"Pis, pis, pis. Hvad gør jeg" Tænker David, imens han panisk går frem og tilbage i den blodige forgang. "Det var jo slet ikke meningen det her, slet ikke. Men hun ville ikke lade mig gå". Han stopper, og ser på den blodige krop, som ligger livløs på de kolde grå klinker. Han kører frusteret hænderne gennem håret, og gnider sig hårdt i det ene øje. Han opdager først nu, at hans hænder er sølet ind i blod, hendes blod. Han får det pludselig dårligt, og løber igennem det store hus, og ind på et af toiletterne. Han ser sig i spejlet, og ser at hans ansigt er smurt ind i blod. Han får kvalme, og brækker sig i håndvasken. Tørrer sig om munden, og kaster vand i hovedet. Han kigger sig selv dybt i øjnene, de løber i vand, og læberne begynder at vibrerer. "Hvad har jeg dog gjort" siger han med skælvende stemme.

Han prøver at samle tankerne, og finde ud af hvad han dog skal gøre. Hans sind er forvirret, og alle hans tanker flyver rundt i hovedet på ham, som var det en bikube. Alle de følelser der på en og samme tid florerer i ham, han kan ikke skelne dem fra hinanden. Angst, jalousi, had og kærlighed er alle smeltet sammen, til en intens følelse af panik.

Han slår sig hårdt i hovedet med knyttet næve. "Tag dig sammen David, du kan godt". Siger han, for at skabe det mod der skal til. Han går ud i det store køkken, og ser den blodige brødkniv. hans hænder ryster. Følger efter blodsporet med forsigtige skridt ud i forgangen , hvor Simone ligger. Han ser igen på det maltrakteret lig.
   "Forsvind, vil du ikke nok forsvinde" siger han ynkeligt.

Davids sind er nu faldet til ro, og han sætter sig sig på hug ved siden af Simone. Han ser seks stiksår, fire i maven og to i hendes hals. Han tager hendes hånd, og ser sårene fra da hun i afmagt tog fat i knivens blad. Hendes paniske skrig giver stadig genlyd i hans hoved, og hans hjerte dunker hårdt inden under den behårede brystkasse.
   Kulden omfavner ham, og han begynder at fryse. Han falder i gråd, og hulkende på knæ, sidder han og tænker sig tilbage på de lykkelige tider de havde sammen.

Han husker første gang de så hinanden, på Café Retro nede på Knabstræde. Han husker tydeligt hendes fyldige sorte hår, og hendes lette grønne sommerkjole. David husker det blik hun gav ham, da deres blikke mødtes. Han var solgt. Han var forelsket.
   De kunne snakke om absolut ingen ting, til solen atter igen strakte sine smukke gyldne stråler ind over Københavns gader,og han husker tydeligt hendes dejlige varme og glatte hud mod sig, når de lå i ske.

Tårene triller ned af hans ubarberede kinder, han kan slet ikke stoppe dem. Den ensomhed han føler, skær i ham som tusindvis af skarpe barberblade.
   "Vågn op, vil du ikke nok. Jeg mente det ikke skat". Hulker han.
   Han ligger sig ned i blodet ved siden af hende, og tager sin arm omkring hende. for at få det sidste varme fra hende, men det er for sent, hun er iskold.

Efter en time hvor han har ligget og grædt ved siden af hende, bliver tårene vendt til had. Han hører stadig de ord, som hun fortalte ham, kort inden hans blackout. Ordene, "jeg har mødt en anden". Han mærker vreden i sig igen, og hans hjerte pumpe.
   "HVORDAN KUNNE DU GØRE DET IMOD MIG!?" Skriger han hysterisk.
   "OG SÅ MED FUCKING JOHAN! MIN BEDSTE VEN!"

David rejser sig, blodet på hans tøj er størknet. Han tager sin mobil, og ringer til Johan.

"Johan her" Hører han en stemme sige i telefonen. David tøver, og der er en længere pause.
   "Hallo makker, hvad sker der" hører han igen Johan sige. David lukker øjnene.
   "Jeg har brug for din hjælp min ven" Siger David konsekvent.
   "Hvorfor, er der sket noget?" Svarer Johan.
   "Det er Simone, jeg tror ikke hun har det ret godt, jeg er squ nervøs for hende" siger David med en prøvet nervøsitet i stemmen.
   "Hvad mener du med hun ikke har det godt, er hun syg eller sådan noget" spørger Johan bekymret.
   "Hun opfører sig meget mærkeligt" Lyver David.
   "Jamen, selvfølgelig..... Jeg kommer med det samme" svarer Johan med en mærkelig stemme.
   "Tak Johan, du har squ altid været der for mig" Siger David.
   "Og jeg vil altid være der" svarer Johan med trøst i stemmen.
   De lægger på, og stilheden fylder atter det store hus.

David går ud i køkkenet, og tager en kokke kniv. Går derefter ud i forgangen med langsomme skridt, og stirrer på den massive hoveddøren.