Når De Voksne Har Problemer
   1.1 Opfattelse og forståelse i en forunderlig verden
   Duften af tryghed: Gul Sweet Dublin og den sødlige duft af kløvet træ. Jeg kan huske tiden, da min far stadig havde sine egne tænder. Han kunne klatre i træer som ingen anden. Han kunne kaste med knive ligesom de gør på film. Han er en af heltene i denne historie. Han var den slags mand, der altid reddede dagen. Måske mest fordi han var den eneste som turde. Det kræver mod at redde dagen. Det gør det. Hvis ikke det var fordi der fulgte en masse opmærksomhed og anerkendelse med, kunne jeg såmænd også godt tænke mig at prøve det.

Hver eneste dag, i de første år af min barndom, var hjemmet en slagmark. Men når der blev udkæmpet slag, var der som regel ingen vindere. Jeg begyndte med tiden at undre mig over meningen med at tage i krig, hvis man på forhånd vidste, at sejren kun bestod i knust glas, sammenbidte svar og tavse timer. De voksnes reaktionsmønstre og skjulte dagsordener forvirrede mig overordentligt. Når man kun er fem, kan det være svært at gennemskue alt det, som de voksne ikke engang er rigtigt sikre på.
   Til alt held havde jeg en trofast følgesvend, når de voksne blev for vanskelige at forstå, og kommunikationen blev porøs og smuldrede mellem hænderne på os. Min søster forstod lige så lidt som jeg, men vi kunne hurtigt blive enige om, at de voksne havde 'problemer'. (Jeg var i min tidligste barndom dog lidt forvirret over dette komplekse begreb. Jeg var længe overbevist om, at et 'problem' måtte være en slags taske.) Min søster og jeg forstod imidlertid sagtens ordets semantiske indhold. Det var Mors svømmende øjne, råbene i mørket om natten, og politibetjente, der indimellem bankede på døren. Men især den adfærd Mor udviste når hun var påvirket, var det, som stod klarest af alle 'problemerne'. Det værste var Mors øjne når hun hvæsede. De var af helt igennem dyrisk karakter. Hendes kejtede bevægelser, slagene, og den skingre skurren, når hun talte.
   Jeg skulle snart forstå langt mere om årsag og virkning, at den første dominobrik i rækken skulle være medvirkende årsag til, at den sidste brik nødvendigvis også måtte give efter og efterlade et uoverskueligt kaos. Jeg gør mig intet begreb om, hvorvidt børn fra en meget tidlig alder kan fornemme alkohols skadelige virkning. Den til tider utilregnelige adfærd, det, at være i stand til at gå fra sukkersød til eddikesur i løbet af få øjeblikke, vreden og sarkasmen blev hurtigt kædet sammen med flaskerne, der i alt for hurtigt tempo blev tømt, gerne i selskab med underboen, som også nød et par flasker om dagen. Tænker jeg tilbage på mine tidligste minder, er det ikke svært at forstå hvordan den ramme lugt af billig rødvin og den svidende dunst af Martini er kommet til at minde mig om min mor. Var der nogen grunde til at beundre min mor, så havde jeg vanskeligheder ved at få øje på dem, i tiden, mens vi boede i den lille lejlighed i nordbyen i Randers.
   Min søster og jeg glædede os hver dag til Fars hjemkomst. Han var kørende i den mørkeblå Volvo, som min søster og jeg stolt viste frem for de andre børn, der boede på vejen. De kastede altid skeptiske blikke, og troede vist næppe på, at et så raffineret køretøj kunne ejes af vores far. Det foresvæver mig, at han nødvendigvis må have kæmpet usigeligt hårdt for det daglige brød. Titlen 'enlig forsørger' er næppe noget han ville have brudt sig om at bære. Men han bar det. Og kæmpede, når lykken gik op i limningen, og der blev kastet med tallerkener.
   Beboerne i blokbyggerierne på Husarvej var dengang en broget skare af nationaliteter, hvoraf jeg kun husker grønlændere og tyrkere. Der duftede i opgangen af 'fremmed mad', som jeg kaldte det, og kælderrummene duftede som kælderrum nu gør, af den velkendte blanding af støv og fugtig beton.
   Jeg har sidenhen leet hjerteligt, når min mor fortalte anekdoter om hverdagen og min søsters og min gøren og laden i børnehavealderen, og jeg forsøger at overbevise mig selv om, at tiden i Randers ikke kunne have været så slem. Men smilet falmer, fordi jeg vitterligt kun mindes knust glas, svømmende øjne og følelsen af, at være glemt. Min søster og jeg blev i denne periode, denne 'mit livs middelalder', ikke betragtet som rigtige velsignelser. Vi må ganske givet have været en hæmsko, når Mors mest brændende ønske var, at stikke af fra det ansvar, livet som mor krævede. Vi må have været en hæmsko når hun vågnede op fra en rus med dundrende hovedpine, og ønskede sig ned hvor peberet gror.
   Duften af sveden kaffe og cigaretrøgen fra de grønne Cecil var vores beroligende morgensang, for det vidnede om, at Far var hjemme. Når Far var hjemme, kunne dagen aldrig blive helt slem.


1.2 Når 'Hjemme' i virkeligheden er'Ude'
   Vi har boet mange forskellige steder mens jeg voksede op. Det evendelige rejseri må uvægerligt have resulteret i en vis fragmentering af mine barndomsminder.
