Hvordan Skuffelse Opstår og Består

2.1 Fordi vi har brug for troen på Det Gode

Den følelse, jeg er bedst kendt med, og som følger alle mennesker mest insisterende hele livet igennem, er skuffelse. Trods skuffelsens ubehagelige natur, føler jeg mig hjemme i den følelse, som var den et par velkendte, udtrådte hjemmesko, som man ikke kan forestille sit liv uden, selvom man ved, at de ingenlunde længere kan være ergonomiske for fødderne. Jeg har i løbet af mit liv erfaret, at visse forventninger jeg måtte have til en given situation eller et menneske, ikke kunne indfries.
   Man kunne have en forestilling om, at mennesket, efter et vist antal skuffelser her i livet simpelthen blot ville vælge at undlade at nære forventninger til nogen verdens ting. Ligesom et barn, der bliver præsenteret for tyngdekraften. Når det observerer genstande falde til jorden tilstrækkelig mange gange, bliver observationen lagret i hjernen med mærkatet 'empiri', altså en handling der er observeret så mange gange, at man vil kalde det en slags viden. Barnet forventer efter denne mentale mærkat-påsætning af dets erfaringer, at genstande altid vil ramme jorden, hvis de tabes.
   Blot fungerer ikke alle menneskers psykologiske mekanisker helt ligesom tyngdekraften. I mit eget tilfælde fik antallet af uindfriede forventninger mig aldrig ned med nakken. Jeg har altid næret denne smukke, naive forestilling om, at de mennesker, jeg omgiver mig med, altid er uselviske og vil mig noget godt. Og det helt ligemeget hvor mange gange disse mennesker har skuffet mig i forvejen. Jeg tillader mig stadig at nære forventninger, hvad naturligvis også er kommet til at betyde, at jeg til stadighed bliver alvorligt skuffet.
   Hvad de færreste mennesker skænker en tanke er bare, at skuffelse altid er udtryk for noget positivt. Det vil altid afspejle en passion du føler i forhold til et menneske, en tilstand, en situation eller et resultat Det, at skuffelse opstår, betyder, at der findes noget så betydningsfuldt, at det er i stand til at skabe ulykke. Skuffelse vidner om, at vi ikke er fornuftsvæsner alene, men også i nogen grad er styret af vores følelser. Er følelserne store og dybfølte, er skuffelsen så meget desto værre.
   Det var i de allertidligste år, jeg udviklede min retfærdighedssans. Jeg kan bryste mig af, at være så sindrigt skruet sammen, at jeg er i stand til at gennemskue andre menneskers ihærdige forsøg på at camouflere virkeligheden. De 'andre mennesker' var ingen andre end mine egne forældre. Jeg nærede i en meget tidlig alder forhåbninger om, at morgendagen ikke ville blive præget af spydige bemærkninger, slag eller ram rødvinsdunst. Det er ganske vist, at der mange gange i løbet af min barndom blev tænkt: 'Det kunne være rart, hvis Mor var ædru i dag. Måske kan hun se, hvor kede af det vi bliver når hun er fraværende. Måske kommer vi idag til at føle os som det vigtigste i hendes liv'. Det må vi alle tre have tænkt. Men dag efter dag blev forhåbningerne skuffet af røde øjne og tykhed i mælet.
   Det var skuffelserne der gav mig en idé om, at det måtte være forkert, når mor drak. For hvis det nu havde været rigtigt, hvorfor skulle jeg så være ked af det så tit?

Jeg holdt aldrig op med at tro på forhåbninger. Jeg blev vel nærmest sådan en forhåbnings-skeptiker. Man kunne jo godt prøve at forvente lidt, bare for at se, om der nu ikke alligevel var en chance for, at de måske denne gang kunne blive indfriet. To ting karakteriserede mig i min tidlige barndom: i) Jeg gav aldrig slip på min forestilling om, at der måtte være mennesker i denne verden, som stod for 'Det Gode' og 'Det Retfærdige', og ii) jeg holdt aldrig op med at stole på, at de mennesker en dag ville indfri mine forventninger. Mennesket har nemlig brug for troen på, at håb ikke er forgæves. Vi har brug for forestillingen om, at nogen en dag vil gøre det rigtige, og at skuffelsen ikke er meningsløs. Så kan det være sagen ganske ligegyldig, hvorvidt 'Det Gode' rent faktisk eksisterer. Håbet om 'Det Gode' var i vores tilfælde tilstrækkeligt til at overleve et helt årti med daglige skuffelser.

2,2 Når 'den gale vej' er den eneste, man kender

Mennesket tilegner sig sit sprog fuldstændig ubesværet. Der er ingen forældre der ved deres fulde fem giver sig til at lære deres spædbørn hvorledes de kommer til at tale grammatisk korrekt. Nogle lingvister vil hævde, at tilegnelsen er universel og at der ikke er nogen bevidst handling fra barnets side, når det lærer dets modersmål. På samme måde kan børn, der befinder sig i et for barnet hæmmende udviklingsmiljø, tilegne sig handlemåder og reaktionsmønstre som er uhensigtsmæssige i relation til omverdenen. Dette skete i min familie. Min søster og jeg havde bare i en alder af seks og syv været vidne til flere forgæves forsøg på hensigtsmæssig konfliktløsning end vi var i stand til at tælle på fire hænder. Der var utålmodighed, hysteri, underdanighed og vaghed, gråd, trusler og korporligheder tilstede i alle de forgæves konfliktløsninger. Disse udvikledes som regel også til 'konfliktoptrapninger' i stedet, og mundede ud i større eller mindre kriser, hvor hensigtsmæssig kommunikation helt var sat ud af spillet, og hvor kun følelserne, irrationelle som de måtte være, rådede. Det var som tidligere nævnt meget ofte en slagmark, hvor min far meget ofte forsøgte at forhandle på bedste diplomatiske vis med en mur af modvilje, irrationel angst og tilmed momentær men indædt had.
   Jeg er sikker på, at min mor i sin rus ikke var sig disse ting bevidst og i særdeleshed var hun ganske uvidende om de signaler, hun hver dag sendte til sin omverden og de mennesker, der trods megen modgang udviste en så stædig og vedholdende loyalitet, at det næsten kunne forekomme omsonst for den, som stod udenfor og måtte betragte dette ejendommelige sceneri, der hver dag uspillede sig i min familie.
   Fra vi var ganske små, har vi observeret og i nogen grad tilegnet os disse mystiske kommunikationsstrategier og adskillige der skulle gå adskillige år før vi indså, at de har været meget uhensigtsmæssige, hvis ikke ligefrem skadelige.

De første år, dem, som jeg kun med stor besvær husker, har ganske givet været de år, hvor kimen til alskens afvigende adfærd må være blevet plantet. Jeg glædes og forundres til stadighed over min evne til, at have arbejdet mig ud af min dystre fortid og også tackle alle de skævvredne komplikationer, som denn fortid har budt mig. Jeg er ikke hel, jeg er fuld af ar fra en krig, som ikke var min egen, men som jeg gjorde til min egen og som jeg har vundet overlegent. Se mine smukke ar!