Plakaten mindede ham om hende. Han kunne ikke få sine øjne til at kigge væk, og nu havde han stået her i flere minutter og bare stirret på den. Andre rejsende omkring ham gloede mistænksomt efter ham, når de vandrede forbi, men han lod sig ikke mærke af det. Han tænkte kun på én ting, og det var hende... Han savnede at snuse til hendes hud og at drøfte vigtige spørgsmål med hendes bløde læber - dette var en ting, som ville være endnu bedre end alt det andet.
   Han havde prøvet konsekvent at fjerne tankerne om hende fra sit hoved, men det viste sig altid at være svært og pinefuldt. Så han ringede ikke til hende mere, selvom han egentlig brændte efter at gøre det, så han kunne høre hendes stemme tæt på sit øre igen.

Hun hed Lise. Hun var smuk, var lys i huden og havde store, blå øjne. Selv da det var sommer, var hun nærmest unaturligt hvid i farven på hendes hud. Hun lignede noget, der lige var sprunget ud fra et eventyr, hun var en fabel i hans øjne. Der var en vildskab i hende, som en storm hun havde brug for at ride af. Hun var som ilden - glødende at varme sig ved, men opholdte man sig der for længe, kunne man brænde sig utallige af gange på hendes hede flammer. Han hadede, når hun dukkede op ud af det blå og krævede hans opmærksomhed på ny. Hun fangede ham hver eneste gang. Ligesom da han mødte hende.

Han var i sin have; græsplænen manglede en ordentlig omgang. Det var sommer, og alt var grønt, luften var varm og himlen var den flotteste blå, der længe var set. Der var fuglesang over det hele, og alt virkede for idyllisk til at være sandt.
   "Ved du godt, at der sidder en papegøje på dit tag?" lød en stemme sværmende.
   Og der stod hun pludselig, som en engel, der var skudt ned fra himlen, og henvendte sig til ham, da han stod med hænderne begravet i sit havearbejde.
   Spørgsmålet var uventet, og stemmen drømmende. Han kiggede sig forvirret rundt og fandt hende stående lidt uden for ligusterhækken, men tæt nok på til, at man tydeligt kunne se hende. Sollyset lyste hendes gyldne hår op og indrammede hendes ansigt i en smuk form, der mest af alt mindede om en glorie. Hun smilte venligt til ham, og selvom hun ingen tænder viste, var han stadig blændet af hendes skønhed.
   "Hvad? Nej?" Svarede han endeligt, rundt på gulvet som han følte sig. Han kunne mærke sveden dryppe fra sin pande. "Nej, jeg har ikke nogen papegøje."
   Hun smilede igen til ham - han lagde mærke til hendes hvide tænder denne gang - og hun pegede op mod himlen. Hans blik fulgte hendes hånd og så, hvad der lignede en stor, rød papegøje siddende på husets sorte tegltag. Han kiggede tilbage på hende og fangede hendes blik, og denne gang nåede han at opfatte de utrolige blå øjne, der sendte et betagende blik mod ham.
   Han måtte tvinge sine øjne til at trække sit blik væk fra hende, og han så tilbage mod taget, blot for at opdage, at papegøjen nu var væk - fløjet. Han undrede sig over, at han ikke havde hørt dens vingesus, da lettede, og ikke engang havde hørt et forskrækket gisp fra den ukendte kvinde ved ligusterhækken, som han ellers ville have forventet fra hende.
   Han så tilbage på kvinden igen. Hun stod stadig og smilede til ham. Hans hjerte sprang uvilkårligt et slag over.
   "Fugle er forunderlige væsner, synes du ikke?" spurgte hun, imens hun sendte spejdende blikke op mod taget og den blå himmel. Han anede ikke, hvad han skulle svare, så han stod bare stille med åben mund i stedet. Hans hjerne føltes lam og ikke særligt fungerende.
   "De kan bare flyve væk, når de har lyst. Jeg synes, det er en smuk gave, de har," fortsatte hun.
   Han nikkede til hende i mangel på andre former for kommunikationsevner. Han hakkede sin spade ned i jorden og støttede sig opad den, imens han tørrede sveden af sin dryppende pande. Hun smilede igen til ham, og han kunne tydeligt mærke, at hendes smil var begyndt at rykke ved noget inden i hans inderste følekamre.
   Hans hjerne kom lidt op i gear igen.
   "Jeg ved ikke, om det var en papegøje. Det er meget usandsynligt," svarede han partout tilbage.
   Hun stirrede anklagende på ham, som havde han sagt noget, der var dybt fornærmende imod hendes person.
   "Jeg mener... Helt ærligt, det er jo ikke muligt. Hvor skulle den måske komme fra?"
   Hun trak lidt på sine skuldre. De var nøgne på grund af den kjole, hun bar. I et kort øjeblik lignede det, at de skinnede om kap med solens stråler. Han følte en trang til at blinke med sine øjne, men undlod af frygt for at hun blot var en afspejling af hans fantasi, som ville forsvinde, hvis han i et sekund lukkede dem igen.
   "Der er ikke altid en forklaring på alt," svarede hun stille tilbage på hans forklaring.
   Han havde halvt om halvt opgivet at forstå mysteriet med den mærkelige fugl og svarede blot:
   "Nej, det er der vel ikke."
   Hun sagde ikke noget, men stod der bare og så smuk ud. Han anerkendte hende hurtigt for at være en, der kunne knuse mange hjerter, både mænds såvel som kvinders. Han forventede egentlig, at hun ville gå sin vej nu. Forsvinde ligeså hurtigt som papegøjen på hans tag, som han aldrig fik kigget nok på, inden den var borte. Men hun blev stående stille og kiggede med sine store blå øjne på ham.
   Han havde ingen anelse om, hvad han skulle sige til hende, og han havde ingen anelse om, hvad hun nu forventede af ham. Men så var det, at hun sagde, at hun følte sig lidt tørstig, og han mumlede hurtigt en invitation til kaffe og prøvede samtidig at undgå hendes brændende blik, da hun gik forbi. Han følte sig pludselig nervøs og genert. Hendes øjne havde brændemærket hans sjæl, og han følte en indre kamp, hvis han nogensinde skulle lade hende gå igen.

