Uvejret rasede udenfor. Han kunne høre regnen lande på taget. Han ville gerne ud og mærke vejret, for første gang i mange år. Han kunne ikke nå vinduet, han ville gerne op og kigge ud af vinduet. Han kom i tanke om det sidste minde han havde fra et uvejr.
   De havde planlagt at mødes for at se hinanden igen. De havde ikke kendt hinanden i så lang tid, men han husker hvor forelsket han var. Så forelsket at han trodsede uvejret for at møde hende. Han havde lige fået fri fra arbejde, kl. var 02.30 og de skulle mødes 02.45 ved den nedlagte tankstation. Han løb igennem den silende regn, alt i mens det lynede og tordnede omkring ham. Han løb på den våde og glatte vej, uden det regntøj som han ellers altid havde med sin rygsæk.
   Det bankede på døren. En dyb mandestemme råbte: "Det er spisetid." Manden låste døren op, i baggrunden lød et kvindeskrig. Manden stilte en bakke med en tallerken mad og to glas. Det ene var et vandglas og det andet et glas med dejlig kold øl i. Manden gik hen mod vinduet og pegede hen imod det højt placeret vindue. "Sikke et vejr, hva?"
   "Ja, det larmer ihvertfald meget," svarede han lavmælt.
   "Jeg er glad for at jeg kunne låne min kones bil til at køre på arbejde idag."
   "Ja, det skal du være taknemlig for,"svarede han fraværende, mens han begyndte at spise sit måltid. Som i dag bestod af 4 frikadeller, 4 kartofler, en god håndfuld grøntsager og til sidst var hele måltidet overdyngede med brun sovs.
   "Du er sgu svær at småsludre med!" Manden gik ud af den åbne dør og låste den efter sig. Han lænede sig lidt tilbage stolen, og tog glasset med den kolde øl. Han tog en ordentlig slurk og han udbrød et ret højt; "Ahh".
   Regnen silede ned på ruden og han kunne tydeligt høre tordnen og fornemme blinkene fra lynene.

Asfalten var meget glat på dette stykke vej, der var kun få dage forinden blevet lagt nyt asfalt på. Det tænkte han dog ikke på, han tænkte kun på hende. De havde mødt hinanden for første gang for godt to uger siden. Han var blevet inviteret til fest hos sin bedste ven og han var egentlig på vej hjem. Han var gået ud i entréen for at finde sin jakke, da det bankede på døren. Han åbnede og der stod hun med hendes halvlange mørkegulige røde hår. Hans bedste ven kom ud i entréen og præsenterede dem for hinanden. Den klassiske måde ved at sige: "Noah, det er Niah. Niah, det er Noah." Niah var den første der brød stilheden mellem dem, med et forsigtigt og et akavet: "Hej." 10 sekunder efter fik Noah endelig stammede sit eget: "Hej." Han glemte alt om at ville hjem og resten af aftenen forløb med at tale Niah. Hun var lastbilschauffør og var meget glad for at være det og hun var et år ældre end han var. Han fortalte hende om alt lige fra sit lorte arbejde til sin lorte familie og endda om tidligere kærester, noget som hans bedste ven ellers altid havde frarådet ham at gøre. De var begge blevet ret fulde og besluttede derfor at udveksle mobilnumre, så de kunne ringes ved dagen efter.
   Han havde turde ikke at ringe til hende, selvom han hele dagen havde gået rundt med mobilen i hånden for at gøre klar til at ringe til hende. Kl. var nu 22, han sad og så på mobilen og prøvede at få taget sig sammen til at ringe til hende. Han havde fundet nummeret på mobilen frem, da mobilen ringer og han får et så stort chok at han kaster sig op af sofaen og taber mobilen. Han kravler ned på gulvet, finder mobilen under stuebordet og ser på displayet at det er Niah der ringer. Han tager mobilen op til øret. Lige da han skal til at sige hallo, slår han hovedet op i stuebordet i bestræbelserne på at rejse op. Så i stedet for et hallo bliver det til et: "Auvvv!" Hun spørger bekymrende:"Noah, hvad sker der?
   "Jeg slå bare lige mit hoved op i mit stuebord.
   Må jeg være så fræk at spørge hvad du lavede under dit stuebord?
   Jeg skulle have fat i min mobil, fordi jeg fik et kæmpe chok da du ringede, fordi jeg selv skulle til at ringe til dig, at jeg tabte den," svarede han meget nervøst.
   De aftalte at de skulle ud at spise dagen efter, som var en søndag.

