Drageklanens sidste søn
   Barnet var centrum for begivenhederne. Dette ritual var mere end tusind år gammelt og hun havde gjort det før, men man vænnede sig aldrig helt til det. Hun var en del af Kazii Klanen, der havde tilnavnet "Drageklanen" på grund af deres evner, som kun folk af deres blod kunne tilegne sig. Hun lyttede til de ældres messen og så på hendes lille søn. Han havde betagende blågrå øjne, som på trods af deres unge alder, lyste af visdom og intelligens. En skam, ren og skær skam. Det var tid nu, pagten, som var det mest hemmelige ritual, var både grusom og uhyggeligt, men desværre nødvendig. Hun rakte modvilligt sin søn til den ældre, som messede over barnet. Hele klanen var samlet og betragtede i stilhed ritualet. Et ritual, kun mændene kunne gennemgå, da disse evner kun arves fra moderens side, kvinden måtte derfor ikke kæmpe. "Før drageynglet frem" sagde den ældre. Mængden spredte sig og fem stærke mænd trak af sted med 3 unge drager. Den ældre bukkede for dragerne og messede:
   "De mørkes himmel danser, bjergenes konge. Ydmyg kommer vi til dig med et offer. Thi, vi vil byde dig et menneske, en sjæl, beskytter og rytter. I hellig pagt mellem bæst og menneske til gavn for Verdenen og hinanden, som gjort siden tidernes morgen, spørger vi nu eder, vil du flyve med denne rytter og binde pagt på sjæl og liv? Eller er denne rytter ikke værdig til din tillid?"

Alle dragerne løftede deres hoved og lyttede som hypnotiserede slanger på, verset som igen og igen blev gentaget. Den ældre løftede kærligt barnet hen mod dragerne. En assistent rakte den ældre en lille dolk af guld. Han løftede dolken og snittede i hurtige og præcise ryk barnets ene øje ud. Kvinden græd, da hun hørte smerteskrigene fra det lille drengebarn. Den ældre løftede øjet og viste det til dragerne, stadig messende:
   "Lad mit liv være dit, min sorg din sorg, mit hjerteslag dit hjerteslag, del alt og lad dette være offer her for, hvem behager aftalen?"

Den ældre kastede øjet op i luften og straks satte en drage efter det. De andre blev upåvirket tilbage på jorden. Dragen havde valgt sin rytter. Dragen greb øjet og slugte det helt. Den landede elegant foran den ældre. Han forseglede pagten mellem drengen og dragen. Han lagde en hånd på dragens ene øje og messede nogle magiske ord og i et øjeblik var pladsen oplyst af et hvidt skær. Drengebarnet missede med sine øjne, pagten var komplet og kvinden tog atter mod sin søn. Hun betragtede hans øjne. Hans højre øje var nu som en drages. Ravgult, som et gigantisk krybdyrs. Dragen luskede hen og lagde sig ved hendes føder. Den ville nu følge hendes søn resten af hans liv, og vokse sig stor og stærk. Dette dyr ville dele tanker og følelser med sin nye herre, som det stod skrevet i de ældgamle skrifter, en pagt for livet som dragerytter. En pagt, man var født til.