En symfoni af baskende vinger mødte hende da hun gik over den lille lysning, som en og samme sjæl lettede de og fløj op mod himlen, da hun nærmede sig. "Ta' mig med jer" råbte hun mens hun løbende, strakte sine lange arme op mod de snart forsvundne fugle, som om det kunne få dem til at standse deres flugtforsøg. Hun kunne mærke noget vådt glide ned ad sine kinder, men hun var ligeglad. Hun kunne mærke sin fod vride om og med et gisp af smerte faldt hun ned på den iskolde jord, hun foldede sig sammen i fosterstilling, "ta' mig med jer..." hviskede hun lavmælt mens fuglene forsvandt i horisonten. Hun krummede sig sammen da smerten overfaldt hendes sind og det første hulk fandt vej gennem hendes hals og langsomt, overtog hendes krop.

Det var for længst blevet mørkt, da de voksne fandt hende liggende stirrende ud i luften. Hun kunne se de glitrende lys af lommelygterne inde mellem træerne der omgav den lille lysning hun lå i. De råbende stemmer kom nærmere og nærmere "Emma! Emma!" Sagde de, hun reagerede ikke, hun kunne ikke huske hun nogensinde havde haft det sådan her, bortset fra den gang, dengang det skete. Hun lå drømmende og legede med tanken om at tage sit eget liv, da en af stemmerne tæt på hende udbrød "Eddie! Kom! Hurtigt! Jeg fandt hende!" råbte han mens han halvvejs løb, halvvejs faldt ned ad den skråning han stod på. Efter det gik det hele hurtigt, hun huskede det bagefter lidt som en drøm. De tjekkede hendes puls, løftede hende op. Hun mærkede et sidste bump da ham der bar hende gled og fik fodfæste igen, så mørke.

Hun vågnede ved at solen strålede, så selv hendes øjenlåg ikke kunne holde det ude, hun havde ellers bare lyst til at lægge sig ned og sove videre. Hun åbnede langsomt sine øjne og blev blændet et øjeblik, men hun vendte sig hurtigt til det. Hun kiggede sig omkring og undrede sig over hvor hun var, hun flyttede blikket, så de hvide vægge og forhænget der hang for hendes seng så der var lidt privatliv. Hun genkendte stedet som et hospital men undrede sig over hvorfor hun var der. Hun satte sig langsomt op, hun var stiv i hele kroppen og pludselig væltede minderne frem og hun sank ned igen. "Er du vågen?" lød det fra den anden side af forhænget, deprimeret som hun var, gad hun ikke tale med nogen så hun ignorerede mandsstemmen og lod som om hun sov, det lod til at han troede på det, han lod hende i hvert fald være i fred.
   Hun lå der i et stykke tid. Hun var efterhånden ved at falde i søvn, da døren blev åbnet. Hun hev sig selv ud af den drømmeagtige døs hun befandt sig i, men holdt sine øjne lukkede mens skridtene standsede ved hendes seng "Hun er vist ikke vågen hva'?" sagde Jonas, hendes barndomsven og ham som havde tilstået sin kærlighed, dagen før. Hun troede i hvertfaldt at det var i går.
   "Nej det gør det ikke" sagde den anden stemme, hendes ene hånd var nær røget op for at dække hendes mund i et forsøg på at skjule det gisp der var på vej ud, men heldigvis nåede hun at holde det tilbage, og det der kom ud af hendes mund var et suk, som ligeså godt kunne have været i søvne "Jeg tror vi skal gå, vi skulle nødig vække hende" sagde Jonas og for en gang skyld var hun glad for at han var der "Gå du bare i forvejen, jeg bliver bare her lidt" sagde den anden stemme *Damn* Det var jo ikke det der var meningen der skulle ske! De skulle bare gå så hun kunne være deprimeret i fred. "Okay" sagde Jonas, hun hørte hans skridt mens han gik hen til døren og stille lukkede den. Der var stille i et par sekunder, men det føltes som en evighed for hende til sidst sagde han "Du kan ligeså godt droppe det dér, jeg ved du ikke sover" Hun satte sig hurtigt op og så trodsigt på den mand hun engang havde kaldt far. "Ja og hvad rager det dig?! Skal du ikke ud og prale med hvor god en far du er?!"Det sidste råbte hun næsten ud, så en af sygeplejerskerne kom ind og spurgte om der var noget galt "Nej, nej! Der er ikke noget galt" sagde manden, hun stirrede hadefuldt på ham men sagde ikke noget, han smilte bare til sygeplejersken "Vi havde bare en lille diskussion" sagde han og smilte nu næsten helt sukkersødt, det var til at få kvalme over."Okay, men dæmp jer lidt ikke? Vi skulle nødig have nogen til at få et hjertestop" sagde hun og smilte tilbage, sygeplejersken lukkede langsomt døren, manden vendte sig om så han var ansigt til ansigt med hende "Du