Det var en kold søndag eftermiddag i november, klokken havde lige passeret 13, kunne man tydelig se på det store stationsur. Han stod på togperronen og ventede på hende. Toget ankom og ud steg hun, sammen med en masse andre mennesker, men dem ænserede han slet ikke. Han havde planlagt hele dagen i nat, mens han prøvede at sove. Han havde hænderne på ryggen holdende en lidt mørkegulig rød, nogenlunde sammen farve som hendes hår, lilje i hånden. Da hun endelig var kommet hen til ham, gav han hende et knus og fik liljen placeret i hendes venstre hånd. Han trak sig fri af hende. Han forklarede hende at han syntes at det var samme farve som hendes hår. Hun var så smigret, glad og overrasket at hun kom til at give ham et kys.
   Han tog hende i hånden, begyndte at gå og vise vej. Han fortalte at han ville vise hende et særligt sted, hvor han tilbragte meget tid alene, når han skulle tænke og finde sjælefred. Det kunne de dog først gøre i aften, da det helst skulle være mørkt. Hun fulgte troligt med og lyttede opmærksomt til al hans hurtige snak, men hun havde endnu ikke fundet ud af hvor de var på vej hen nu. De stoppede op ved det lokale bibliotek, han sagde at her kunne han bruge flere timer. Hun kiggede lidt skeptisk på ham. Hun sagde lidt små sarkstisk: "Har sgu aldrig været på date på et bibliotek før."
   Han svarede fraværende, men stadig opmærksomt: "En gang skal jo være den første. Kom, vi skal over i børneafdelingen! Det er der alt det sjove er!"
   Han satte sig i en lysegrøn sækkestol og pegede over på den anden sækkestol, som var skrigende pink. Han havde fundet nogle tegneserier frem. Han rykkede tættere på hende, så hun kunne følge med tegneserien. Han begyndte at læse højt fra tegneserien med diverse lydeffekter såsom: Baaang og wruuuuusj. Til at starte med vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige til det, men efterhånden lod hun sig rive med. Hun skraldgrinede og hjalp ham med lydene. De smilede til hinanden. Hun gav ham endnu et kys og denne gang kyssede han tilbage. Han trak hende over til musikafdelingen, hvor han satte en sjov cd på. Han gav hende et par høretelefoner og tog et par til sig selv osse. Han var lykkelig. Hun var lykkelig.
   Stormen rasede stadig udenfor, han kunne høre hvordan træerne slå sine grene imod ydermuren. Han vidste at der stod et stort egetræ lige udenfor sit værelse, det kunne han huske fra en af sine få ture ude i gården. Alt i alt nok tre ture sammenlagt. Alle sammen havde været påtvunget ham. Det havde nu også været meget rart at mærke den friske luft, og se nogle af de andre beboere. Han havde dog ikke set sin nabo, som han havde fået at vide var en jævnaldrende kvinde. Hun skreg ret tit, altid om natten. Hun bliver ved med at gennemleve sit traume, havde han overhørt nogle fra personalestaben tale om.
   Helst ville han bare være på sit værelse alene. Alene. Det var kodeordet for sin nuværende eksistens og det var sådan han ønskede det, selvom familien og venner havde protesteret. Det var en nødvendighed for ham, for at han kunne blive rask igen, havde han og psykologen prøvet at forklare dem. Psykologen havde dog sagt, at de skulle komme og besøge ham en gang om ugen, for det ville være sundt for ham. De kom trofast hver tirsdag aften i et år, men hver gang havde han bedt personalet om at sende dem hjem igen. De måtte ikke se ham sådan her.

De forlod biblioteket. Belejligt nok lå der en italiensk restaurant ca. kun 200 meter fra biblioteket. "Avanti!" Råbte han og det var også restaurentens navn. Det var ikke en gourmet restaurant, men en velbesøgt og populær restaurant i lokal området.
   "Nu skal du bestille lige hvad du har lyst til, jeg giver."
   "Det har jeg det altså ikke særlig godt med."
   "Hvis nu jeg fortæller dig, at jeg kender ejeren så jeg får rabat. Er det så okay?"
   " Åhh ja, det er det vel."

