"Vi har altså næsten ikke mere af det der røde dressing, skat."
   Han kunne høre, hvordan hun stod og flyttede rundt på tingene i køleskabet ude i køkkenet.
   "Altså du kan da godt lide den røde dressing, ikke? Fordi... for min skyld behøver vi ikke at købe det. Jeg er ikke så vild med alle de der underlige klumper i det..."
   Hun blev ved med at tale, men han hørte ikke længere efter.
   "Skat? Kan du lide den røde dressing eller ej? For så skriver jeg lige rød dressing på huskesedlen. Så ved du godt, hvad jeg mener, ikke? Jeg skriver også lige noget hvidt på; der er ikke alle de der klumper i."
   Hun havde lyst til at sige "rød dressing" igen. Hun kunne godt lide at gentage ting. På en eller anden måde fik det hende til at føle sig lidt nuttet og lillepigeagtig.
   Han hadede, når hun gentog ting. Han vidste ikke, hvorfor hun konsekvent skulle gøre det. Det fik hende til at lyde som en lille snotunge. Han hostede et grin ud, da han kom til at forestille sig hende i kort nederdel, knæstrømper og håret sat i små frikadeller på siden af hovedet. Hun lignede sådan en rigtig tysker. En Heidi. Barnlig så hun dog ikke ud med ansigtshud, der om et par år kunne hvile mageligt på hendes bryst og med lår på omkreds med hans talje.
   Hun kom ind med hænderne i siden og knuste billedet i hans hoved.
   "Ja eller nej skat? Kan du ikke bare i det mindste nikke eller ryste på hovedet, så jeg ved, om jeg skal ud at handle ind efter rød dressing til dig?"
   Han ville springe på hende og flænse hende op som en løve på en antilope, hvis hun sagde "rød dressing" igen. Han kunne ikke være mere ligeglad med den skide dressing. Sig nu for helvede bare Thousand Island. Rød havde den heller aldrig været; nærmere orange. Eller laks.

Telefonen ringede. Han fik straks ondt i maven. Hvis han nu kastede et hurtigt blik over mod telefonen, så han bare kunne nå at se, at nummeret startede med 286, kunne han lade være med at tage den. Så var det jo ikke direkte bevidst; måske var han bare i bad. Telefonen holdt op med at ringe, og han nåede lige at ånde lettet op, før den igen gik i gang. Hun havde luret ham. Nu var der ingen vej udenom.
   "Hallo?"
   "Hej ven, var du lige ude i haven?", sagde hun med en foruroligende glad stemme.
   "Æh, ja", mumlede han.
   "Nåh, nåh."
   Så kom den. Den uendeligt larmende tavshed, som altid opstod, efter de havde talt i omtrent ti sekunder. Og dog blev hun ved med at ringe - hver dag, gerne flere gange dagligt fra arbejdet. Han havde været arbejdsløs i halvanden måned, og hun troede åbenbart, at han var ved at gå til derhjemme. Selv synes han, at det var skønt med nogle timer alene til at gøre lige, som han havde lyst til. Det eneste, der virkelig nagede ham, var netop disse opkald.
   "Nå, men...", nåede han at sige.
   "Hvornår stod du så op i dag?"
   Endnu et frygteligt ligegyldigt spørgsmål, som hun var frygtelig ligeglad med at kende svaret på. Men da deres samtaler var endnu færre og ligegyldigere derhjemme, prøvede hun desperat at redde hele deres ægteskab ved konstant at ringe fra arbejdet og tvinge ham ud i en snak, som han ikke havde lyst til at tage.
   "Det ved jeg ikke. Ved nitiden, tror jeg."
   Han kunne høre hendes rallende åndedræt i røret. Det kradsede i øregangen. Hvis hun bare ville rømme sig. Eller lægge på.
   "Nå, men nu skal jeg også...", prøvede han igen.
   "Hvad skal vi lave til aftensmad, synes du?"
   Nu var det fandeme nok. Så lad mig dog være i fred.
   "Det ved jeg ikke. Jeg finder på noget. Hej."
   Han lagde på. Når hun kom hjem, ville hun komme valsende ind med hænderne placeret i siderne mellem to gode deller og forklare ham, at det havde været en rigtig træls oplevelse for hende.

Lørdag. Den for tiden værste dag for ham. De var tvunget til at tilbringe hele dagen sammen, og der var stadig alt for længe til mandag, hvor hun igen skulle møde på arbejdet.
   De sad på den lokale McDonald's ved det sædvanlige bord - det var endda det sædvanlige tidspunkt. Klokken var tolv, og det er jo der, man spiser frokost, mindede hun ham altid om, selvom han aldrig kunne nå at blive sulten så kort tid efter morgenmaden.
   Hun sad og fedtede med sin sædvanlige Big Mac og en stor Cola Light til. Cola Light. For så er man jo ikke så usund. Han sukkede tungt og foldede sin lille, flade Hamburger ud af det fedtplettede papir. Helt rutinemæssigt løftede han den øverste bolle, brugte sin tommel- og pegefinger til at løfte den bløde pickle ud, hældte ekstra ketchup i, som han havde købt for halvanden krone ekstra, og lagde bollen sammen igen. Det var egentlig sjovt med den obligatoriske pickle, som man alligevel altid pillede ud. Som hun dog kunne gøre både livet og maden uappetitlig, når hun sad der med mayo-fråde om munden og kæmpede med den gigantiske burger. Siden de - eller hun - havde gjort denne McDonald's tur til en ugentlig tradition, havde han hver dag bedt for, at hun aldrig skulle komme et nyt sted hen, som ikke havde elevator. For så længe, hun ikke behøvede at tage trapperne, var hun mere eller mindre uvidende om, at det ikke var fysisk muligt for hende.

De var ikke engang nået indenfor, før hun igen havde brug for at beklage sig. De stod begge i haven. Han kunne se hendes læber bevæge sig, men havde ingen anelse om, hvad hun råbte. Det var i øvrigt et smukt vejr i dag - fuglene sang, blomsterne var i fuld flor, og solen reflekterede sine stråler i swimmingpoolen. Det eneste, der forurenede dette billede, var hende og hendes store kæft. Hun råbte stadig og pegede nu ind ad det store vindue til spisestuen. Han vidste stadig ikke, hvad hun prøvede på at forklare ham.
   Med tunge skridt kom han nærmere og nærmere imod hende, og han kunne se, at hendes mund holdt op med at bevæge sig, og hendes vrede udtryk langsomt blev erstattet af angst. Han nåede lige at høre hende råbe "nej!", inden han skubbede hende direkte i poolen. Han trak vejret dybt, tog hænderne i bukselommerne og gik roligt mod hoveddøren, mens han kunne høre det larmende kaos blive til syngende stilhed. Gad vide, hvor hun ender, tænkte han ved sig selv. Jeg håber i hvert fald bare, at de har elevator.