I store, forsigtige cirkler nærmer hun sig søen. Den omskiftelige sommerdag er fuld af leg og latter, og en kvinde i en rød kjole sender hende et smil. Midt på græsset ligger søen. Skåret ud i blank granit. Totter af skyer er faldet ned fra himlen og svømmer nu rundt i overfladen fanget i et midlertidigt glansbillede. Man synes dog at fornemme et sitrende øjenlåg glide henover vandet, hvor verden vendes på vrangen. Det er dragende. Næsten opstemmende. Livet er i sin mest koncentrerede form, når man bevæger sig på kanten af ting. En ubestemmelig silhuet vokser frem af bredden som et stykke fløjl, der væves ind i vandet. Billedet bliver langsomt genkendeligt. Trivielt. Hun sukker. Omkring på søen springer sorte skygger rundt på lette fødder i en evig flygtighed. De flyder rundt om og gennem hinanden, dirrer let i omridsene og skifter form. Kun hendes eget spejlbillede forbliver statisk. En skygge passerer gennem hendes. På én gang umærkeligt og bevægende. Stemmerne og latteren i luften skaber et tomrum i søens spejling. Men i stilheden er der plads til dybere refleksion. Under hver og en af søens sorte skygger strømmer et væld af nuancer, der efterlader hende rastløs. Hun vil gribe fat om det og bringe det op i lyset. Hvis hun kunne. Måske ville hun da forstå det. Men allerede nu mærker hun, hvordan det siver gennem fingrene på hende. Hun stirrer fascineret. I et øjeblik fornemmer hun et glimt af den rene sjæl, men så snart hun får øje på den, er den hastigt videre. Hernede i dybet burde sjæle smelte sammen, men i stedet løber forvirrede, nøgne sandheder rundt i mørket og taler hvert sit sprog. På det dybeste sted er vi alle alene. En flosset trækning river i hendes ansigt. I vandkanten kommer en rød plet til syne og bliver til en kjole. Pludseligt rammer en sten søen. Vandspejlet slås itu. Mellem myriader af skår brydes hendes statiske refleksion, og foranderlige flager flygter henover krusningerne.