Bladene vislede. Det kunne være vinden, et dyr, en fugl. Kun det trænede øre ville vide med sikkerhed at det var en mand, en fjende; mit mål. Kun et øre der var blevet trænet af de bedste motherfuckers in the buisness, ville kunne skelne - heldigvis havde jeg sådan et øre.
   Der var ingen tvivl i mit sind om hvad det var. Hver en celle i min krop vidste hvad der nu skulle ske. Jeg lå spændt som en fjeder i mit skjul. Klar til at eksplodere i et blodbad af frådende kalkuleret raseri. Jeg var en maskine, et instrument, en toptrænet dræber dæmon. Jeg levede kun for øjeblikket, for kampen, for livet på kanten. Kanten af eksistensen. Derude hvor det er farligt. Så farligt at mod bliver til frygt og snilde bliver til fjoget klodsethed. Der var jeg hjemme. Min dolk var min gode varme lænestol, de konstante farer var som familiens tilgivende kærlighed, drabet var som mors hjemmelavede mad og koldblodigheden var som kærligheden til sine børn. Jeg havde fuldstændig kontrol over min krop, mit sind og over situationen. Havde jeg kendt bare en smule til medmenneskelighed, ville jeg have haft ondt af den stakkels peasant. En udsultet såret gammel rotte ville have større chancer mod en tiger, end han ville have imod mig.
   Jeg trak min blanke dolk ud af skeden, som en dræberhaj ud af en undersøisk grotte. Det skulle gøres stille. Han skulle ikke lide. Hvad grund skulle der være til det? Kun drabet var vigtigt og til det var jeg klar. Klar som en bokser før en titelkamp. Intet kunne stoppe mig.
   Jeg ser ham, eller det vil sige, jeg ser mit mål, min opgave. Jeg går til angreb. Min dolk borer sig ind i hans lunge, som en glohed issyl gennem blød smør. Min behandskede hånd dækker over hans udtørrede hvide læber og de gule betændte tænder. Det forvandler hans dødsråb - hans ulveskrig - til intet andet end en formudret mumlen. Jeg mærker hans krop blive slap og jeg lader ham langsomt falde til jorden. Stille. Jeg trækker ham ind i en busk. Gemmer ham. Kigger mig rundt. Ingen tegn på fjender. Men jeg kan ikke hive champagnen frem og fejrer mig selv endnu. No, fuck no! Der er stadig lang vej endnu - bag fjendens linjer.

Første runde er ovre og jeg fører stort på point, men undervurderer man sin modstander - blot et split sekund - er man færdig, history, yesterday's news, knockoutet. Jeg vidste det. Det lå dybt i mig. Overlevelse, drab, vejrtrækning, koldblodighed, balance. Det lå alt sammen på rygraden, intet at frygte der. Jeg søgte skjul. Sikkerhed, eller det tætteste man kan komme på det i en af verdens farligste jungler. Omringet af slanger, giftedderkopper, guerillaer, tigere og super hi-tech spec-ops fra den anden side af 'Den store Dam'. De havde alle et mål, en eneste funktionen at udføre: at udslette mig.
   Jeg vidste det. Jeg elskede det. Det var det der holdte mig i live. Når man ved at ens liv er på spil giver man sig fuldt ud. Som en grævling der er trængt op i en krog. Ikke bange, men tilstede, årvågen, levende. Jeg kaldte headquarters, my eye in the sky, min syvende sans. Missionen var on a need to know basis. Jeg vidste kun det jeg skulle vide, når jeg skulle vide det.
   "HQ. I'm in."
   "Brilliant job. Off course we wouldn't expect anything less from you. Here is your mission updates:
   Continue north a couple of miles and there you will find a small camp, built from wood and palm leaves. Destroy that camp and everyone in it. Leave no one alive. Do you understand?"
   "Roger, HQ."
   "You are fully equipped with grenades and flamethrower, so it shouldn't be any problem for you. If you should fail in the mission you automatically get a new mission: Kill yourself. Do you understand?"
   "Yes, HQ."
   "Very well. Now carry on - and may Hell treat you better than Earth."

