Da rigshofmester Joakim Gersdorff den 27. februar 1658 skulle til at sætte sit navn på den hårde Roskildefred, kiggede han på den engelske gesandt Sir Phillip Meadowe og hviskede Neros berømte ord:
   "Utinam nescirem litteras"
   "Gid jeg ikke kunne skrive"


København maj 1657

Overalt i København gik snakken om den kommende krig mod Sverige. Det summede i gaderne og rundt på byens mange ølstuer: var krigen virkelig brudt ud? Byen var fuld af rygter. En gruppe kvinder ved bagerens store bod på Amagertorv mente bestemt, at svenskekongen allerede havde sendt sine soldater mod Slesvigs grænser. Snart gik unge mænd rundt i gaderne og lod højlydt bekendtgøre, de var klar til at lade sig hverve. Men stadig kom der ingen besked fra kongen.
   Ved hoffet var stemningen trykket. Det magtfulde Rigsråd, de eneste med myndighed til at erklære krigen, var uenig om, hvorvidt landet var parat eller burde vente. Udadtil plejede rådet ellers altid at være enig og diskuterede sjældent noget uden for mødesalen, hvor end ikke kongen havde adgang.
   Hvis Rigsrådet tøvede, var Kong Frederik den tredje til gengæld stærkt opsat på at få sin krig. Han ønskede, ligesom sine forfædre at vise sit mod og genvinde landets ære. Samtidigt øjnede han muligheden for at vinde folkets støtte og erobre magten tilbage fra Rigsrådet, der havde bundet hans beslutninger med den hårdeste håndfæstning nogensinde, formuleret med snilde af den tidligere så magtfulde Corfitz Ulfeldt. 
   Håndfæstningen begrænsede kongens mangt så meget, at han på visse områder kun stod tilbage som rigets kransekagefigur. Han var nødt til at spørge rådet om lov, før der kunne tages beslutning om at sende landet ud i en krig. Det var ikke helt uden grund: Efter hans fars - Christian den fjerdes - pinlige krigsnederlag, der både var kostbare og ydmygende, ønskede Rigsrådet at stække Kongens magt, så landet ikke blev kastet ud i nye militære eventyr.
   Med håndfæstningen bestemte rådet alene, hvornår landet var parat til krigen.
   I mellemtiden voksede landets økonomiske problemer. Allerede inden hæren var klar til krigen, kneb det med soldaternes betaling. Landet skyldte alle vegne. Selv med de udskrevne krigsskatter, dækkede pengene kun de første måneders lønninger, og slet ikke til hvervning af yderligere tropper.

Trods modstanden i Rigsrådet spredte den krigeriske stemning sig ved hoffet og ud i befolkningen. Hoffet, med kongen i spidsen, pustede til befolkningens nedarvede had til svenskerne. Rygterne om alliancer med fremmede stater og Rigsrådets tilbageholdenhed ophidsede landets borgere yderligere.
   Kongen var opsat på at få sin krig.