var meget sødere da du var barn.." sagde han og sukkede, det var dråben, hun åbnede munden for at begynde at råbe ad denne foragtelige mand, men han holdt pludselig en finger for munden og shhh'ede på hende alt imens hans smilte lumsk ad hende, hun fik lige akkurat tøjlet sit voksende raseri. Gud hvor hun hadede denne mand. Hun fik sin stemme under kontrol "Det har altid været sådan her, har det ikke?" sagde hun med foragt i stemmen "Hvad mener du lille skat?" spurgte manden "Lad være med at kalde mig LILLE SKAT!" sagde hun og måtte bide tænderne sammen for at holde sit vilde raseri inde "Jeg mener den måde du altid leger med mig på, som et legetøj du bruger for din fornøjelses skyld! Selv dengang du gjorde det imod mig! Jeg var kun 7 for helvede!" sagde hun og bed sig i læben for at holde sine tårer inde, aldrig i livet at hun ville vise denne mand hendes tårer! "SELV MOR!" Råbte hun og hun måtte bide sig endnu hårdere i læben for at holde det hele inde, hun kunne mærke noget varmt ryge ned ad hendes hage og videre ned på dynebetrækket, hun kiggede ned, det var blod. Hun kunne høre løbende skridt ude på gangen, men hun var ligeglad, nu måtte det ud, synet af blodet bragte minder tilbage som forstørrede hendes had og raseri så det føles som om hun skulle sprænges. "Du dræbte hende..." Sagde hun stille, tre sygeplejersker brasede nu ind "Hvad sker der? Hvad er der galt?" råbte de i kor, "ikke noget" sagde manden, mens hans langsomt rejste sig op fra stolen "Du dræbte hende" sagde hun anklagende, manden vendte sig om og så et øjeblik på hende og begyndte så at gå hen mod døren "Du dræbte hende!" Sagde hun, sygeplejerskende strøg over til hende og prøvede at berolige hende, manden var nået over til døren og sagde så "Jonas kommer nok i morgen tidlig lille skat" sagde han og smilede frydefuldt mens han gik ud ad døren, så skreg hun "DU DRÆBTE HENDE!!!!" hun slog ud med hånden, så hun væltede vasen med blomster i, hun ramte en af sygeplejerskende så hun væltede baglæns ned på gulvet, de andre veg fra hende og turde ikke komme nær hende og prøvede uden held at berolige hende i hendes raseri.
   Pludselig skar en smerte igennem hendes krop, som et lyn der var slået ned, der endte hvor skulderbladende mødes. Hun bøjede sig instinktivt forover, med åben mund og skreg en enkelt gang før hun faldt bagover.

Hun vågnede op til et mørkt og koldt hospitalsrum, sygeplejerskende som før stod bøjet over hende var væk det samme var manden bag forhænget også, hun var alene.
   Og med det samme skar den samme knivskarpe smerte ned gennem hendes ryg, kun en smule formildet. Og med smerten kom minderne flydende ind i hendes kranium på trods af hendes ihærdige forsøg på at holde dem ude. Hun så hendes mor der stod og æltede dej "mor! Mor!" råbte den lille 5-årige pige der strak sine arme op mod moren samtidig med at hun hoppede vildt op og ned, Den unge mor kiggede lidt forbavset ned på sin lille datter og smilte så blidt til hende "Det kan jeg ikke lille skat" sagde hun, stadig smilende men med et undskyldende blik i hendes brune øjne "Jeg kan ikke kramme dig, jeg har jo mel overalt" "Øv!" sagde den lille pige surmulende, moderen smilte " du må gå ud og være quod libertarius" sagde hun "hvad betyder det mor?" spurgte den lille pige undrende "Det betyder fri som fuglen" sagde hendes mor med et strålende smil, hun smilte tilbage og de stod i et øjeblik og kiggede ud af vinduet efter de flyvende fugle. Næppe var det færdigt før næste erindring kom bankende. Det var vådt og koldt, og mørkt, hun nærmede sig den eneste kilde til lys i rummet, en ramponeret dør i den anden ende af rummet, hun nærmede sig langsomt hun hørte stemmer bag fra døren og de blev højere jo nærmere døren hun kom, hun begyndte endelig at kunne skelne stemmerne fra hinanden "Far? Mor?" sagde hun højt med en snert af usikkerhed i stemmen, de råbende stemmer stoppede og hun hørte fodskridt hastigt nærmende sig døren, døren blev revet åben og der stod hendes far med et udtryk i ansigtet hun ikke brød sig om. Det var uhyggeligt. "Far?" spurgte hun bekymret "Er der noget galt far?" Hendes mor som havde stået bag hendes far, tog fat i hans arm og så ham beslutsomt i ansigtet "Lad hende være" sagde hun stille, hendes far så overrasket på moren men fattede sig så, og langede kraftigt ud efter hendes ansigt, hun røg