Jeg er en pige på 23 år, som bor i Viborg. Jeg hedder Emilie. Jeg er i gang med en uddannelse til dyrepasserassistent. Jeg skal på skole om 7 måneder, skolen ligger lidt uden for Viborg. Jeg er i praktik nu, jeg er i praktik på en dyrepension. Hvor der er heste, katte, hunde og andre smådyr, som kommer i pleje når deres ejer skal på ferie eller noget andet. Jeg har været her i godt 3 måneder. De er rigtige glade for mig. Men den sidste måned har jeg haft morgenkvalme. Men jeg forsætter mit job, som jeg elsker. Især Hanne er så dejlig en chef og det føles næsten som om hun er en familiemedlem, jeg kan åbne mig til og fortælle alt.
   En dag kommer Hanne hen til mig.
   "Emilie du ser ikke godt ud. Har du det skidt?"
   "Er bare lidt kvalme, det plejer at gå over, når jeg kommer i gang." Svarer jeg med et let smil.
   "Du siger til, hvis du får det værre ikke ven?"
   "Jo selvfølgelig Hanne." Siger jeg og forsætter arbejdet. Men kvalmen forsætter ind til middag. Jeg kører derfor til byen, da jeg har fået fri. Jeg går på apoteket, for at hører hvad de mener. De råder mig til at tag en gravidtest i morgen tidlig.

Jeg tager testen inden jeg spiser morgenmad. Den er positiv og giver mig til at græde. Jeg kan ikke være gravid. Jeg er slet ikke klar til det. Jeg ved ikke hvor længe, jeg har grædt, da det banker på døren. Jeg skynder mig at tørre tårerne væk. Jeg åbner døren, Hanne står uden for.
   "Jamen Emilie. Hvad er der galt?" Spørger hun. "Er du syg?"
   "Nej ikke sådan rigtigt." hulker jeg.
   "Hvad er det så?" Spørger hun og går ind i min lejlighed. Hun ser testen som ligger på bordet. "Jamen Emilie, du kan ikke stole på den, vi tager ind til en læge senere også ser vi om det er rigtigt."
   "Tør jeg ikke. Jeg vil ikke miste min uddannelse."
   "Emilie det skal vi nok finde ud af." Siger Hanne og ligger armene om mig, hun holder mig indtil sig. Hun giver mig lov til at græde ud ved hende og får snakket om det med Hanne.
   Vi går ned og går i gang med arbejdet. Vi kører i middagspausen ind til byen, hvor lægen bekræfter at det er rigtigt, hvad testen sagde tidligere.
   "Hvor langt er hun henne?" Spørger Hanne.
   "Kan jeg desværre ikke sige, men vi kan sende dig til en scanning, hvor de kan sige det." Svarer lægen og ser på mig.
   "Det vil være en god ide Emilie." Siger Hanne og kigger også på mig. Jeg er ved at græde igen og Hanne føler med mig, hun rejser sig og går hen til mig, for at ligge armene om mig. Hun ved at jeg har det svært ved det her. "Det skal nok gå Emilie."
   "Ja det må jeg hellere." Svarer jeg.
   "Godt så skriver jeg dig op til en scanning." Siger Lægen.
   Efter ti minutter er vi tilbage, vi når lige at få lidt at spise, inden vi går i gang med arbejdet. Jeg arbejder hårdt for at slippe for tankerne.
   "Emilie, jeg synes du skal tag det med ro." Siger Hanne.
   "Det kan jeg ikke. Vil ikke tænke på det ligenu." Da jeg har fri sidder jeg i min lejlighed med tankerne. Det kan kun være Thomas som er faren? For han er den eneste jeg har været sammen med. Hvor langt mon jeg er henne? Hvordan skal det nu gå? Hvorfor lige mig? Jeg kan ikke spise, jeg er ved at kaste op hele tiden, bare ved tanken om mad. Jeg beslutter mig for at gå i seng i stedet. Jeg går i seng. Men kan ikke sove, jeg vender og drejer mig mange gange. Jeg vågner mange gange i løbet af natten og skal tisse eller have noget vand.

