I majestætens tjeneste

1657
   Henover hustagene bød kirkeklokkerne velkommen til den tidlige morgenmesse. To fulde sømænd tømte deres sidste krus og slingrede mod Københavns havn. Men andre var allerede på vej. Pausen for byens ølstuer var aldrig lang, bare et midlertidigt pusterum, indtil dagen atter gryede og et nyt hold gæster indfandt sig.
   Udenfor i gaden dukkede de første borgere op, gabende, langsomme, som om blodet først skulle varmes op. I en hønsegård galede hanen, indtil et stykke træ kom flyvende efterfulgt af et skrig på ro - men morgenen var kommet - gode borgere skulle op nu.
   Nu blev det morgen, og natmændene gik til ro. Natmændene, hvis arbejde var at holde byens gader rene, kunne aldrig rigtigt følge med. Arbejdet var det uslestes, et menneske kunne få. Bevæbnet med store skovle og gamle vogne, gik de rundt i byens gader ved nattetide og skovlede alt skrald og afføring fra mennesker og dyr væk.
   Men gaderne var langtfra rene. Selv det mindste vindpust, rejste små støvskyer sig og hvirvlede skarn og urenheder op i luften. Fine mennesker kunne beskytte sig med deres broderede lommetørklæder for munden, mens byens øvrige borgere måtte døje luften og hoste sig gennem dagen.
   Kapellanen var også tidligt oppe og klar til sine elever i latinskolen. Da han åbnede døren ud til gaden, skar han en vridende grimasse over stanken.
   "Fy for satan. Her lugter jo værre en djævelens røvhul... Flere eder hørtes ikke udenfor. Den sortklædte, blege mand var allerede forsvundet ind bag sine pulte.
   I huset ved siden af lød et tilfreds suk. "Endelig." En morgenfrisk borger var netop blevet færdig med at tømme lokummerne i baghuset. Han skulle lige til at lade sig rose af konen, da naboen vredt meldte sig foran ham. Alt affaldet lå nu i gaden, præcist udenfor naboens hoveddør. Endnu et skænderi startede op i det tidlige morgengry.
   Det svin som for få dage siden var faldet død om tæt på rådhustrappen, lå bare og rådnede, indtil en vred borger fik nok og bugserede kadaveret ud i rendestenen. Nu lå det der, fyldt med mider, halvt spist af løsgående hunde og rotter, indtil natmanden fjernede det.
   På Amagertorv slog en skomager skodderne op til sin bod. Ved siden af stillede en kone sig med en trækvogn fyldt til randen med frugter. Der var nu mest æbler, alle sammen plyndret udenfor byen i nattens mulm og mørke - Men et æble var et æble.
   De smalle gader blev hurtigt fyldt op med gadesælgernes råben. I daggryet blev alverdens varer, stillet frem: Fiskeren tømte sine spande med nattens friskfangede fisk, ostehandleren stillede lange brædder frem med tørre oste, en lille tyk købmand stønnede over vægten af sine stofruller, ved siden af skomagerens tynde lædersko og bagerens nybagte brød.
   Bageren var snu. Øverst på vognen lå det gamle og tørre brød, men enhver god bager, vidste hvordan det nybagte brød kunne fiskes frem i en håndvending, når mennesker med format nærmede sig.
   Sådan var det at vågne op i kongens København, og her boede Tobias Rens.


* * *
   Rens standsede op og faldt i staver. Øjnene ramte det brune vand, som langsomt gled forbi langs havnens bolværk. En hestedrevet mudderpram var i gang med at grave den evigt lave rende rundt om slottet dybere. De fleste mennesker var ligeglade med vanddybden og brugte havnen som et sted at henkaste deres affald og efterladenskaber. Som straf lod byfogeden flere gange gode borgere stå bundet til kagen med bar overkrop. Men lige meget hjalp det på svineriet. Truslen om at få pisk eller komme i jern på Bremerholm, afskrækkede ikke bysbørnene. Københavns havn og de små kanaler, havde til evig tid brug for udgravning.
   Hans gråhvide hørskjorte var knappet op til midt på brystet. I varmen var selv den mindste brise af vammel byluft velkommen. Skjorten var for stor og efterlod ærmerne et stykke ud over hånden. Han havde for længst opgivet at holde orden på ærmerne. Faktisk var han ligeglad. Bare de ikke var i vejen, når han skulle passe sit arbejde eller drikke øl om aftenen.
   Af højde var Rens ganske normal, håret var kastanjebrunt og krudtresterne på både skjorte og bukser afslørede hans arbejde som kanonér ved Tøjhuset. De grå knæbukser kunne stadig bindes fast lige under knæet, men strømperne gled hele tiden ned og afslørede hans behårede ben. Rens var ikke god til at pudse sine ankelsko, som mest af alt lignede to slidte stykker skin holdt sammen af et fodformet stykke sålelæder.