sidelæns ind i betonvæggen og gav et overrasket grynt fra sig, så var hun stille, den lille pige havde set skræmt til mens det stod på men styrtede nu over til den livløse skikkelse på gulvet "MOR! MOR!" råbte hun og kastede sig ned på gulvet ved siden af moderen, rædsel bredte sig igennem den lille piges krop da hun så blod flyde langsomt ud af hendes mors øre og hun søgte febrilsk efter en puls. Næppe havde hun fattet situationen før en hånd greb fat om hendes ansigt og slyngede hende hen ad gulvet, Hun fik slået luften ud af lungerne og kæmpede for at få det tilbage, men med det samme var han over hende og rev med en voldsomhed og en vildhed som selv ikke et bæst formåede at præstere, tøjet af hende "Far.." kvækkede hun med den luft der var tilovers, han lå skråt over hendes nøgne krop så hun næsten ikke kunne få luft. Han satte sig langsomt op på knæ tog sin svedlugtende bluse af og begyndte at løsne det brune ruskinds bælte han havde om livet, tog det ud af stropperne i jeansene og begyndte at lyne lynlåsen op. Da han var færdig kastede han skødesløst bukserne hen på moderen og tog som i slowmotion sine underbukser af. "Far.. Hvad laver du?..." spurgte den lille pige, hendes stemme, skinger af frygt og usikkerhed, var så lille at man nær ikke kunne høre den men hendes far svarede tilbage med et stort grumt smil der nåede helt op til hans øjne og sagde "Lille skat vi skal lege en lille leg, du vil gerne lege en lille leg med farmand ikke sandt?" Hun rystede vildt på hovedet og kiggede skræmt på ham, hans smil blev bredere "Se, det eneste du skal gøre er at sprede benene, sådan her" sagde han og lagde demonstrativt begge sine hænder på hendes knæ og spredte hendes ben
   Så kom han nærmere, "nej.." hviskede hun "nej, nej, nej, nej, Jeg vil ikke lege! Jeg vil hen til mor!" sagde hun med frygten malet på hendes tårevædede ansigt, pludselig var der en sær, lynende smerte i hendes underliv og hun skreg.
   Hun rystede på hovedet for at få billederne til at gå væk, men fortrød det et sekund efter. Smerterne var næsten uudholdelige. Hun fik ikke sovet meget den nat og da hun endelig faldt i søvn var den urolig og drømmeløs.
   Da hun vågnede opdagede hun Jonas, som var faldet i søvn lænet ind over hendes seng, hun smilte blidt. Det var rigtigt, Jonas havde altid været ved hendes side og støttet hende. Hun var nødt til at forlade ham. Hun trak forsigtigt dynen af og svingede langsomt sine ben ud over sengekanten. Hun gik over til vinduet og trak gardinerne fra. Det var dejligt vejr og solen skinnede ind i værelset og blændede hende et øjeblik indtil hendes øjne vænnede sig til det. Jonas begyndte at røre på sig, hun måtte skynde sig, så hun åbnede vinduet men vinden var stærk og vinduet blev revet op, hun krympede sig, i det stille hospitals rum lød det som en vulkan i udbrud, hun skyndte sig op i vindueskarmen og mærkede vinden ruske i hende som en invitation til at komme med den til fjerne lande og fjerne eventyr. "Emma?" kom det søvndrukkent bagfra hun vendte sig om og så Jonas sidde og gnide sine øjne "Hvad laver du deroppe?.." så gik situationens alvor op for ham og han rejste sig lynhurtigt op "Bliv der, Emma, jeg kommer nu" hun lukkede øjnene og rystede på hovedet og i det øjeblik mens hun havde øjnene lukkede, trykkede han diskret på AKUT knappen. "Nej Jonas, jeg vil være fri" sagde hun med et blidt smil på hendes læber og et bestemt blik i hendes øjne, hun vendte hovedet væk "Undskyld Jonas.." sagde hun stille og da hun vendte sig om glimtede tårerne ned ad hendes kinder. Med det samme hørte de løbende skridt på gangen, døren blev revet op og der stod et lille hold af overraskede sygeplejersker og læger, de stod et øjeblik og stirrede med munden åben og delte mundvand, synet fik hende til at klukke let.
   "Nu vil jeg være quod libertarius... Mor..." sagde hun og modtog vindens invitation. Hun hørte Jonas gispe "Nej, Emma!" og mens de så hende falde, voksede der sig langsomt noget hvidt ud mellem hendes skulderblade der voksede større og større og blev til store hvide vinger, "Emma..." hviskede Jonas stille mens han så hende forhindre sig selv i at splatte ud på fortovet og baske med vingerne indtil hun var i sikker højde.
   Hun vendte sig om og smilte sørgmodigt til ham inden hun vendte sig om og badet i lyset blev ført af vinden, mod horisonten...