Himlen udenfor var sort. Så sort, at det næsten så ud, som havde en eller anden skødesløst spildt sit blæk og ladet det flyde udover verden. Der var overskyet, så hverken månen eller stjernerne var at se. Aleta stod ved køkkenvinduet, hvor hun netop havde stået og betragtet solnedgangen. Hun holdt af vinteren, når solen dykkede tidligt ned bag bakkerne mod vest. Så kunne hun nemlig selv dykke ned i sengen, uden dårlig samvittighed. Hun skød de tunge gardiner for og gik gennem den ensomme lejlighed. Det var umuligt at spotte tidens gang på stuens inventar. Intet havde forandret sig eller skiftet plads de sidste tre år. Da Aleta passerede kommoden, kastede hun som altid et flygtigt blik på det guldindrammede billede. Hun nåede soveværelset, hvor hun smed tøflerne lige inden for døren. Udover det gullige lys, som faldt ind gennem gardinerne fra gadelygten udenfor, henlå Aletas værelse i mørke. På bare fødder trippede hun hen til sengen, slog den store fjerdyne til side og krøb ned under den. Derefter slog hun et par gange på puden og lagde sig til rette. Lyset i gadelygten udenfor gik ud. Dette skete hver aften, og Aleta var stadig ikke sikker på hvorfor. Hendes gæt var, at det var for at spare strøm. Men egentlig var hun også ret ligeglad. Aletas blik søgte den eneste anden lyskilde, der var til stede i rummet. Den lille røde lampe på radioen. Der var stille. Indimellem kunne hun høre en bil, som passerede gaden nedenfor, men hun forsøgte at ignorere alle de udefrakommende lyde og fokuserede kun på den røde lampe. Jo længere hun kiggede på lampen desto mere levende blev den. Efterhånden begyndte den at hoppe livligt fra side til side, og hun lod øjenlågene falde i. I et stykke tid sprang tanker og bekymringer rundt som billeder for hendes blik, men så med ét blev det hele suget ned i en dyb, mørk tunnel.

Der blev lyst igen, og Aleta så sig omkring. Hun befandt sig på et enormt græsareal. De store vidder bredte sig helt ud i horisonten, hvor en stor orange sol hang lavt på himlen. Luften var behageligt lun og genlød af små usynlige insekters summen. Sikke blød den også var i lungerne, tænkte Aleta. Den duftede sødt af millioner af blomster, og nu så Aleta dem også. Som var de blevet spredt ud over det grønne tæppe med let hånd. Violer, liljer og endnu flere, som hun slet ikke kendte navnene på. Alle sammen stod de og vuggede nærmest rytmisk i brisen. Under sine nøgne fødder kunne hun mærke det fugtige græs, og et smil bredtes på hendes læber, da hun så op. Midt ude på marken kunne hun se en lille, sort silhuet, som sad helt stille på en bænk i ly af et stort egetræ. Selvom det var umuligt at se fra denne afstand, vidste hun allerede, hvem det var. Aleta satte i løb, og ikke overraskende fløj hun let af sted hen over marken. Inden længe stod hun foran bænken, men drengen, som sad der - helt urokkeligt - så ikke engang op ved hendes ankomst. Han stirrede blot ned på noget, han holdt i sine spinkle hænder. Aleta kunne ikke se, hvad det var, kun at solen reflekteredes i det, og da hun satte sig ned på bænken ved siden af ham, skyndte han sig at skjule genstanden bag sin ryg. Drengen, som vel nærmere var en ung mand, så op, og da hans mørke hår faldt væk fra ansigtet, kom et par brune øjne til syne. De funklede i sollyset, og han smilte en smule forlegent til hende. 'Hej', ville Aleta sige, men af en eller anden grund kom der ikke en lyd over hendes læber. Nu lænede drengen sig tættere ind mod hende, og hun lukkede øjnene, netop som hans varme læber berørte hendes. Aleta mærkede en sitren i maven, som hurtigt bevægede sig helt op i halsen på hende. Der var et ord på vej ud.
   "Jaycob?" sagde Aleta, og denne gang havde det lyd.
   Drengen nikkede smilende. Men hvor så han dog ung ud. Hun lod blikket glide hen over hans ansigt, som hun ellers kendte så godt. Vel ligeså godt som sit eget.
   "Det er længe siden, Aleta," sagde Jaycob, og også hans stemme var meget lysere, end hun huskede den. "Tiden går og her sidder vi. Uberørt af alting." Hans brune øjne søgte op mod himlen.
   Aleta var ikke sikker på, at hun forstod, hvad han talte om, og hun hørte heller ikke rigtigt efter. Hendes blik tog taknemmeligt for sig af det syn, der endelig igen befandt sig for næsen af hende. Han måtte vel nok være den smukkeste mand i verden, tænkte hun, og det var lige før hun blev helt svimmel.
   "Jeg har noget, du skal se," sagde han så, og han tog hånden om bag ryggen og fremdrog den genstand, som han før havde gemt. Det var en lille gylden ramme.