To uger senere skal jeg til scanning. Hanne tager med ind. vi sidder i venteværelset og venter. Mine hænder er våde af sved og de sidste dage har været et helvede, jeg har ikke rigtigt sovet og har ikke kunne spise. Jeg har tænkt på barnet og det hele, når jeg var alene. Endelig kommer sygeplejersken for at hente os ind.
   "Du må være Emilie." Siger en kvindelig læge og rejser sig for at giv mig hånden, jeg giver hendes hånd et kort klem. "Læg du dig bare op på briksen og tag din trøje op."
   Jeg får noget koldt creme på maven, så sætter hun en dims ovenpå. Jeg kan ikke rigtigt se noget på skærmen. Jeg har været i mod at få det barn, jeg har ikke følt mig klar til det, jeg havde besluttet mig for en abort. Men da jeg så det lille hjerte på skærmen, ændres min beslutning, at se den lille skabning inde i mig, Jeg kigger en ekstra gang. "Her er hjertet."
   "Ej se Hanne." Siger jeg. Der løber en lille tåre fra mit øje og ned over min kind, jeg tørrer den væk med min hånd..
   "Jeg vil tro du er godt 10-12 uger henne nu." Siger lægen. Hanne og jeg nikker.
   "Emilie du har nok ikke så meget tid til at finde ud af, om du vil have det." Siger Hanne.
   "Jeg tror godt, jeg vil alligevel." Siger jeg. Jeg får noget til at tørre cremen af med. Efter et kvarter er vi på vej hjem. "Tror du jeg kan klarer det."
   "Jjoh, hvis du føler du kan klare det. Det er jo et stort ansvar med sådan en lille en. Måske du også skal snakke med din mor?"
   "Ja det må jeg gøre i aften og med ham der kan være faren." Forsætter jeg.
   "Jamen beslutningen er din i sidste ende. Du skal følge hvad dit hjerte siger dig." Svarer Hanne. Jeg nikker. Jeg får fri resten af dagen. For at få snakket med mor og med Thomas.

Tre måned er gået og maven har vokset. Jeg har bestemt, at jeg vil have barnet. Hanne vil beholde mig her, jeg har fået lov at blive her i praktik indtil barnet, kan komme i dagpleje. Jeg vil ikke få opgaver som at løfte ting eller gøre rent ved dyrene, men alt andet kan jeg forsætte med. Mor vil hjælpe mig med at finde ting til barnet. I dag skal vi ud og kigge på seng og så videre. Hen på eftermiddag kommer mor og henter mig. Vi kører ind til byen.
   "Har lavet en liste over de ting, der skal købes. De vigtigste foroven og de mindst vigtige forneden." Siger mor.
   "Mange tak."
   "Og så har jeg nogle sække med forskelligt tøj og ting med til dig næste gang."
   "Fedt, så skal jeg ikke købe så meget."
   "Det er godt at have en del. Man kan skifte tøj et par gange om dagen. Når barnet gylper eller laver stor ud over det hele"
   "Okay." vi finder noget tøj og noget sengetøj. Vi kører videre inden længe har vi fundet en del ting. Mor sætter mig af derhjemme. Hun hjælper mig op med det hele. Da hun er kørt, sætter jeg det i soveværelset. Efter aftensmad vil Hanne med op og se hvad vi har købt og jeg viser hende det hele.
   "Det er da nogle flotte og fine ting. Skal jeg hjælpe dig med at strege ud hvad du har købt?"
   "Jo tak. Det må du meget gerne." Svarer jeg, Vi streger ud på listen, hvad jeg har nu.

