Han ledte stadig, for han vidste, at de var der et sted lige ude for hans rækkevidde. Han var vel for pokker en videnskabsmand - alt i hans fornuft fortalte ham, at de stadig måtte være derude et sted. Han havde godt nok søgt med lup som en anden detektiv, der leder efter minimale spor - ja, han havde endda haft næsen nede og snuse ved gulvbrædderne og vendt hver en sten, som han kunne finde - men intet havde han fundet.
   Nu var han begyndt at tro, at de gemte sig, de små atomer, og det gjorde ham ked af det. Han ville så gerne se dem igen. I stedet måtte han nøjes med at høre dem fnise, når de fløj forbi ham i luften. De legede med hans øregange, det vidste han godt - han savnede dem ikke mindre af den grund.
   Han håbede inderst inde, at de små atomer ikke var væk for altid, at de ikke var forsvundet med blæsten, og at han en dag ville finde dem igen. Men han var også skeptisk og havde en videnskabsmands realisme. Derfor var han somme tider sikker på, at de var drevet bort med tiden, som gik og aldrig kom tilbage.
   Han satte sig ned på den hvide træbænk i haven og kiggede sig omkring. I hænderne havde han en skoldhed kop kaffe, der skulle gøre ham den tjeneste at sørge for, at han var lysvågen og klar til at spotte atomer i luften.
   Vejret var roligt og behageligt, slumrende som en god sommerdag. Men det slog ham alligevel, at alt det idylliske føltes lidt som stilheden, der altid kom før en storm.
   Han kom til at tænke på de ekkoer, som stadig kunne høres fra det sidste stormvejr, der havde raset i haven. Det fik det til at risle ned af ryggen på ham. Ikke rart, tænkte han instinktivt, slet ikke rart. Så mange ting var blevet ødelagt. Træer var væltet, planter havde lagt sig ned og blandet sig med græsset, hjerter var blevet knust... Det havde taget langt tid at rydde op og få det hele til at se nydeligt ud igen, men ak ja, tænkte han, det hændte stadig, at han kunne høre ekkoer af dem, de engang havde været.
   Og det var så sandelig ingen hemmelighed, at det var under det sidste uvejr, at han havde mistet sine atomer.
   Videnskabsmanden gav et lille suk fra sig og lod sine skuldre synke lidt sammen. Han savnede dem virkelig, men han vidste også godt, at de små atomer aldrig glemte ting. Og de glemte så sandelig ikke det, der var sket, selvom han ville ønske, at de kunne.

I øjeblikket af et sekund lukkede han sine øjne i og nød den blide luft, der kærtegnende strøg rundt om kroppen på ham. Han følte en umiddelbar trang til at give slip i dette stilhedens kølvand, imens han mærkede de smukke atomer flyve rundt; han kunne høre, hvordan de klukgrinte over ting, som han aldrig rigtig havde forstået. Han ville ønske, at han kunne fortælle dem, at stormen ødelagde alt. Den knuste et hjerte.
   Han følte trangen til at åbne sin mund og lade alle tankerne flyde ud i luften, bare så de kunne hænge der - som små atomer. Så ville han tvinge sine tanker til at få nogen til at mærke smerten fra ødelæggelserne. Alle revnerne, der var kommet og lod alt flyde væk, fordi væggene kun kunne briste og lade alt forsvinde.
   "Farvel," måtte videnskabsmanden sige til alt det smukke i haven: Det kunne ikke gro der mere. I hvert fald ikke før at tiden havde glemt en smule, og det grønne igen kunne forvandle sig tilbage til det, det før havde været.
   Men han sagde intet og ingenting. Han sad blot på sin træbænk med lukkede øjne, nød stilheden og lyttede til ekkoet fra dem, de engang havde været. Et ekko, der eksisterede, fordi han lod sit hjerte smelte og fortabe sig i en drøm.

