Solen kunne kun lige skimtes bag træerne for enden af alléen. Sommeren varede kun et øjeblik. Hun sad på bænken med de snirklede armlæn. Det var en meget smuk solnedgang. To fingre trommede på højre knæ. Hun rørte uroligt på sig. Trak vejret dybt og en kraftig rødmen blussede op, som om hun pludselig blev pinligt bevidst om sin fremtoning. Det var ikke en fejl, at hun var kommet. Det var meningen.

Han kom gående ned ad alléen. Skuttede sig let, selvom ingen vind rørte sig. Hans gang var adstadig, ikke usikker, men tøvende. Prøvende. Var de i virkeligheden ikke bare ligesom to generte teenagere, der skulle finde ind til hinanden?
   "Hej," sagde han. Han så hende i øjnene et øjeblik og slog så blikket ned. Ikke forceret. Hun kunne lugte lakrids i hans ånde. Han havde sat sig tre håndsbredder fra hende. Hun kunne mærke skepsis og resignation skylle ind over sig. Hvad skulle de tale om? Hvordan kunne overfladisk, intetsigende smalltalk nogensinde ende med, at de faldt hinanden om halsen og levede lykkeligt til deres dages ende?

"Jeg så en stor harekilling på vej herned," sagde han og smilede hen for sig. Hun kunne pludselig huske, hvorfor hun elskede ham. Hans akavede holdning, måden hvorpå han rastløst svingede med armene når han følte sig trængt op i en krog. Nu sad han med knyttede hænder. Kiggede ud i luften. Han havde aldrig været god til det med følelser. Men i aften kunne hun ikke hjælpe ham. Hun så på hans hænder. Grove og tørre, med flossede negle. Hun vidste, han ville trække sig væk, hvis hun forsøgte at få ham til at tale.

En flue landede på hans kno, men lettede igen før han nåede at reagere. Hun kunne mærke rastløsheden, irritationen over den larmende tavshed. "Jeg er så ked af det," sagde han og gav et kast med hovedet, som om han ærgede sig. Hun nikkede, selvom han ikke kunne se det. Det var ikke en fejl, at hun var kommet. "Jeg elsker dig, Far. Jeg håber vi ses igen." Hun rejste sig. Ikke abrupt. Fattet.

Først for enden af alléen lod hun den første tåre falde.