De var lige gået i gang med deres desserter, hun havde bestilt en tiramisu og han havde bestilt en affogato al caffé. De havde fået talt om både løst og fast. Alt ligefra deres med-restaurantgæster til store politiske emner. Hun påpegede at de begge havde bestilt en dessert, hvor kaffe var en vigtig ingrediens. På den måde blev samtalen ledt hen på kaffe. De elskede kaffe, så derfor bestilte de lige noget kaffe inden de gik.
   Så skal vi hen til mit særlige sted, sagde han stolt og forventningsfuld. De gik ret langsomt, så det tog dem et helt kvarter. De nærmede sig hospitalets parkeringsplads. Han førte hende over til en trappe, som førte op på taget. Vinden havde taget til i styrke, så at befinde sig på et tag var måske ikke verdens bedste idé. Ikke desto mindre var det planen og den skulle fuldføres. Man kunne se hele området herfra.
   "Her sætter jeg op når jeg har brug for at tænke. Jeg elsker at være heroppe, det beroliger mig at sidde at kunne se ud over det hele."
   "Er du sikker på vi må være heroppe?"
   "Det må vi nok ikke, men vi sidder jo bare nyder udsigten og taler sammen. Det kan umulig skade nogen. Desuden er jeg kommet heroppe i mange år uden nogen har opdaget det. Du er den første jeg viser dette sted, det betyder meget for mig."
   Hun anede ikke havd hun skulle sige. Så hun besluttede at være stille lidt og bare nyde udsigten. Sådan sad de i godt og vel 15 minutter. Ambulancerne larmede med deres sirener, da de kørte ind til hospitalet.
   Hun spurgte ham: "Hvordan opdagede du dette sted?"
   "Jeg var omkring 10 år gammel og var stukket af hjemmefra, jeg løb igennem parken dernede og jeg løb op på parkeringspladsen. Så så jeg trappen og løb herop, hvor jeg faldt i søvn med det tæppe som jeg havde taget med. Jeg vågnede op næste dag og besluttede mig for at tage hjem. På hjemvejen lovede jeg mig selv at jeg ville blive til noget når jeg blev stor, i modsætning til mine forældre.
   "Fik du skældud da du kom hjem?"
   "Nej da, mine forældre sov stadig brandert ud, da jeg kom hjem. Kan vi forresten ikke skifte emne? Har ikke lyst til at tale om mine forældre."
   "Jo, selvfølgelig kan vi da det."
   Der blev igen helt stille. Hun tog sin arm om ham og rykkede sig tættere på ham. De så på hinanden. Det var der han så det i hendes øjne, sin fremtid eller nærmere deres fremtid. De kyssede.
   Kl. 02.39 lød der et skrig inde fra naboværelset, som altid. Denne gang var han bare vågen, så han kunne høre det. Han læste bog. Kvinden var holdt op med at skrige, en lidt haltende gråd havde overtaget. Han måtte hellere gå i seng. Han var blevet god til at gå i seng alene, helt uden hjælp fra personalet. Han brugte sine armkræfter til nærmest at hoppe op af rullestolen og ned i sengen. Mens han lå og så op i loftet tænkte han mere tilbage på hende. Han blev glad af at tænke tilbage.
   Allerhelst ville han dog bare glemme det. Slette det. Slette den del af hukommelsen, og så leve videre helt normalt.

De var så forelskede, ingen kunne tage det fra dem. De sidste to uger havde de næsten været sammen nonstop. Det eneste der havde adskilt dem var arbejde. Det var dog slut nu, for nu havde de begge fået to ugers ferie. De havde planlagt at være endnu mere sammen, de skulle i hendes forældres sommerhus i en uge. Heldigvis uden hendes forældre. Det var meget vådt og glat. Han løb. Hun var også på vej i sin lastbil, sigtbarheden var dårlig og det gjorde bestemt ikke nemmere at dette stykke vej var glat. Hun kørte ret stærkt for hun var sent på den, desuden kunne hun heller ikke vente på at se ham igen. Han løb i højre side af vejen. Han løb så stærkt som han kunne, der var kun 6 min. til de skulle mødes ved den nedlagte tankstation. Den våde asfalt gjorde det umuligt at løbe. Han gled med sin venstre fod, ud på kørebanen, han slog sin ankel. Hun satte farten lidt op, holdte sig dog stadig indefor lovens grænser. Hun kunne dårligt se ud af forruden, det var mørkt og regnede meget kraftigt. Hun kunne se en skikkelse få meter foran lastbilen. Han var ved at rejse op. Lastbilen kom bagfra, hun fik den drejet, men for sent til at undgå ham. Hun havde kørt ham ned. Hun steg ud af lastbilen, som holdte ude i græsset. Hun skreg da hun så ham. En lidt haltende gråd begyndte.
   Han kunne høre det. Den haltende gråd inde ved siden af. Nu vidste han hvem det var der lå inde i naboværelset. Det var Niah, sin livsudkårne. Sin elskede Niah. Det var hendes gråd, han begyndte selv at græde.

På sygehuset, lå han i hospitalssengen og ventede på Niah. Hans forældre havde været forbi og besøge ham, det samme havde venner og kollegerne, men ingen Niah. Tiden gik, han blev udskrevet, men Noah forsvandt mere og mere fra omverdenen. Han gik i terapi, men han fik aldrig noget ud af det, for han ventede stadig. Det eneste han tænkte på i tre år var at Niah kom og besøgte ham. Han ville fortsætte hvor de slap, han var ligeglad med om det var hende der havde kørt ham ned. Han var blevet lam i begge ben. Hvorfor kom hun ikke og besøgte ham?
   Han råbte ind i væggen mod hendes værelse: "Hvorfor kom du ikke og besøgte mig?!"
   Det eneste han hørte var et skrig højere end nogensinde før. Intet svar kom dog nogensinde tilbage. Han var egentlig blevet ligeglad med svaret på sit spørgsmål, for det ville ikke ændre noget som helst. Han havde brug for at stille spørgsmålet og det havde han nu gjort, uanset hvad, havde han stadig mindet om hende. I mange år havde det jo været det eneste i hans liv, men nu havde han også fået gjort det han ville.
   Han husker stadig hendes halvlange mørkegulige røde hår, som hvis solen skinnede på det nærmest lignede guld. Det var sådan han ville huske hende. Mindet kunne ingen tage fra ham, ikke engang Niah.