Aleta slog øjnene op. Det var blevet lyst igen, og det var larmen nede på gaden, der havde vækket hende. Hun borede hovedet ned i puden og trak irriteret dynen helt op over ørerne. Måske skulle hun blive hjemme i dag. Ja, tænkte Aleta, i dag ville hun gøre alvor af det indfald, der efterhånden invaderede hendes tanker hver eneste morgen, lige så snart hun vågnede. Så lukkede hun øjnene igen. Der var helt stille i lejligheden, men lyden fra morgentrafikken fandt vej ind gennem de massive murer, og den nærmest borede sig helt ind gennem kraniet og gjorde det helt umuligt at falde i søvn igen. Aleta slog dynen til side og sprang alt for hurtigt ud af sengen. Det sortnede for hendes øjne, mens hun søvnigt prøvede at finde vej ud i køkkenet. Da hun nåede derud, tøvede hun et øjeblik, før hun lagde hånden på skabsgrebet. Solens stråler faldt ind gennem køkkenvinduet og blændede hende. Nu har du købt dem, Aleta, argumenterede en uskyldig stemme i hendes hoved, så kan du også ligeså godt bruge dem. Aleta var overbevist, rakte hånden frem og tog fat om den lille dåse på nederste hylde. Langsomt skruede hun låget af og tippede forsigtigt dåsen. Ud rullede et par runde, hvide piller, og Aleta proppede dem hurtigt i munden og slugte dem. Hvad er det du laver, spurgte stemmen forfærdet, og Aleta kunne mærke skyldfølelsen som en boblen i maven, men alligevel vendte hun målbevidst tilbage til sengen.

Aletas ansigt lyste op i et smil, da hun så den lille ramme. Den var fuldstændig magen til den, hun havde stående hjemme på kommoden. Ja, hvis Aleta ikke tog helt fejl var det endda den selv samme.
   "Værs'go'," sagde Jaycob. "Den er til dig." Han rakte hende rammen, og nu blegnede Aletas smil en smule.
   "Det er tomt," mumlede hun og så på det gennemsigtige glas i rammen.
   "Undskyld?!" sagde Jaycob og så spørgende på hende.
   "Nårh, ja, det må være sådan. Vi har vel endnu ingen fortid sammen... Eller fremtid," sagde hun, men Jaycob sagde ingenting. Nu sad han og spejdede ud i horisonten, og hun betragtede ham lidt sørgmodigt.
   "Ville det ikke være spændende at rejse derud? Se om man kunne finde en ende på denne her græsmark..." Jaycob så ikke på Aleta, mens han talte. Hans blik drømte sig ud i det fjerne.
   "Eller vi kunne blive her. Bare os to," sagde Aleta med en snert af bekymring i stemmen. "Se!" sagde hun og sprang op fra bænken. "Vi har jo det hele for os selv."
   Hun tog fat om Jaycobs håndled, trak ham op og slog armene om ham. Han strøg hende forsigtigt over håret, og hun kunne høre hans hjerte, men det var som om, det bankede langt væk. I en fjern verden.

Igen vågnede Aleta. Hendes hoved dunkede, og hun følte sig syg, men alligevel stod hun ud af sengen og vaklede ind i stuen. Flere gange måtte hun standse for at tage sig til hovedet. Det var, som om verden flød ud for hendes øjne og blev forvandlet til et stort uoverskueligt billede, som langsomt sivede ud mellem hendes fingre, mens hun febrilsk forsøgte at få greb om den. Hun tog et par dybe indåndinger og gik det sidste stykke hen til kommoden. Billedet stod der endnu. Det lille billede i guldrammen. Og hun åndede nærmest lettet op. Hun lod fingrene glide let hen over rammen, før hun tog det op i hånden. Længe stod hun sådan, isoleret fra alting, alene med stilheden, mens hun betragtede billedet. Tårer begyndte langsomt og lydløst at trille ned over hendes kinder. De faldt ned på billedet og slørede motivet. Til sidst lod Aleta sig falde ned i sofaen og lukkede opgivende sine grådfyldte øjne.

Jaycob løsnede sit greb om hende.
   "Har du lyst til at rejse med mig," spurgte han så, og Aleta så fortvivlet ud, men han bemærkede det tilsyneladende ikke og så blot afventende på hende.
   Hun trak på skuldrene, for hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle stille op. Jaycob trak hende hen i skyggen af det store egetræ. Først rynkede Aleta brynene, men så fik hun øje på et spejl, der hang midt på træets tykke stamme.
   "Tag et kig i spejlet. Måske kan du finde svaret på mit spørgsmål dér," sagde Jaycob og smilte sit beroligende smil.
   Skeptisk kastede Aleta et blik ind i spejlet og blev først overrasket over at opdage, at hun ligesom Jaycob så meget yngre ud, end hun erindrede. Hun kunne tydeligt se svaret, næsten som stod det skrevet tværs over sit ansigt, og måske havde hun i virkeligheden hele tiden kendt det. Bag hende stod Jaycob og ventede, forventningsfuldt. Aleta bed sig i læben og drejede om. Så lod hun bedrøvet blikket falde ned til jorden. Da hun så op igen, kunne hun ikke længere få øje på Jaycob, men ude i horisonten tegnede en lille, sort skikkelse sig mod himlen. Aleta ville råbe, men igen var ordene foruden lyd.

En eller anden bankede på døren ude i entréen, og Aleta missede fraværende med øjnene. Ubevidst havde hun ligget og knuget billedet ind til sit bryst, og det var næsten som om, det eneste hun kunne mærke på sin krop var den kolde guldramme. Nu lød der fodtrin i gangen og en velkendt stemme.
   "Aleta?"
   Aleta kunne mærke, hvordan tårerne var størknet på sine kinder, og hun forsøgte at sætte sig op, men følte sig som et spædbarn, der lige var vågnet af sin allerførste søvn.
   "Hvordan er det, du ser ud?"
   En gammel tryg duft mødte hendes næse, og i næste sekund greb et par beskyttende arme omkring hende. Nye tårer kom til live, mens hun langsomt, men sikkert lod det guldindrammede billede glide ud af sit greb, hvorefter det ramte gulvet med en tom, hul lyd.