Til sin forbavselse var han stadig en smule rundt på gulvet, da de sammen satte sig ved hans simple, lille køkkenbord i træ. Kaffemaskinen bryggede lystigt i baggrunden, imens de fortalte mere og mere om dem selv.
   De sad sammen i hans køkken og snakkede i mange timer. Himlen udenfor havde indtaget en grå nuance, og skyerne dækkede nu for solen, imens dråber fra himlen begyndte at lande på det nyslåede græs ude i haven.
   Hun fortalte om livet som den pæne pige af gode kår og om, hvordan det var at opvokse i en lille forstad. Borgerskabets diskrete charme og pæne manerer lå milevidt fra hans egen opvækst, og hun var god til at charmere ham ind i en voldsom forelskelse, som næsten ikke kunne undgås.
   Senere, da regnen for længst var holdt op, bevægede de sig udenfor under den store, åbne himmel med et skænket glas vin i deres hænder. Under en mørkeblå himmelnat rykkede hun sig stille tættere på ham, og inden de begge havde fået set sig om, var hun også den ansvarlige for deres første kys. Han rykkede hende tættere på ham, og kysset blev vildere og langt mere fremfusende, end han nogensinde havde drømt om, at hun ville kunne bære uden at gå i stykker. Hendes læber var brændende sammen med hans, og de smeltede let sammen.

