Jeg prøvede langsomt at forsvinde
måske havde jeg brugt hele mit liv på det
fyldt med løgne og aldrig helede sår igennem tiden
Denne evige flugt
- Og jeg forsvandt.
Alt imens verden passerede forbi
lå jeg bare der og drømte
forestillede mig det liv jeg ville have
jeg tog på rejser ud igennem nøglehullet
min flugtrute foregik i skumringen
hvor solens øje var det sidste vidne.
Tågen skjulte min skikkelse
krogede veje førte mig ind i drømme maleriet
- jeg selv havde malet.
De sorte og tynde strøg
fra en drømmer - forestillede den mørke himmel
de små lyse prikker
usikre stjerner i et mørkt himmelhvælv.
Hvad jeg ikke vidste var at jeg havde skabt det
det var mig der var skaberen af denne drøm
dette forunderlige, dystre - og smukke maleri.
Mit liv, den verden jeg betrådte, uanset udgangen.
Jeg kom fra nøglehullet, hvor kun jeg havde nøglen til
jeg steg op fra hjerters ild
fra de løgne, min egne tanker.
Mit eget forladte rum
havde fortalt mig så mange ting, så mange historier
stille havde det nærmet sig en råben.
Men jeg ved nu hvad jeg skal gøre
at drømme er slet ikke nogen utopi
vi gør vores for at skabe os det liv der ligger for vores fødder
og vi får kun mere af det vi drømmer om.
- Så jeg tog nøglen og drejede den.