Stjernerne forlod en dag himmelen og ingen vidste hvor de var forsvundet hen. Men et sted ude i mørket vandrede en lille pige rundt med et smykkeskrin. I den bar hun stjernerne. Hendes små hænder kærtegnede skrinet og bar det tæt ind til sig. Fremover åbnede hun det når hun var ked af det og kiggede ned på de lysende stjerner. Lyset væltede ud og favnede hende i den sorteste stund.
   Hvad hun ikke vidste, var at verden savnede stjernerne. En større og ældre pige rendte fortvivlet rundt og ledte efter hende. Ingen lyste på hendes vej længere. Men Den lille pige var vandret så langt væk fra alting at kun hende selv ville kunne bringe stjernerne frem. Den ældre pige var fortabt uden hende.
   
* * *
   Stjernerne brændte tungt og sorgfuldt nede i det fløjlsbløde skrin. De mærkede pigens tunge sind og forsøgte at opmuntre hende med deres lys og varme. Men lige meget hjalp det. Kun i korte stunder smilte hun når hun åbnede skrinet. Hun vidste ikke at den ældre pige stadig ledte forgæves efter hende. Og jo længere hun vandrede væk fra verden jo mørkere blev alting.

På hendes rejse talte de til hende nede i skrinet. De hviskede hende eventyr. De håbede på hendes vegne og lyste ind i hendes sind. Og når de lyste hoppede billeder op og fyldte himmelen omkring hende. Det var billeder fra den ældre piges sind. Og favnede hende dybt.

Det er sommer. Og regnen plasker ned. I små fine dråber der rører min hud. Kysser mig ganske let.. Jeg hopper i sjippetov ude foran mit hjem. Græsset er vådt, men jorden er varm og blød. Jeg har bare fødder. Indimellem kigger jeg ind ad havelågen hvor mor sidder. Himlen over mig er lyserød. Og min venindes latter fylder mit hjerte. Hun ler hjerteskærende over et eller andet. Men jeg er lykkelig. En følelse jeg ikke har haft før. Luften er tavs, og fuglene synger, fylder resten af tavsheden ud.

Hun røg tilbage mod virkeligheden, der gjorde hende så lille og bange.

Pludselig hørte hun noget der hvislede ikke langt væk derfra hvor hun stod. Hun havde været så opslugt af billederne på himlen at hun slet ikke havde opdaget at hun stod på en lille grussti. Ved siden af den tornede en stor skov sig op foran hende. Hun så da hun kiggede op igen, en ørn komme flyvende imod hende. Stort som fortidens skygger svævede den faretruende imod hende. Den havde store dystre øjne, sort om øjnene og som en sorgens fugl landede den tungt ikke langt fra hende.

Den talte; Lille pige med stjerner der... Hvor går du hen? Hun rystede og skælvede og kiggede sørgmodigt på den. Så løb hun. Med alle magter forsøgte hun at holde krampagtigt fast i skrinet og løb og løb længere og længere væk fra skoven og Ørnen. Hun ville ønske hun kunne tale, men det kunne hun ikke. Det var ikke ord der drev hende, men den stille sindssyge.

Hun nåede til sidst frem til et stort øde landskab. Hun kiggede forskrækket op mod himmelen der trak sig sammen. Hvad skulle hun gøre herude hvor alting var forladt? Hun krammede desperat smykkeskrinet og hviskede ned til stjernerne, hun hviskede nogle af sine inderste hemmeligheder, som en flydende strøm. Det var ikke rigtige ord. Det var bare lyde filtreret ind i hinanden.

Igen kiggede hun rundt. Hun havde bare fødder i den kolde jord. Hendes bukser var afstumpet forneden på grund af den lange tur. Hun havde en lille hvid bluse på og et varmt sjal henover sig. 'Sjalet' var i virkeligheden et afstumpet tæppe med lilla og hvide mønstre. Hun elskede det, men vidste ikke hvor hun havde det fra. Hun vidste ikke ret meget længere. Hun huskede heller ikke ret meget længere, det var kun de forladte steder i hovedet der fyldte mere og mere i hende, som var det en sygdom der bredte sig.