En måned senere flyttede hun ind med gravhund og store intentioner.
   Himlen var mørk den dag, og det regnede med store vanddråber af sommerregn, da de flyttede hendes bras sammen med alt hans. Han nåede slet ikke at indse, hvor travlt de egentlig havde, han var for skudt i hende. Rodet betød ingenting, når de var sammen, og hun mente, at de sagtens kunne få deres ting til at fungere i harmoni, hvis de blot indviede samtlige rum i huset på den bedste manér, de kendte til. Hendes kys var stadig ligeså brændende som første gang, og han kunne ikke forstå, hvordan det nogensinde skulle kunne ændre sig.
   Stille og roligt, som tiden gik, begyndte rodet umærkeligt nok at gro omkring dem.
   Deres forskellige ting ville alligevel ikke passe med hinanden. Det havde hun svært ved at indse, og det havde han svært ved at forstå. Latterlige skænderier blev til store spørgsmål om deres forhold, og hun flyttede frem og tilbage konstant, når hun blev sur nok.
   Den brand, som brændte i hende, eksisterede også, når hun blev arrig. Hun kunne næsten kun skrige og græde hver eneste gang, de var i et skænderi med hinanden. Hendes blå øjne ville blive fyldt med store dråber af tårer, og når han kiggede ind i dem, mindede de ham altid om det dybeste mørkeblå hav.
   Et sted, hvor man kun kunne gå under, hvis man forsøgte at flygte.
   "Nu er det slut! Jeg kan ikke mere!" skreg hun så ofte, hun magtede det.
   Han nikkede og gav hende ret hver eneste gang: Nu var det slut, i sandhed slut - han var druknet i havet. Men hun kom alligevel altid tilbage. Og han lod hende altid komme indenfor - for at mærke hendes fantastiske, varme flamme gløde igen imod hans krop.
   "Jeg hader dig så meget lige nu," var ofte bare blevet til et tomt ekko, efter det var blevet råbt eller skreget.
   Til sidst blev det bare ord, hvor intet skar igennem ham mere. Hun kunne fyre trusler af, som hun havde lyst til. Han havde lært ikke at tro på dem alligevel. Han vidste ikke, om det var frygten for at være alene og starte forfra, der gjorde det så let at tilgive, men det var blevet et trygt sted at være - på trods af deres skænderier. De vidste, hvad de kunne få fra hinanden. Hvis de kom op at skændes, så kendte de hinandens ømme punkter og rutiner i deres vrede.
   Deres endelige øjeblik kom, da de lå krøllet sammen på køkkengulvet engang efter deres vante forsoningssex.
   Hun lå og slumrede sig ind mod hans bryst, og han stirrede blindt op mod loftet for at få styr på det hele en gang til. Denne gang havde det bare handlet om den latterlige opvask og deres forskellige principper.
   I et øjeblik stod det klart for ham, at de virkelig nok bare var alt for forskellige. De kunne ikke ligne hinanden på nogen områder, og de var ikke noget puslespil, som de kunne samle for at få det hele til at passe - det var rodet omkring et levende bevis på.
   Han satte sig op og fjernede sin krop fra hendes. Han kiggede ned på hende, og blikket, der var i hendes øjne, ville han nok aldrig glemme.
   De blå øjne var ikke længere fyldt med håb og forventningens glæde, sådan som han ellers havde lært dem at kende den dag, hvor hun stod i hans have og opdagede papegøjer for ham.
   Det var stik imod, hvad han følte inderst inde - at det en dag måtte det ende - men måden, som de kørte hinanden ned på, var ikke nogen rigtig måde at elske på.
   Men selv med denne erkendelse stod han altid stum og stille tilbage og stirrede ned mod jorden og ønskede inderligt, at han lå under den, når de sagde farvel til hinanden atter en gang.
   Hun ville altid fange ham i sit smukke spind, hvis hun vendte tilbage, og derfor ringede han ikke til hende mere.

Nu stod han så der i lufthavnen på vej væk fra det hele. Ubevidst havde hans hånd bevæget sig søgende ned i hans jakkelomme, på jagt efter hans mobil. Han fangede sig selv i gerningen, da han forundret stod med den i hånden og kiggede ned på mobildisplayet.
   En tanke faldt ham ind, at han egentlig gerne ville skrive noget pænt som farvel til hende, men der flød pudsigt nok intet fra hans hjerne, og i disse splitsekunder følte han sig tom indvendig. Kun et par enkelte linjer fra en sang hang ved og gnavede sig ind under hans hud. Han havde tænkt på den sang lige siden, at han havde mødt hende, og den havde altid hængt ved og rumsteret et sted i hans hoved.
   Han trykkede teksten ned på mobilen og sendte uden tøven beskeden videre til hende.
   Over højtaleren lød det sidste udkald for flyet, han skulle med, og han tog et fast tag i sin kuffert, mens han kiggede en sidste gang tilbage på plakaten, som han før stod og stirrede så endeløst på. Den fik ham pludselig til at smile. Den viste et billede af en stor grøn jungle, hvor der i midten sad en flot, rød papegøje, og tilfældigheden ved situationen fik ham til at le - nu, hvor det hele i sidste ende alligevel var forbi.