Jeg tør ikke at slå edderkopper ihjel. Og jeg tør ikke at være i nærheden af dem, når de er i live. Der er så mange ting, jeg ikke tør, men også mange ting, jeg bare gør alligevel. Så kan jeg føle mig meget modig. Men når jeg så sidder med hjertet helt oppe i halsen og stirrer på en lille edderkop, der stille hviler sig i sit spind, imens jeg er ved at skide en snemand af bare skræk, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op - så føler jeg mig pludselig ikke så modig længere. Mod er en underlig størrelse.

Forleden havde jeg lovet mine forældre at gøre badeværelset rent, før vi skulle holde påskefrokost for hele familien - så der skulle da være ordentligt rent, det var jeg helt enig i. Men bedst som jeg ligger på knæ og skurer og skrubber gulvet, piler en lille edderkop forbi. Jeg når lige at gå i panik, men får så stoppet mit hysteri ved at tænke, at den godt nok er så lillebitte, at den ikke skal have lov til at spolere min rengøring. Og så har jeg min debut: jeg griber fat i et stykke toiletpapir og destruerer bæstet. Med rystende hånd får jeg smidt papir og insekt ned i wc-kummen og når knap nok at se det falde, før jeg har skyllet det ud. Jeg bruger et par sekunder på at væmmes og få pusten igen, og stille, men sikkert mærker jeg stoltheden komme op i mig. Jeg gjorde det sgu! Jeg erindrer det ikke, men det skulle ikke undre mig, om der ligefrem er røget et "som om, det skulle være noget særligt"-grin ud mellem mine smilende læber. Pludselig synes jeg endda, at det bliver morsomt at forestille sig en edderkoppemor, der vredt styrter imod mig, fordi jeg har kvast hendes baby med ultra soft Lambi.

Og selvfølgelig bliver det ikke bare ved tanken. Jeg synes næsten, at jeg hører elefanttramp bag mig, og da jeg vender hovedet, ser jeg hende: En ottebenet mor, som er intet mindre end rasende, fordi jeg har mast og druknet hendes unge. Jeg prøver at få tankerne om min snarlige død ud af hovedet og erstatte dem med en plan om, hvordan jeg kan undgå den. Jeg fjerner ikke mit blik fra edderkoppen i ét sekund, for hvis den så ikke er der, når man kigger igen, går det først galt. Nu har jeg fået indskrænket mine tanker til, at enten skal jeg tæve den sorte, behårede klump ihjel lige straks - hvilket jeg ikke tør -, eller også skal jeg bare stoppe rengøringen nu og løbe - hvilket ikke er så sødt, når man lige har lovet at få badekarret til at stråle og skinne. Og så vælger jeg næsten ubevidst at forsøge at gentage succesen fra før: jeg river en kæmpe stak toiletpapir af rullen og banker det gentagne gange ind imod edderkoppen af alle mine kræfter. Så tørrer jeg de sølle døde insekt rester af gulvet og plopper hele molevitten ned i toilettet igen.

Først da jeg ser ben ligge og flyde rundt omkring den flade bolle, der engang var en edderkop, går det op for mig, at jeg lige har slået den ihjel. Og så skriger jeg og danser min efterhånden så velkendte "fy for fanden, en stor og ulækker edderkop"-dansen, imens jeg ryster mine hænder, som om edderkoppen sidder på dem.

Og ad, det var en ulækker oplevelse. Og ad, hvor håber jeg aldrig, at det bliver nødvendigt at komme efter sådan en satans edderkop igen. Men føj, hvor blev jeg da også stolt, da jeg var færdig med at danse og væmmes og udstøde små, gryntende lyde.

Selvfølgelig er der også en bunke flere ting, som jeg er bange for. Det skal jeg ikke prøve at lægge skjul på. Men araknofobi er bare én af de egentlig virkelig underlige fobier, jeg har. Et lille, uskadeligt insekt, som for det meste bare sidder og venter på andre uskadelige insekter, som den kan spise. Hvorfor er jeg så bange for lige præcis edderkopper og ikke f.eks. myg? For myg er da også ret ulækre at studere. Og de stikker oveni købet. Og så er der den evige læresætning fra folk, der spiller så supermodige, fordi de ikke er bange for edderkopper, men sikkert et eller andet endnu mere åndssvagt, som de bare ikke siger til nogen: Husk nu, at edderkoppen er meget mere bange for dig, end du er for den! Den køber jeg bare ikke. For hvis det var sandt, ville de sataner jo ikke permanent styre imod mig som fluer efter en lort, ville de vel? Og de har otte øjne, så de må da vide, at jeg er der. I øvrigt er de jo langt fra intelligente nok til at vide, om de er bange for mig eller ej.

Men hvad nu, hvis jeg slet ikke var bange for noget? Så havde jeg sikkert spist mange giftige bær og brækket mange knogler efterhånden. Så egentlig er det jo helt fint med de dersens grænser. Og så er det egentlig også fjollet, at vi skal være flove over alt det, vi ikke tør. I øvrigt er det vist på tide, at vi mennesker lærer at acceptere hinandens små særheder. Jeg har f.eks. en god ven, som er direkte rædselsslagen for fugle, og det kan jeg slet ikke sætte mig ind i. For mig er fugle jo de mest uskyldige dyr på den danske jord; de bygger reder og synger. Meget stille og roligt. Men han kan jo heller ikke forstå, hvorfor jeg skal hyle og tude, når der spankulerer en lille, doven edderkop forbi. For ham er den jo mindst ligeså harmløs som en pensionist med mavebesvær. Og set udefra er vores fobier ca. lige fjollede - men vi skal sgu stadig have lov til at blive bange!