Stille faldt en tåre på hendes kind, da månen skød frem på skyerne og oplyste store grumme bjerge i det fjerne. De lignede hekse og trolde, når de stod dér i silhuet. Hun åbnede fortvivlet skrinet for at blive beroliget af stjernernes lys. Stjernerne viste og fortalte hende endnu engang historier fra den ældre pige;

Min søster er lige kommet hjem. Men hun er ked af det. Mor og hende har lige
   skændtes. Jeg ved ikke helt hvad det var. Men nu sidder hun inde på værelset og græder. Jeg åbner forsigtigt døren op og ser hende sidde ved skrivebordet med rystende skuldre. Jeg spørger om jeg kan gøre noget for hende. Men hun ryster bare på hovedet og siger jeg skal gå. Der er lukket. Jeg mærker muren og går ud. Alle døre er lukket.
   Hun skyndte sig pludselig at lukke skrinet, men hun vidste ikke hvorfor. Hun kiggede op mod bjergene og drog et lille suk og tørrede næsen i ærmet. Forbrilsk forsøgte hun at fjerne det tjavsede lyse hår fra øjnene og vandrede videre. En tåre og en til faldt på jorden da hun gik, og af tårerne fødtes små skrøbelige krystalvæsener der puslede om hendes ben når hun gik. De var mærkelige lyse væsener og gennemsigtige som vand. Når hun strejfede dem føltes det som slange hud når hun kom i kontakt med dem.
   Hun havde en følelse af at de kunne helbrede og udrense. Men hun skubbede dem væk hele tiden og krammede ivrigt skrinet ind til sig. Intet skulle komme imellem hende og skrinet. Og bravt kæmpede hun videre i vildnisset, der pludselig havde vokset sig til store sorte silhuetter imod månelyset. Alt syntes skræmmende og uendeligt i natten. For nat var det og hun rystede over det hele af angst gjorde hun. De små krystalvæsener fór ud og ind mellem hendes ben så hun hele tiden faldt.

Så hørte hun et skrig og nogen græde voldsomt. Hvorfra vidste hun ikke. Hun farede sammen som en lille forskræmt hare og lyttede derefter stiltiende på denne fremmede piges gråd i det fjerne. Hvem var hun? Hun anede det ikke og sukkede tungt. Hun ville ikke høre på det! Hun vandrede videre og gråden blev stadig mere utydelig, for til sidst at drukne i vind og storm omkring hende. Vinden tog til i styrke. Mørke skyer dækkede himmelen, og alting blev kulsort. Hun kæmpede sig frem i vinden og rev sig på torne i vildnisset.

Hun blev blæst omkuld og rejste sig igen, men faldt atter igen. Hele tiden blæste hun nærmest rundt og bar stadigt mere skødesløst på sit skrin. Hun skreg frustreret mod vinden og med ét blev alting stille. Hun var nu langt inde i en skov. Hun havde slet ikke lagt mærke til noget omkring sig på grund af stormen. Hun stod i en lysning og det var som om hun stod i stormens øje. Alt var så blødt, stille og lyst. Men ikke rigtigt lyst, himmelen havde en underlig farve. Lyset var flødefarvet.

Pludselig tonede en skikkelse frem.. Det var hende umuligt at se hvem eller hvad det var. Nu begyndte det at tale. Stemmen talte inde i hendes hoved, med en blød og tyst stemme for ikke at skræmme hende:
   - Jeg er din beskyttende engel og er her for at passe på dig og vejlede dig i den mørkeste time.

Evigheden syntes at bo i stemmen. Hun kiggede alligevel forskræmt op på englen. Hun var bange for at den skulle tage hendes skrin fra hende.