Videnskabsmanden rejste sig hastigt op fra bænken. Han kom febrilsk i tanke om, at tiden ikke var til dette dagdrømmeri, de små atomer manglede stadig at blive fundet. Han trådte et skridt ned fra verandaen og ud på det vildtvoksende græs i haven.
   Han havde medbragt sig sit forstørrelsesglas, som han med en videnskabsmands nøje granskende blik lod køre undersøgende rundt på et mørkegrønt blad fra et af træerne i haven. Her havde han endnu ikke ledt.
   En forskrækkelse jog hårdt igennem ham, da en uventet blågrøn farve strålede ham i møde. Han stirrede som forstenet på den, da farven pludselig baksede livligt med blågrønne vinger.
   Det mindede ham sælsomt om noget, han ikke helt kunne huske.
   I brøkdelen af et sekund hørte han en let fnisen flyve forbi ham. Han så sig omkring med luppen tætklistret til sit ene øje, men intet kunne han få øje på. Slet ingenting - kun mindet fra et varmt smil, der hilser ham i møde, optrådte for hans blik. Det kom helt bag på ham, dette mærkværdige minde.
   Han vendte blikket tilbage og kiggede på de blågrønne vinger. Det var først nu, at han lagde mærke sommerfuglen, som han ikke kunne genkende før. Hans tanker blev forført tilbage til et minde fra tiden før den store storm.
   Tiden dengang, hvor han var et uvidende, uindviet individ, der alt for ofte stod i flammer. Han havde ikke en videnskabsmands objektivitet, men i stedet en mave, der var fyldt op med boblende bobler, baksende sommerfugle, galoperende søheste og trampende elefanter, der alt for ofte ødelagde ting på deres vej. Han havde et hoved, der kunne snurre rundt, uden at han blev svimmel.
   Magisk magi, plejede han at kalde det, hvilket altid fremkaldte en lille og sød latter. Ak ja, den savnede han også.
   Nu havde han ikke længere baksende sommerfugle, men knuste vægge, krakelerede revner, forsvundne små atomer og for længst glemte drømme, som nu igen begyndte at rykke på sig.
   Han kunne næsten mærke, hvordan det igen var ved at ske. Alt det, som han så længe havde prøvet at holde nede, var nu igen begyndt at dukke op til overfladen af glemte ting og sager.
   Selvom han ikke ønskede at huske længere, var der alligevel noget forførende over øjeblikket, hvor befrielsen skyllede ind over ham med minder, der kærtegnede hans logiske tanker; de flød rundt i hovedet.
   En drøm om hænder, som i en let berøring rørte hinanden med fingerspidserne, der føltes næsten brændende imod huden - der skulle ikke mere til end dét, så mærkede han igen savnet. Han gav et lille suk fra sig.
   Han vidste godt, at det flygtige minde bare var fra et atom, der ikke kunne glemme. Men det var mindet om en berøring, som for altid ville gå igennem skind og ben på ham. Den ville for evigt brænde sig ind, og for altid ville den efterlade et ar som en påmindelse fra et af de små atomer, der kendte alt til smerte, men som ganske sjældent fniste

I strømmen af minder opgav han at finde det forsvundne og gik tilbage til sin hvide bænk på terrassen. Da han satte sig ned, slog tanken ham, at han endnu engang var nødt til at vågne op med en smerte fra de sprængte atomer i sit bryst. Tanken gjorde ham helt dårlig og skuffet.
   Han plejede som regel at sove videre, for hun ville alligevel ikke være der ved siden af ham, når drømmene sluttede. Det gjorde ham trist, at han ikke kunne flygte fra sine forræderiske drømme, at de smukke, små atomer så hårdnakket nægtede at vende tilbage.
   Han tænkte på, om der måske fandtes en speciel lim, som kunne bringe dem sammen igen. Men nej, det gjorde der nok ikke. Det hele føltes så håbløst.
   Han ville ønske, at han kunne fortælle dem, at han var en knust mand. At haven og træerne og græsset ikke var sig selv længere. At hovedet var for forvirret, at kroppen ikke ville bevæge sig mere. At hjertet manglede.
   Han prøvede at åbne sin mund for at lade ordene flyde ud i en strøm, men der kom kun en halvkvalt lyd ud over hans læber. Han prøvede igen, men det hjalp lige lidt.
   Som videnskabsmand følte han sig som en skuffelse. Hvordan kunne det være, at han ikke kunne finde de pokkers atomer?
   I sandhed burde det slet ikke være så svært, men for ham var det. Var det fordi, han ikke havde sit hjerte med i det? Kunne det være hele nøglen til fiaskoen?
   I den sprøde sommer-atmosfære lød der igen en latter fra et par af atomerne. Han rynkede lidt med øjenbrynene og hev sit forstørrelsesglas op af lommen for at se, om han kunne få øje på dem. Endnu en gang fandt han ikke atomerne, men han så noget andet.
   Træernes kroner var begyndt at rykke på sig, og de svajede blidt i vindens ruskende favntag, som stille og roligt blev vildere og mere voldsom. Han frygtede en ny storm i haven, og han kunne mærke tårerne presse sig på. Det var mere, end han ville kunne holde ud, hvis han igen skulle starte forfra.

