Dengang var jeg bare en lille dreng. Det vil sige, jeg følte mig ikke som en lille dreng, men alle de voksne fortalte mig altid, at "det var jeg ikke stor nok til".
   Jeg kan tydeligt huske den aften, selvom det snart er tredive år siden.
   Det var lige før min tolvårs fødselsdag. Det eneste, jeg ønskede mig det år, var et stort billede af hende. mørke skønhed på kun nitten år. Hun kunne svinge sine hofter, så man slet ikke kunne forstå, at hun kun var et menneske. Men det var hun heller ikke; ikke kun. Hun var en kvinde. En gudeskøn kvinde. Og i aften ville hun danse igennem gaderne i min by.
   Jeg havde set billedet af hende på en plakat, da jeg var på vej hjem fra min tante. Og nu var det endelig den aften, hvor det skulle ske.
   Jeg havde sat mit rodede hår så godt, som man nu kunne. Jeg havde taget mine nye korte bukser og en rød kortærmet trøje på - og jeg så brandgodt ud!
   Selvfølgelig var jeg ikke stor nok til at komme med - ifølge min mor. Men jeg vidste bedre end det.
   Nu var der ikke længe til, at hun ville komme dansende forbi vores hus. Som mange andre i kvarteret var mine forældre taget over til vores nabo, som havde en stor balkon, der vendte ud mod gaden.
   Jeg kunne se derover fra vores vindue. Både naboerne, far og mor og en masse andre voksne stod derude og ventede spændt.
   Jeg kunne vel nemt liste mig ind i deres hus og gemme mig bag alle de voksne på balkonen. Så det gjorde jeg.
   Da jeg stod ved naboens dør, tvivlede jeg et øjeblik. Men så tog jeg fat i håndtaget. Alle var ude på balkonen. Jeg lukkede stille døren i bag mig og gik med varsomme skridt imod de mange voksne.
   Og her lå jeg så, imellem en masse fødder og ben og håbede på, at alle ville stå helt stille. Pludselig stoppede de deres snak og sukkede på samme måde, som de forelskede gør i kærlighedsfilm. Det måtte være hende!
   Det ændrede imidlertid ikke på, at jeg intet kunne se for sko og brune sommerben.
   Jeg kunne høre musikken nu. Samba. Jeg lå på jorden og bevægede mine hofter i takt med rytmen samtidig med, at jeg passede på ikke at vride mig så meget, at nogen ville opdage mig.
   Jeg drejede mit hoved i håb om at få et lille glimt af sambaprinsessen. Men nærmest som om, de bevidst gjorde det for at tirre mig, stimlede alle de voksne sammen i en flok lige foran mig. Musikken blev utydelig, og jeg kunne høre, at de var på vej væk. Jeg kravlede hen ad gulvet ind i stuen og forlod naboens hus.
   Da jeg var udenfor, satte jeg mig på gaden og begyndte at græde. Jeg havde haft min chance, og den kom ikke igen. Jeg havde brug for at være alene; brug for at tænke.
   Jeg løb hjem og hentede min fiskestang og tog smutvejen igennem byen for at komme ned til havnen. Jeg gik bedrøvet igennem byens gader med fiskestangen over min skulder, imens jeg så på alle de små barer og huse, der lå.
   Dér boede min gode ven, før han flyttede til England. Dér boede min onkel, selvom han tilbragte det meste af sin tid på Café Caramba, som egentlig er en bar, men café lyder mindre snusket. Café Caramba lå faktisk lige om hjørnet, så jeg gik derind for at finde ham. Hvem ved, måske havde han noget opmuntrende at sige. Det havde han jo så tit, når han havde fået lidt i halsen.
   Jeg havde aldrig været der før, men jeg kunne straks se, at selvom man kaldte det en café, var den stadig meget bar-agtig.
   Der var mange mennesker i forhold til, at det kun var sidst på eftermiddagen, men på den anden side er der ikke meget andet at lave her i byen.
   Jeg kunne ikke se min onkel, men jeg satte mig på en ledig stol oppe i baren og prøvede at se lidt cool ud samtidig med, at jeg kiggede efter ham.
   Da jeg efterhånden syntes, at det var lidt pinligt at sidde og spejde efter nogen, som så åbenlyst ikke var der, valgte jeg den nemme udvej og kiggede ned på bordpladen. Lidt til højre for mig stod et stort glas med læbestiftmærker på. Der havde vist været øl i. Jeg kunne lugte en dejlig duft af kvindeparfume, og da jeg vendte mit hoved imod udgangen, nåede jeg lige at se en kvinde vende sig om og sende mig et fingerkys. Så blinkede hun til mig og gik.
   Det var hende. Jeg var helt sikker. Der var hendes glas, hendes duft og et fingerkys fra hende til mig.
   Jeg havde lyst til at løbe efter hende, men jeg måtte opføre mig som en mand. Derfor lod jeg hende gå og sad tilbage med tanken om hende. Hun fyldte det hele.
