, uforklarligt, noget han ikke kan få hold på. Noget som hele tiden flimrer i den blinde vinkel.