Hemmeligheden
   Hans øjne sved og røgen kradsede i hans lunger. Han kunne lugte at varmen fra ilden, sved hans hår. Han sad sammenkrøbet i hjørnet og kunne ikke engang finde døren i værelset på grund af den sorte røg. Han var bange og rystede voldsomt. Hvor var mor? Pludselig greb et par slanke arme rundt om ham og løftede ham op fra pladsen på gulvet.
   "Op med dig Mitta!" hans mor skreg af sine lungers fulde kraft mens hun med al sin styrke forsøgte at slæbe ham ud af rummet. Han åbnede øjnene og så på hende. Hendes ansigt var fyldt med sår og helt beskidt af sod. Hendes øjne lyste af angst.
   "Hvad sker der? Hvor er Lija og Liem?" Han så rundt om sig efter sine ældre brødre, imens hans mor fortsat trak af sted med ham. Hun smækkede døren til kælderen op, hvilket fik Mitta til at rejse sig op.
   "Mor, huset brænder?! Hvorfor går vi ned i k..," hun lagde hånden over munden på ham, hev ham med ned og smækkede døren. Mitta så forskræmt på sin mor, som normalt virkede fuldstændig frygtløs, sad nu rystende med tårer i øjnene. Mitta betragtede hende kort. Hun var, som ham, stadig i nattøj og hendes hår var i vild uorden.
   "Mor, hvad sker der? Hvor er Lija og Liem?" Mittas mor lagde en finger over sine læber og tyssede på ham.
   "Mitta, jeg ved du ikke er særlig gammel, men du må stikke af!" sagde hun, hendes stemme var fuld af angst og hendes øjne lyste af panik. Mitta mærkede igen uroen vokse. Hvad i alverden foregik der? Hans mor lagde en hånd på hans hoved.
   "De kom ud af ingenting, kongens mænd. Nu hvor der ikke er brug for os mere er vi en større trussel end hjælp." Hun holdt en kort pause, lyttede og forsatte så. "Dine brødre samt alle andre mænd er døde, kvinder og børn bliver brændt inde. De vil have os væk." Hun hostede kraftigt, røgen var begyndt at sprede sig i kælderen.
   "Jeg vidste at denne dag ville komme." hviskede hun. "Din far nævnte flere gange før hans død at de ældre havde holdt råd om hvad der skulle gøres." Hun hev en lille kasse i træ op af lommen, og rakte den til Mitta.
   "Tag den her og bær den. Den skjuler dig for dragen. På den måde kan de ikke finde dig. Løb Mitta, løb langt væk og gem dig." Hun så på ham med bedende øjne. "Tag til fortet Euisen og opsøg profeten Kawilan han skal nok hjælpe dig." Mitta tog æsken, men da han ville åbne den lage hans mor hånden på låget.
   "Vent med at åbne den" Hun lyttede, de kunne begge høre flammernes knitren på træbjælkerne. "Han er en gammel bekendt af din far," forsatte hun. Mitta kunne høre soldaternes rustninger larme udenfor, samt skrigene fra de omgivende bygninger.
   "Mitta. Se på mig. Jeg åbner lågen ud til og så løber du mod skoven! Se dig ikke tilbage og kom aldrig tilbage hertil!"
   Mitta nikkede mens tårerne trillede. Han vidste godt at dette var nødvendigt. Han var bange, meget bange. Hun så på ham mens hun mimede nedtællingen. Hun slog lågen op, og skubbede Mitta ud og smækkede den i igen.
   I et kort øjeblik kunne Mitta ikke orientere sig. Han kunne høre hans mor larme i kælderen for at aflede opmærksomheden fra bagsiden af huset. Han snublede og faldt. Da han omtumlet fik sig rejst, stod den foran ham. Stor som en tyr, med blanke sorte skæl, gule smalle øjne og en gennemtrængende lugt af svovl. Hans drage. Mitta rakte hånden ud og rørte ved den.
   "Mod skoven." hviskede han.
   Dragen rakte sin lange hale mod ham og Mitta greb dragens lange skællede hale og fulgte dragen.
   Da de nåede skovbrynet kunne han høre sin moders skrig. Soldaterne havde fundet hende.

Han vågnede med et sæt og mærkede smerten i sit øje. Mitta skreg og satte sig op. Han tog sig til øjet og ledte febrilsk efter klappen. Han fandt den i samme sekund som Kawilan kom væltende ind i rummet.
   "Store idiot!" Hvislede Kawilan. Han langede en syngende lussing efter Mitta, som han ikke engang forsøgte at undgå.
   "Folk udenfor er i total panik over dragen, vi kan ikke lade dem finde dig, dit fjols!"
   Mitta svingede benene ud over sengekanten og tog klappen for øjet igen. Kawilan så dragen flyve et par runder over byen for så til sidst at flyve søgende bort. Kawilan sank sammen under vinduet og rodede med sit grå skæg.
   "Mitta, du ved godt du skal beholde den klap for øjet uanset hvad der sker." Kawilan betragtede den unge mands slanke silhuet i mørket. "Drager flyver ikke bare forbi, det ved alle." Han betragtede horisonten for at sikre sig at dragen var helt væk. "De er sky dyr som sjældent nærmer sig mennesker."
   Undtagen din slags, selvfølgelig tænkte Kawilan. Mitta nikkede fra sengekanten.
   "Jeg ved det. Klappen må være faldet af mens jeg sov."
   Kawilan så nu at Mittas krop var badet i sved.
   "Du har drømt den drøm igen, har du ikke?" Kawilan rejste sig og lagde trøstende en hånd på Mittas skulder. "Du ved godt det ikke var din skyld, du skulle komme videre." Mitta så op på ham med et lille smil, og rejste sig op.
   "Jeg gætter på at vi skal videre, siden dragen har været her?" sagde Mitta sagte.
   Kawilan nikkede og betragtede den unge mand trække i tøjet. Han lignede virkelig sin far, stærk og adræt. Smuk og intelligent, som hans moder. Han havde den rigtige alder, han havde det hele. Han kunne være blevet den bedste af alle dragerytterne. Men alt han var nu, var forældreløs. Ingen familie og intet hjem. En flygtning.