Det er ved at være oppe over, jeg har gået i omkring 32 uger nu, jeg holder mig stadig i gang, jeg gør det ved at gå tur med hundene som vi har i pensionen. "Jeg er ved at være godt nervøs for fødslen og jeg tænker over hvordan Thomas vil se på barnet og mig, hvordan følelsen vil være, for der er ikke lang tid tilbage. Jeg har fortalt fyren om det, så han kan få tager blodprøver. Thomas's forældre tvivlet nemlig på, at jeg sagde det er Thomas. Så de vil sikker og vil have taget en blodprøve. Thomas er fornuftig, han er i gang med uddannelse. Men tror ikke det bliver os, for vi har ikke ret meget til fælles. Hanne har sin mobil tændt ved hende hele tiden. Hvis der skulle ske noget.
   Jeg går i seng, jeg falder som hurtigt nok i søvn. Men vågner ved følelsen af, at jeg har tisset i sengen. Jeg sætter mig op og kan mærke jeg har rygsmerter. Jeg tager min mobil og ringer til Hanne, men i det Hanne tager telefonen kommer en ve, jeg smider telefon og tager mig til maven.
   "Emilie jeg kommer." Siger hun og kort tid efter står hun i mit soveværelse.
   "Veen er overe, men mit vand er gået." Siger jeg, men i det kommer der en ve mere, denne gang gør det mere ondt. Jeg tager mig til maven og skriger.
   "Vi må se om vi kan få tøj på dig." Siger Hanne, Hanne finder noget let tøj i skabet, hun kommer hen til mig, hun giver mig en trøje på. Så kommer en ve mere. Jeg skriger og tager mig til maven. Efter trøjen får jeg et par rene underbukser på, mens jeg står der får jeg selvfølgelig en ve mere, jeg bøjer mig ned mod sengen og støtter med hænderne på sengestolperne. Jeg skriger og Hanne masserer mig på ryggen. Vi får bukserne på mig efter veen.
   "Hanne jeg når det ikke." Siger jeg og forsætter. "Jeg kan mærke den vil ud."
   "Du må ikke presse." Hanne griber min telefon og ringer efter en ambulance. Hun finder min taske og pung. 10 minutter efter kan jeg høre sirenerne som kommer nærmere. Jeg tænker bare på om de når frem og om vi når ind på sygehuset i tide. Endelig holder de nedenunder. Hanne henter dem op. De kommer op og undersøger mig hurtigt, jeg føler mig mærkelig til mode ved at to mænd står og undersøger mig
   "Marcus du må bære hende ned i ambulancen." Siger den ene. Marcus nikker og går hen imod mig.
   "Nej, jeg kan godt selv." Siger jeg og rejser mig, jeg begynder lige så stille og gå ned. Men et par trin nede får jeg en ve mere og jeg tager Hanne hårdt i armen, jeg opdager slet ikke, at jeg klemmer hende før efter veen, jeg går et par trin mere, før den næste ve kommer. Denne gang tager jeg ved gelænderet og klemmer til i stedet. Jeg skriger vildt. Endelig kan jeg tag de sidste trin ned og ud til båren. Redderne får mig op og får mig spændt fast på båren, de kører mig ind i ambulancen. Så kan vi kører af sted. Hanne vil køre forbi og hente min mor inden hun kommer op på sygehuset til mig. Så går det hele i gang og få timer senere er barnet ude. Jeg er meget træt og udmattet. Men da min lille pige ligger på min mave, er jeg lykkelig. Hun er så smuk og så dejlig ud som hun ligger der. Hun har meget lidt hår på hovedet, små hænder og fødder, jeg nusser hendes små fødder. Hun ligger med lukket øjne, så kan ikke se øjnefarven. Jeg er overlykkelig over at jeg alligevel bestemte mig for at få hende.
   "Jeg synes hun skal hedde Caroline." Siger jeg.
   "Det er et meget sødt navn." Siger mor og Hanne i kor.
   "Så er det bestemt." Siger jeg. En lille time senere kører mor og Hanne. Jeg kan slappe af da Caroline endelig sover.

Et par uger senere skal mor og jeg i statsamtet for at få at vide Thomas er far til Caroline. Vi tager af sted ved halv elleve tiden. Caroline bliver passet af Hanne. Vi er fremme ved statsamtet 10 minutter før vi skal ind. Vi sætter os bare og venter. Thomas kommer.
   "Hej Emilie. Hvordan går det?" Spørger Thomas.
   "Det går fint." Svarer jeg.
   "Har det været en hård fødsel og hvordan har Caroline det?" Spørger Thomas.
   "Ja det var det, men hun var det hele værd. Hun har det fint, hun vokser og tager på."
   "Det er godt." Siger Thomas. Vi går ind sammen og jeg begynder at svede og får det pludselig skidt. Mor holder mig i hånden. Jeg får at vide at det er Thomas, som er faren og at han gerne vil være med i Carolines liv. En halv time senere kan vi forlade statsamtet. Thomas skal i starten se Caroline et par timer ved mig om ugen. Indtil hun er stor nok til at være sammen med ham i et døgn.
   Vi er alle meget glade for udfaldet. Mor og jeg går over, og får lidt at drikke inden vi kører hjemad. Da jeg kommer hjem skynder jeg mig over til Caroline, men hun sover desværre. Så må vente med at se hende. Jeg går og arbejder lidt indtil Hannes mand kommer med Caroline som er vågnet.
   Lige efter aftensmaden ringer telefonen.
   "Hej Emilie, må jeg komme ud og se Caroline?" Spørger han.
   "Ja selvfølgelig må du det." Siger jeg og vi aftaler at han bare kan komme forbi. Han kommer en halv time senere. Han sidder med Caroline, han snakker sødt til hende og smiler over hele hovedet. Han holder om hendes lille hånd og nusser den.
   "Hej Caroline. Det er far." Siger Han. Han ser på hende og hun smiler igen. "Hun er noget så dejlig."
   "Ja hun er dejlig." Siger jeg. Jeg fortæller ham om fødslen og hvordan jeg klarer det hele.
   "Det må være hårdt." Siger Thomas og virker meget interesseret. "Jeg vil gerne hjælpe dig alt hvad jeg kan både med at hjælpe Caroline, hvis det er nødvendigt."
   "Det er dejligt at høre. Hun skal jo vide hvem hendes far er og at han er der for hende." Svarer jeg.
   "Det er rigtigt." Siger Thomas. Vi glæder os nu til at opleve Caroline blive større og større. Og glæder os til vi skal dele opvækst med hinanden. Måske kan der blive mere mellem os, men nu må vi se.