Vinden rev i træerne og den piskende regn satte streger på nattehimlen. Store lyn splittede himlen i to og øredøvende brag, der fik det til at lyde, som om himlen var ved at falde ned, efterfulgte. På den mudrede jord lå en lille pige med hendes englehvide hår spredt ud over den tyndslidte frakke, som beskyttende lå over hende. Men den var ikke stor nok til at dække hende helt, så de små, nøgne fødder stak ud for enden. Gabriella sov ikke. Hendes lyse, blå øjne var vendt mod himlen og de små, blege hænder brugte hun til at skærme mod regnen. En sagte lyd fra hendes klaprende tænder var tegn på, at hun frøs. Ved siden af hende lå en kvinde med det samme lyse hår, blot en smule grånende, og hun havde også de samme blå øjne. De var vendt mod himlen ligesom hendes datters øjne var, men hun skærmede ikke med hænderne, og hun blinkede heller ikke. Øjnenes blik hvilede blot tomt mod himlen, selvom det var klart, at hun intet længere så.
   Gabriella græd. De små lune tårer piblede ned over hendes kinder, og forvandledes til ubetydelige kolde dråber. Hun følte sig forfærdelig ensom. Hendes mor var nu taget af sted på sin rejse, og alt Gabriella ønskede var at følge hende og finde hende. Med tårerne silende hjælpeløst ned ad kinderne, så den stakkels, lille pige op mod himlen, som om hun ventede et tegn eller et svar.
   Og så, som ud af ingenting, formede regnen, over hende, en rank skikkelse med ansigtet skjult bag en hætte. Gabriella strakte en hvid hånd frem fra frakken og forsøgte at gribe fat om denne person, som måske i dette øjeblik var hendes eneste håb, men uden held. Alt hun følte mod den bare hud var kulden og den våde regn. Manden bøjede sig længere ind over hende, og hans kulsorte kutte blafrede dystert i vinden.
   "Følg mig!" sagde han, og hans stemme var dyb og kølig.
   Gabriella så forfærdet op på den noget uhyggelige person, som stod over hende, for hun vidste, selvom hun ikke kunne se det, at stemmen kom fra det mørke indre bag hætten, hvad end, der så befandt sig der.
   "Jeg kan vise dig vejen til din mor." Hans stemme virkede usædvanligt tydelig i regnens trommen og tordenens dundren, næsten som om stemmen befandt sig inde i hendes eget hoved. Gabriella så forskrækket og forvirret ud, og det var ikke så mærkeligt, for hun måtte da se syner. Men på en underlig måde virkede manden så nær, og alligevel burde han slet ikke være her.
   I lang tid bevægede han sig slet ikke, men stod dødstille. Men så rakte ham armen frem. Det var som om, der intet var i ærmet, for det blafrede ligeså sælsomt som resten af kappen. Hullet i hætten hvor der burde have været et ansigt vendtes med en næsten afventende gestus mod Gabriellas blålige, forfrosne ansigt.
   Gabriella skuttede sig under frakken, og hvad hun ikke vidste, var at i dette øjeblik, var hun netop i færd med at træffe en meget afgørende beslutning. Men så nikkede hun et lille, knapt synligt nik, og dråberne, som før havde formet den fremmede skikkelse over hende, blev til en lille kaskade af dråber, som ikke faldt til jorden, men i stedet steg mod himlen, som en lille sky af damp.
   Gabriella græd ikke længere. Hendes øjne var tørre, men alligevel sært blanke. Og kinderne havde snart mistet den sidste lille glød af liv.
   Pludselig sås i Gabriellas øjne et glimt af beslutsomhed, som almindeligt ikke ses hos en pige af hendes alder, men af langt ældre og mere modne kvinder. I en målbevidst handling rejste hun sig op på benene, som nær gav efter under hende. En sidste gang så hun op mod himlen, og de blå læber dirrede. Vinden fik hendes englehvide hår til at bølge smukt, og stjernerne spejledes kønt i hendes lyse blå øjne. Og så efter en kort tøven satte Gabriella elegant af fra jorden og spredte sine vinger ud.