Jeg havde dig med overalt
spejlede mig i dig konstant
kæmpede evig og altid for
at leve op til dine uopnåelige
krav og forventninger
Jeg kæmpede for en smule
anerkendelse og accept
Hver gang jeg tog dig frem
og spejlede mig, så jeg intet
andet end fiasko og fejltagelser
Uanset hvor meget jeg kæmpede
og spejlede mig var billedet
jeg så krakeleret og revnet
mangelfuldt og utilstrækkeligt
langsomt gik det op for mig ...
Måske var det i virkeligheden
ikke mig der var forkert på den
Måske var det i virkeligheden
spejlet der var i stykker - krakeleret
Måske viste det forkert ...
Langsomt fandt jeg andre at
spejle mig i - erkender at
spejlbilledet ikke er komplet
men nu ved jeg det gamle var
i stykker - krakeleret