   Tankerne om skoene førte ham tilbage til faderen, som selv havde haft et par helt magen til. Han savnede begge sine forældre, specielt sin far. Barndommens minder generede hurtigt en varm fornemmelse i kroppen, og fik snart smilet hen over læberne. Mindet om moderen, ville for altid fremstå som en evig kilde, hvis kærlighed til ham aldrig tørrede ud. Ingen af dem tævede han særligt ofte. Kapellanen derimod kunne være i ondt lune hele dagen. Så hang øretæverne i luften lige fra morgenstunden, til de med et befriende suk blev sendt hjem fra den fugtige skolestue. Rens følte han nogle dage brugte mere tid på at ømme sig, end at studere sin katekismus.
   "Den naragtige mand," tænkte han og rystede på hovedet. "Jeg håber han får løn som fortjent. Guds straf må være, at han skal undervise bøndernes uvidende børn resten af sit usle liv."
   Rens bar ikke på mange bekymringer i sit liv. Han passede sit arbejde, sagde aldrig sine overordnede imod og overlod officerernes intriger til andre. Al denne visdom kunne han takke sin far for.
   "Pas dine pligter og bland dig ikke i andres sager. En bonde skal være ydmyg og arbejde hårdt." Faderen var fast besluttet på ikke, at lade Rens få samme skæbne som ham selv. Han tjente kongen i den sidste krig og fik siden deres lille gård med det tilhørende magre jordlod, som belønning. Rens derimod skulle have et håndværk med bedre mulighed for at ændre sin skæbne. Kort tid efter hans 16 års fødselsdag, drog de sammen mod hovedstaden, kongens by.
   Han missede med øjnene op mod himlen og tog en dyb vejrtrækning gennem næsen. København, her følte hans sig hjemme, selv i den tidlige morgenstund. Det var en underlig fornemmelse, men han vidste han ville klare sig godt her i byen. Langt bedre end som den simple bondeknægt, skæbnen i første omgang havde tiltænkt ham.
   Trods præstens velskrevne anbefaling var der ingen, der ville tage den unge og alt for spinkle knægt i lære. Men faderen gav nu ikke op så let. Han blev stædigt ved med at rende ærlige mennesker på døren, indtil det til sidst lykkedes at få Rens antaget som håndlanger i Tøjhusets store kanonhal.
   Den sidste aften inden faderen skulle hjem, gik de ned til havnefronten og satte sig på bolværket med en hel kande øl. Den pludselige tanke om de måske aldrig ville tale sammen igen, gjorde Rens bedrøvet. Hjemmefra havde han forberedt sig på mødet med den nye verden. Han glædede sig umådeligt, men byen syntes nu alligevel stor og meget fremmed i forhold til hans lille landsby. Hjemme kendte han hvert eneste skæve hus og menneske omkring sig. Dyrene havde navne, nogle af dem bragte han endda selv til verden.
   Rens kunne se faderen var stolt over hans nye stilling ved Tøjhuset og fortrængte tankerne. Nu var dette hans plads, blandt kongens mænd. Aftenen var kort og han ville nyde hvert øjeblik af den. Snart blev tappestregen spillet, skænkestuerne slog spunsen i øltønderne og faderen måtte ud af byen, inden byporten blev lukket. De fulgtes sammen op mod Nørreport. Efter en kort, men alligevel hjerteligt afsked, vendte han ryggen til sin søn, tog vadsækken over skulderen og begyndte at traske hjem. Lige inden han forsvandt ud gennem byporten, drejede han hovedet og sendte trøstende nik tilbage. Han fastholdt et kort moment blikket, indtil Rens tøvende løftede hånden og vinkede farvel.
   De så aldrig hinanden siden og dengang vidste Rens ikke hvad ordet håndlanger betød. Nu var han laveste trin i fødekæden, den som alle kostede rundt med. Dagen lang døjede han med hårdt fysisk arbejde, som ingen andre gad udføre. De første år i kanonhallen var svære at komme igennem.
   Skjorteærmet faldt ned igen, Rens gad ikke vikle det tilbage op af armen. I stedet svingede han op mod Købmagergade, hvor fiskekonerne højlydt proklamerede dagens fordelagtige priser for deres evigt friske fisk. Der var også en bod med tørt brød, han skulle dog intet have. Blikket gled ligegyldigt forbi boderne, indtil næsen trak sig sammen, provokeret af den harske stank fra slagternes kødaffald, fluernes paradis.
   "Mit hår er vist blevet for langt," tænkte han og sparkede ud efter en stinkende bunke indvolde, så fluerne lettede i alverdens retninger. Samtidigt gjorde han er fortvivlet forsøg på at få sin slidte hat til at sidde ordentligt på hovedet. Det uglede og strittende hår gjorde opgaven svær. En hårskærer havde Rens næppe penge til. I stedet for måtte han låne en saks og få madmor til at klippe sig. Betalingen med et enkelt kys på kinden, var nok til at gøre hende glad. At kysse den rare Bodil, generede ikke Rens det mindste.