Han ville ikke se det ske, det havde han prøvet før. Han skyndte sig ind i huset igennem de åbne terrassedøre. De blev hurtigt lukket i med et smæld efter ham, og låsen blev slået for. Han sank sammen på gulvet med ryggen hvilende mod døren og lukkede øjnene.
   For sit indre blik så han katastrofen udenfor udspille sig, og han kunne mærke, hvordan hans tæer krummede sig sammen. Tankerne fløj igennem hovedet på ham, og han ville ønske, at han havde nogen, som han kunne holde om, imens han var bange.
   Vinden udenfor bar en let hvisken med sig og lod ham igen høre sine små atomer. De klukkede ikke mere; det lød som små suk.
   Der var mørkt herinde, og frygten for at være alene sneg sig rundt på gulvet som en kvælende gas. Det var nu, at han savnede hende allermest. Han ville ønske, at hun kunne tage ham ind i sin bløde favn og holde ham tæt ind til sig.
   Han ville give alt for, at hun fik ham til at føle igen, at hun lod ham mærke sine følelser - dem, der af gode grunde ikke fandtes længere. Han var en videnskabsmand.
   Men alligevel gættede han på, at hun var den eneste, der kunne få ham til at fornemme ham selv igen, ja, måske ville han endda kunne mærke sit hjerte, hvis hun var her. Det var trods alt hende, som flækkede hjertet til de små atomer og lod dem strømme bort i et stormvejr af knuste drømme. Så mærkede han et lille stik i brystkassen, men det var hurtigt ovre.
   Vinden udenfor rasede mod ruderne i hjemmet, og det virkede til tider som om, at den prøvede at trænge ind til ham, men videnskabsmanden frygtede det ikke.
   Han var i stedet rædselslagen for, at han aldrig ville finde de smukke, små atomer igen. At de for evigt ville hænge derude i luften som små stumper, der ikke var af nogen betydelig art for nogen. Han var bange, fordi det begravede hjerte, der var hans, måske betød allermindst for ham selv, og det var en skræmmende tanke.

I sit skjul for stormen lovede han sig selv, at han ville lære at give slip på drømmene. Han længtes stadig i mørket efter sit hjertes små atomer med et ønske om, at han kunne kalde på dem, men han vidste, at de var lige så døve nu, som han altid selv har været. Og de ville nok aldrig kunne forstå de valg, som han havde taget.
   Han havde lyst til at fortælle hende om det, hvis han en dag fik muligheden for det. Han ville sørge for, at hun forstod, at hun var den, der knuste hans hjerte - at hjertet nu var væk, at det havde sprængt sig og spredt sig. Han mistænkte det for, at det havde gemt sig.
   Han ville ikke længere sidde stille og vente, men i stedet lade sine følsomme tanker flyde ud i luften og sørge for, at de hang rundt om hendes krop. Så kunne de tvinge hende til at føle det iturevne hjerte.
   I sidste ende ville han bønfalde hende om at finde de små atomer igen, så de kunne samle sig. For som videnskabsmand vidste han, at der i hjertets små atomer gemte sig et stilhedens ekko af, hvad de engang havde været. Og han havde ikke lyst til at glemme hende mere.