I mit stuevindue sidder en due. Den er hvid. En fredsdue. Jeg sidder nu i dette øjeblik og funderer over, hvorfor den sidder der? Der er tusindvis af andre steder den kan sidde. Jeg henter mit kamera. Dette billede af en due i mit vindue skal foreviges. Ligesom.. Ligesom hende. Anna. Hende kendte jeg engang. Men hvad skete der? Pludselig forsvandt hun. Ud i det blå og ingen ser hende igen. Tror jeg ikke. Måske kommer hun tilbage en dag. Men jeg vil gerne fortælle hendes historie. Måske fordi det hele gik så stærkt. Ja, det må være derfor.

Anna. Jeg har kendt hende i lang tid, og er den der kender hende allerbedst. Vi har altid fulgtes ad og tykt og tyndt. Faktisk minder vi meget om hinanden. Altså efter hvad folk siger, er vi ens. Eller, det er vi så ikke mere, fordi hun er væk.

De har altid rost hende. I familiens hierarki har hun altid været nummer et. Alle bedsteforældrene elskede hende. Hun blev prioriteret højt. Det var hun træt af, og lige så snart at der var et eller andet, var det mig der måtte tage skraldet fra hende. Jeg fik kastet alt i hovedet. Ikke noget med at tage hensyn eller noget. Lige så snart at tingene fyldte lidt for meget eller hun skulle tage stilling til noget, stak hun af. Hen til mig. Så sang vi lidt og drømte lidt om musik og drømmefyren. Ham alle venter på, ventede vi også på.

Måske var der en lille ting hvor vi overhovedet ikke mindede om hinanden. Udseende.
   Anna var buttet, mente selv hun var fed. Størrelse xxl. Hun var altid glad og frisk, de fleste kunne lide hende, men ikke drengene. Som sekstenårig havde hun aldrig kysset, flirtet eller haft nogen speciel form for kontakt med drenge. Hendes selvtillid begyndte at dvale. Drømmen om ham, der er så vild med hende, at han vil gøre alt, begyndte at falde til jorden. Hendes familie begyndte at lægge stort pres på hende. "Hvornår får du en kæreste?", "Har du ikke snart en dreng med hjem?", "Dengang jeg var på din alder, havde jeg i hvert fald haft 10 kærester!" osv. Men hun tog det med et smil. Det var bare sådan det var.

Hun sagde aldrig noget igen. Fulgte altid med strømmen, hun var der bare. Hendes mor holdte hende i de unge år lidt tilbage, og det var bare sådan det var. Nogle af hendes barndoms veninder og hendes moster, havde ondt af hende. Hvorfor havde de det? Altså, det var jo bare sådan det var.
   Anna hadede også at få skæld ud. Det var ikke rart. Måske havde hun en dårlig oplevelse med det da hun var lille? Det kan jeg ikke huske, men hun kunne ikke lide det. Det resulterede i af, hun var meget pligtopfyldende. Prøvede så vidt muligt at klare hver opgave nogen satte hende til. Hun hadede ikke at fuldføre opgaver 100%.

Men nok om hende i den retning, for det jeg er kommet frem til at fortælle er, at hun blev væk i sommers. Hun var taget på ferie sammen med familien, og som sædvanligt gik turen til Italien. Hun glædede sig sådan. Bare til at slappe af, men også fordi hun ville på diskotek, hun ville ud og score drenge og lækre dansere. Det gik bare ikke den vej. Aftenen efter de var ankommet til campingpladsen, tog hun op på diskoteket. Hendes forældre havde givet hende en masse penge med, og pressede hende nærmest til at tage af sted. De mente det vel kun godt. Måske var det også på tide, at komme lidt ud, selvom det, med at få venner, var svært. Oppe på diskoteket var der ingen mennesker. Kun et par unge, som stod og købte lidt mad. Skuffelsen bragede ind over hende. Slet ikke hvad hun havde forventet. Slukøret og trist gik hun hjem igen. Søndagen kom snigende, og der skete det, at hun fik en tvunget veninde på 14. To år yngre end hende selv. Det var flovt at gå rundt sammen med hende. Anna var stor, og den nye pige var lille og tynd. De tog til tennis mandag, og der skete noget. Selvfølgelig, for Anna havde forudset det. En lækker Italiener stod for det. Hun var helt væk i ham. Hans mørke hud, store hænder, sorte hår. Det hele. Hver dag i den uge, gik hun til tennis, pga. en ting. Italieneren. Hendes svage side. Solbrændte mænd, med meget mørkt hår. Det var som at træde ind i himlen, hver formiddag hun skulle til tennis. Desuden morede hun sig også med det.