   Efter mit blod var holdt op med at koge og næsten var nede på syvogtredive grader igen, hoppede jeg ned fra min stol og gik hjem.
   Senere opdagede jeg, at jeg havde glemt min dyre fiskestang, som min far havde givet mig til min sidste fødselsdag, men jeg var ligeglad. Hun havde sendt mig et fingerkys.
   Det var den lykkeligste dag i mit liv, men jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se hende igen. Og nu stod hun i min dør.
   "Hey amigo", sagde hun. Jeg var lammet. Hun måtte være - hmm - seksogfyrre år nu? Men jeg kunne genkende hende med det samme. Hun så ikke ud som om, hun var en dag over tredive.
   "Æh. Hej", svarede jeg, og havde det lidt på samme måde, som når man ser en krimi og ikke ved, hvem der er god, og hvem der er ond.
   Hun slog en latter op. "Er du slet ikke glad for at se mig?". Jo da. Eller var jeg? Hvad ville hun egentlig her? Jeg kiggede ned på mine spændte hænder og helt hvide knoer. "Jo... Det er jeg vel".
   Hun skubbede mig blidt væk fra dørkarmen og trådte indenfor. Jeg lukkede døren efter hende, imens hun knappede sin sorte frakke op og hængte den på min stumtjener. Hun havde en knælang, rød kjole på, og hendes krop så stadig fantastisk ud. Hun så på mig med sine halvlukkede katteøjne og gik ud i køkkenet på sine tårnhøje stilethæle. Selv hendes hofter var som dengang. Jeg så på hende, imens hun valsede rundt og lavede kaffe. Hofterne vuggede blidt fra side til side.
   "Har du fundet dig en kæreste?", røg det ud af munden på mig, og i et sekund ønskede jeg, at jeg kunne proppe det tilbage og begrave det under min tunge. Men så grinte hun igen højlydt, og hver eneste spændte muskel i min krop slappede fuldkomment af.
   "Aiaiai, mig, en kæreste?", smilede hun og rullede med øjnene, "søde ven, jeg er en fri kvinde, og jeg vil ikke fanges i et forhold, hvor der er ting, man ikke må". Hun havde en sød accent; lidt firkantet i det.
   Hun åbnede næsten alle mine køkkenskabe, før hun fandt to kopper, som hun stillede ind på spisebordet. Egentlig brugte jeg kun de kopper til te, men jeg sagde ikke noget. Så tog hun kanden med kaffe og satte også den ind på bordet. "Sæt dig", smilede hun.
   Kaffen brændte helt ned i mine lunger. Gad vide, om hun havde husket at putte vand i også?
   "Det er noget dejligt kaffe", smilede jeg.
   "Ja ja", sagde hun ligeglad, "men hør nu her, amigo. Jeg kom her af en grund. Dengang, vi så hinanden sidst, kunne det ikke blive til noget imellem os. Jeg var nitten, og du var elleve, et lille barn". Jeg kunne mærke, at jeg blev vred. "Men nu, nu er det noget andet. Ja, jeg har såmænd regnet på det, amigo", smilede hun med et blink i øjet, "og siden jeg er seksogfyrre, må du være niogtredive. Det er meget bedre. Nu kan vi endelig være sammen!". Hun så lykkelig ud.
   "Jamen jeg troede, at du ville være en fri kvinde?". Jeg var både vred, glad og forvirret.
   Hun grinte igen. "Det er sandt. Men vi kan jo stadig have det lidt sjovt, ikke?", blinkede hun. Men jeg ville ikke have det sjovt. Ikke med hende. Jo, jeg ville. Men. Jeg ville ikke bare have det sjovt med en kvinde, som jeg havde været forelsket i siden min barndom.
   "Det går ikke, señorita". Jeg prøvede at lyde charmerende. Det gik ikke. Hendes slanke og mørke øjenbryn blev skudt nedad, så de næsten rørte hendes øjne. "Aiaiai! Her rejser jeg hele den lange vej, og så vil du ikke have noget med mig at gøre?". Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Der var intet, jeg hellere ville, end at have noget med hende at gøre. Men jeg ville ikke såres. Og det ville jeg blive. Jeg svarede hende ikke. Hun prustede på en vred, men samtidig ganske charmerende måde. Så rejste hun sig hurtigt fra sofaen, hev sin jakke af stumtjeneren og smækkede døren.
   Der sad jeg tilbage med den værste kande kaffe, jeg nogensinde havde oplevet, samt et knust hjerte.
   Men man må tænke på fremtiden og på, hvad der er godt for én. Jeg håber, at det her bliver godt for mig, for sådan føles det ikke lige nu. Var det mon det rigtige at lade hende forsvinde ud af mit liv igen?
   Farvel, min mørke skønhed. Farvel, min evige kærlighed.