Dine øjne siger mig
at det er tid til at kigge væk
for jeg drukner i et tidsbegrænset univers
- Alt står stille.
Hvordan forklarer jeg, så du ikke vild ledes ind i et
spindelvæv af empati, uortodokse tanker
- At jeg er en føniks fugl
meget sjælden
meget kompleks.
Men smeden sagde at alt vi venter på, er bare at leve
imens han smedet så jeg hvordan lynene flaksede imellem
gnisterne slog imod hans ansigt, som var skånet i en maske
Men øjnene anedes
og inde i iris så jeg hans egen ild bevæge sig.
Jeg ved ikke om det var min egen stilhed
måske mit spejlbillede der skreg imod mig
hvor mange gange havde jeg ikke stået der og drømt om øjne
der fortærede mig op, som flammer.
Brændende ønskede jeg at leve.
Brændende var mine bevægelser, da jeg skreg,
smed min fjerdragt.
Det var tid til at være menneske.