- Hvad vil du? ville hun spørge, men uden at have sagt noget svarede englen:

- Jeg er her for din skyld, bare følg efter mig, du og jeg, min lille fine ven holder sammen ikke?
   Hun nikkede stumt og krammede skrinet ind til sig.
   - Hvad er det du har der lille pige? Må jeg se?
   Hun kiggede lidt mistroisk, men lidt efter åbnede hun skrinet alligevel, og lidt efter lyste stjernerne op på himmelen og atter blev himlen fyldt med historier og billeder fra den ældre pige:

... Jeg kan mærke noget fugtigt på min kind. Min mors tårer. Hun er bange. Atter er min stedfar blevet voldelig. Jeg er iskold. Har glemt at føle. Tiden står stille inde i mit hoved. Min stedfar står og råber i det fjerne. Men jeg kan ikke høre det. Hans mund bevæger sig lydløst. Siger ting han senere vil fortryde. Men jeg kan ikke tænke eller føle. Jeg er lukket inde i en glasklokke. Stivnet i endnu en uvant tilstand. Jeg vil gerne redde dig mor.

Luk øjnene og føl al min kærlighed strømme igennem dig. Jeg er på vej væk herfra, vil du med..? Jeg skal nok få dig væk herfra, føl at jeg lever inde i kernen af dine drømme. Alt det tænker jeg, imens jeg glemmer at redde mig selv. Det var dét der skete. Jeg vadede i en konstant og stadig vandreren udenom mig selv, jeg glemte mig selv.
   Da skete der noget mærkeligt. Den lille pige tabte sit skrin og stod som stivnet. Himmelen over hende blev så klar og pludselig havde verden fået sine stjerner igen. Stjernerne lyste blødt og venligt ned mod hende. Krystalvæsenerne forvandlede sig til en lille bæk der løb fredeligt igennem skoven. Den lille pige sukkede bedrøvet over at hun havde mistet sine stjerner.
   Men englen kiggede bare på hende:

- Du så det der ville forløse dig, det værste der havde gemt sig i dit lille sind. Hvis du venter her, vil du snart blive forenet med dit bedre jeg, og alt vil blive godt.

Så svævede den væk fra jorden og pigen stod nu alene tilbage på jorden. Hun satte sig ned på en lille træstamme og kiggede på bækken. Hun sad der længe og stirrede, da hun pludselig hørte nogen komme gående. Hun kiggede op, og dér stod Den Ældre pige. Hun smilede glad og venligt til den lille pige.

- Hvor er jeg glad for at se dig, sagde hun. Jeg har ledt efter dig overalt!

Imens hun talte begyndte hun at græde. Tårerne faldt på jorden og forvandlede sig til krystalvæsener der vandrede ned i bækken. Den lille pige begyndte også at græde med. Hun kunne tale nu og sagde til den store pige: - Jeg har ventet på dig... Den Ældre pige kom helt tæt på hende og lagde armene om den lille pige, og i det samme hun gjorde det forsvandt hun. Væk var Den lille pige. De var endelig forenet. Den ældre pige var nu helet og hun havde endelig fundet sig selv.


Efterskrift
   At græde og føle uendelig sorg og smerte er en proces, og igennem tiden heles vi og vi finder vores indre barn, der så længe har rystet og været bange indeni os. Vi tørster og længes efter freden i vores forpinte sjæle.

Vi skal huske at lære os selv at være forenet med det indre barn i os. Vi skal jo huske at det netop er det barn som vedligeholder den pjattede side i os, det både græder og ler og når vi er kontakt med vores indre barn er vi så meget mere levende.

Og når et lille barn har oplevet noget slemt er det vigtigt, man som voksen husker at passe på det barn der jo stadig er indeni os alle.

Lad os aldrig glemme at være barn, i en voksen tid, hvor vi glemmer at kaste os ud i livets glæder og slippe lidt på hæmningerne.

Og at være hel og hvile i sig selv er i virkeligheden den største rigdom af alle.
   Og ikke at forglemme: Det er når det stormer i livet, at vi bliver klogere og rigere af erfaringer. Husk! At livet er en erfaringsmæssig rejse, men det er den ikke hvis du ikke tror på det. Dvs. Hvis du ikke følger den vej og gør ved lære af dine erfaringer, så er livet ikke nogen erfaringsmæssig rejse for det øje som ser.

Lev, lær, og nyd hvert minut på livets vej!