snestorm og stjernenøkker,
højt toneleje og røde ansigter,
kolde kroppe og svedige jakker.
ord filtrer sig ind i mit hjerte,
de ønsker at invadere, metastasere og erodere mig,
men jeg giver mig ikke, så jeg lader snebolden smelte.
det er nu mere som en kløen på ryggen,
hvor man ihærdigt forsøger at afhjælpe.
det er nyttelyst, for de færreste kan nå om på midten af ryggen.
vi er mennesker med fejl og fiduser,
har sværme af idéer og meninger om os.
træder i andres hvide uberørte sne og farver den gul.
jeg må ikke hidse mig op og gå i panik,
jeg må lade hjertet komme fri af denne cancer,
så kontrolleret fører jeg armen om på ryggen, klør og siger jeg "undskyld, hvor blev vi af?".