   Minder er intet andet end flygtige glimt, de kan aldrig sorteres efter kategorier eller efter graden af behag eller ubehag oplevet i et givent minde. De vil til stadighed opleves som et usamlet puslespil, hvor hver brik er en lille del af det store billede. Brikkerne vil aldrig kunne placeres korrekt, selv hvis de blev vendt og drejet nok så mange gange. Netop når jeg forsøger at samle puslespillet 'Randers/Laurbjerg', lykkes det mig aldrig at få brikkerne til at passe sammen. For der findes brudstykker fra 'Mindernes Middelalder', der føltes som om, de var fra en helt anden og lysere tidsalder.
   'Farfar og Farmor'. Disse tre ord hænger stadig uløseligt sammen, og har i mit univers så mange positive konnotationer, at det er umuligt at forsøge at beskrive essensen af indtryk forbundet med mine bedsteforældres liv når vi var sammen med dem. For der er flere essenser tilstede i minderne fra huset på Skovvej. Det var engelske tegnefilm og tyske TV-quizzer om eftermiddagen. Farverne var fra 70'er-farveskalaen, mosgrønt, cremehvidt, rustfarvet. Det var rødbrune mønstre på de kvadratiske klinker i ude i bryggerset. Det var mørkt lakeret træ og linoleum på gulvene og høje chatoller med farvet glas i lågerne. Det var farvestrålende blomster i potter og krukker og fyrrenåle på græsplænen, som var faldet fra den flere meter høje, tudsegamle fyr. Det var hengemte discount-cornflakes og A-38 med brun farin til morgenmad. Og det mørke, kerneløse rugbrød til frokost.
   Farmor løste krydsogtværs og gik i haven. Hun læste undertiden højt fra en aldrende jumbobog, nummer 43, som var i sort/hvid. Min farmor lærte mig ydmyghed, idet hun altid vandt i det spil, der i dag er kendt som Scrabble, men som dengang gik under navnet 'KRIBLEKRYDS'. Hun var skarp som ingen anden og takket være disse tålmodighedens eftermiddage på Skovvej blev min læsekoncentration skærpet og jeg nåede i løbet af disse timer også til den erkendelse, at nederlag først er et nederlag når man bestemmer sig for at give fortabt. Ligeledes var det min farmor der lærte mig at påskønne stilheden. Der foregik en hel ritualisering af stilheden lige efter frokost, når der skulle soves til middag. Der var tid til at finde roen og beundre Farmors endeløse tålmodighed med sine krydsord. Hun var det første forbillede, som lærte mig uselviskhedens og venlighedens værdi at kende, fordi hun selv besiddede disse egenskaber og øsede af al sin altruistiske lærdoms overflod. Hun var mild og havde altid forkælelse tilovers for os, min søster og mig.
   Farfar lo godmodigt og rumsterede rastløst ude i garagen. Vi sad på skødet, og han klappede kage med os, selv til vi var teenagere og fortalte moral-opbyggende historier om en vildfaren fugl ved navn Piphans, hvis eneste opgave var, at være artig, for at undgå at blive spist af uglen.
   Vi var aldrig blevet fortalt om 'den patriarkalske familie', men vi vidste godt hvad det betød. Selvom Farfar var gammel og gik let besværet og foroverbøjet, vidste vi godt, at det var ham der satte dagsordenen hjemme på Skovvej. Jeg tror, Farmor elskede ham til trods for, at han var meget åbenmundet, insisterende og til tider distræt. Han lukkede sig undertiden inde på 'Kontoret'. 'Kontoret' var i nogen grad omgæret af mystik, i hvert fald set med barneøjne. Farfar lukkede altid døren når han var derinde. Jeg havde altid fornemmelsen af, at han måtte foretage sig noget meget vigtigt derinde, for man skulle banke på før man gik ind. Sådan var det. Far gjorde det også. 'Kontoret' var det sted, hvor jeg for første gang stiftede bekendtskab med lakrids. Der var en skuffe derinde med Haribos Saltpastiller. Farfar spiste dem kun sjældent, for han havde sukkersyge. Der faldt derfor undertiden søde sager af, når han allernådigst lod os indenfor.
   Når jeg ser tilbage, må opholdene på Skovvej have virket som en jungle af uskrevne regler. Der blev aldrig udstedt ordrer, det forventedes bare, at man adlød de uskrevne regler. Og det føltes aldrig unaturligt at adlyde reglerne. De blev en selvfølgelighed for os lige fra vi var små. Selvfølgelig skulle vi allesammen spise sammen. Selvfølgelig skulle vi synge bordvers. Selvfølgelig skulle vi lytte, når Farfar fortalte historier. Selvfølgelig skulle der være ro, når Farfar skulle se sine tyske TV-quizzer om eftermiddagen. Sådan var det bare.
   Uret over telefonbordet meddelte hjemmets beboere når klokken var 21, og det var tid at gå i seng. Når vi gik til ro, ligegyldigt om det var i den store dragkiste eller i den høje gæsteseng, blev der uvægerligt sendt stumme taksigelser til Vorherre. Tænk, at vi, midt i en hverdag der undertiden kunne synes som Helvedes forgård, havde et fristed som dette.
   De gule mursten og den store, velduftende have med det vældige brombærkrat i gavlen og de smukke og ejendommeligt duftende 'klokken-otte-blomster', hvis rigtige navn jeg den dag i dag er uvidende om, blev mere 'hjem' end nogen af de steder vi i den efterfølgende tid var bosat.