Italieneren talte tysk og da den lille pige ikke talte det, så måtte Anna lege oversætter. Hun nød det, og alligevel følte hun sig dum nogen gange. Vidste ikke altid, hvor hun skulle gøre af sig selv. Ferien lakkede mod enden. Trist. Hun havde virkelig håbet og håbet, at hun ville finde en flirt eller sådan noget. Det skete bare ikke. Lyset brændte stille og roligt ned.

Da hun sad i flyet, helt udmattet af varmen, kom det til hende. Langsomt så hun, at det vidunderlige Italien forsvandt for hende. Alt blev mindre og alle drømmene var dernede et sted.

Jeg nåede lige og snakke med hende inden hun blev væk. Her er det hun fortalte mens hendes ansigt var badet i tårer.

"Åhh, nej. Jeg skal tilbage nu. Tilbage til virkeligheden. Tilbage til alting. Hvad nu hvis de ikke kan lide mig på min nye skole? Åh nej. Jeg kan ikke overskue det nu. Alle mine feriedrømme er kvast og smadret som en klam edderkop på væggen". Hun kiggede længselsfuldt ud af vinduet.
   "Den indre styrke. Jeg kan ikke. Jeg ejer ikke den ting. Hver gang jeg har villet løbe en tur, er det faldet direkte til jorden lige så snart, jeg har taget ti skridt. Jeg har ingen styrke. Hvad skal jeg gøre?". Skyerne begyndte at overdække landet nedenunder flyet, og snart kunne det ikke ses.
   "Jeg ved det! Jeg må væk. Jeg rejser bare og overlader det hele til en anden. Ja, en anden mig. En der ligner mig meget, men ikke er mig. Sådan gør jeg. Nu er jeg fri for at tænke på alle de problemer jeg har, og hvad de synes om mig på min nye skole, og alle mine drømme. Og alt. Jeg er ligeglad. LIGEGLAD!!"

Ordet lå godt i hendes mund og hun stoppede med at græde. Lykken have nået hende. Ligeglad var lykken.
   Jeg var faktisk også glad. Hun skulle jo også prøve nye veje. Den gamle Anna skulle sættes af i flyet og flyves til Italien igen. Hendes plan var, at den gamle Anna aldrig mere skulle bringes frem. Væk med den!
   Hun følte sig som et nyt menneske. En helt ny energi kom til hende. Hun smilede og blev vækvæk.

Det er ikke den samme Anna, som er her. Overhovedet ikke. Alt ved hende er forandret, eller er i hvert fald ved at blive forandret.


* * *
   I mit stuevindue sidder en due. Den er hvid. En fredsdue. Jeg sidder nu i dette øjeblik og funderer over, hvorfor den sidder der? Der er tusindvis af andre steder den kan sidde. Jeg henter mit kamera. Dette billede af en due i mit vindue skal foreviges. Ligesom.. Ligesom hende. Anna. Hende jeg kender.

Jo, Anna besluttede at skabe en ny Anna. Den nye Anna skulle have været hendes nye identitet resten af hendes dage, men det holdt desværre ikke. Da hun stille og roligt begyndte at skifte det hele ud, gik der en 10 dage, og så gik det baglæns igen, pga. ham. Ham fyren hun kom til at snakke lige rigeligt med til en fest. Ham fyren der skrev til hende ugen efter. Ham fyren hun mødte flere gange i byen, og ham fyren som virkelig var interesseret i hende, "fordi hun spillede saxofon". Ham fyren som faktisk ikke er særlig pæn, og 8 år ældre end hende. Hendes hjerne brændte sammen, og nu er den helt gal. Hver gang hun tænker på ham, går hun i koma. Den stakkel har ingen anelse om, hvad hun skal gøre. Men jeg er der for hende. Jeg vil støtte hende i alle hendes problemer, og alle de ting hun gør, for vi er et.

Anna og jeg er en person.
   ..Og fredsduen vores ven.
   Anna er også fredsduen..