Jeg kontrollerede mit udstyr. Dolk. Tjek. Maskinpistol. Tjek. Granater. Tjek. Flammekaster. Tjek. Selvmordspiller. Tjek. Nightvision Goggles. Tjek. Radar. Tjek. Alt hvad en fighter havde brug for på en livsfarlig mission. For mig var mit udstyr det samme som en kropsdel. Det var en del af mig. Vi var ét. En dødbringende vise, en symfoni af destruktion, skrevet i Helvede og sunget af de ondeste djævle, trolde og dæmoner i Underverdenen. Nedskrevet i hadefuldt blod på papir af afdøde morderes sammenpressede benmel. En nederdrægtig og livsfarlig cocktail.
   Jeg fortsatte nordpå. Holdte en god fart, men jeg var stadigvæk konstant på vagt. Hver en bevægelse, hver en lyd, hver en lugt opfangede jeg. Jeg var som en alvidende Gud, intet undslap min årvågenhed.
   SNAP!
   Mit hovmod ramte mig som en træstamme i maven. Bogstavelig talt. En tråd. En lille tynd fin fiskesnøre, havde jeg overset. Og som kastet ned fra himlen i et anarkistisk raserianfald over min blasfemiske tanke, havde denne latsbilstunge træstamme knust min brystkasse og sendt mig flyvende gennem junglen, som var jeg skudt af sted med en katapult.
   "Damn!"
   Var det første jeg tænkte. Hvordan kunne jeg begå sådan en fejl? En rookie mistake? Havde varmen steget mig til hovedet? Eller var det bare en fandens god fælde? Der formede sig mange spørgsmål i mit hoved, men ingen svar. Så ramte smerten mig. En infernalsk smerte, som kun afdøde krigshelte, fødende kvinder og William Wallace ville kunne forstå. Flere ribben var brækket og jeg havde indre blødninger på størrelse med Nilen, men intet smertensskrig undslap mine læber - end ikke en svag stønnen. Fjenden måtte være på vej. De måtte have hørt fælden. Jeg måtte ligge stille. Vente. Som en skadet løve, der venter på de ådselædende hyæner kommer tæt nok på til at den kan flå dem i stykker og æde dem.
   Der var stille. Meget stille. Så vislede bladene på den velkendte måde. De var to. Skridtene kom nærmere. Jeg lå helt stille. Ventede på min chance. Det helt rigtige øjeblik. Jeg kunne høre deres stemmer.
   "Holy Christ! It's the big one."
   "Yeah. Whoever it hit he must be looking a lot like a pancake right now."
   "Heh. Yeah. A pancake with jelly."
   "This is an awesome trap, dude."
   Langsomt trak jeg min dolk og gemte den under min arm. Jeg mærkede hvordan jeg begyndte at blive kold. Blodet måtte fosse ud af mig et eller andet sted, men jeg havde ikke tid til at tjekke det nu. 10 sekunder, så ville de være her. 15 sekunder, så ville de være døde. 20 minutter, så ville jeg være død af mine sår. Jeg måtte handle hurtigt. De var tæt på nu. Jeg kunne se den ene af dem. Jeg gjorde mig klar til dødsstødet. Den anden kom til syne. To skridt mere og de vil træde direkte ind i deres egen død.
   "Jesus! Is he alive?"
   "He just got hit by a tree trunk the size of jumbo jet. What do you think?"
   "Looks like he's breathing."
   "Who is this guy, Rambo?"
   Jeg sprang op som en kobra skar halsen over på den første med kirurgisk præcision. Den anden kiggede chokeret på mig. Så sagde jeg.
   "Rambo was a wimp."
   De sidste han så var spidsen af min blodige dolk, da jeg gennemborede hans højre øjenæble. Han faldt til jorden med et bump. Ingen grund til at gå stille med dørene nu. De vidste at jeg var på vej. Der var ingen tid at spilde.
   "Arrrrggh!"
   Jeg væltede om af smerte. Jeg var nede til tælling. Et. Jeg undersøgte hurtigt mine sår og kunne straks konstatere at jeg var fucked. To. Der var gået hul på en af de større årer. Tre. En normal mand ville dø om få minutter og bruge dem på at skrige af smerte og græde til hans tårekanaler var udtømte. Fire. Jeg havde nok 15 minutter tilbage og ca. 2 kilometer til campen. Fem. Jeg måtte hellere få lidt fart på. Seks. Jeg kæmpede mig op på det ene knæ. Syv. Greb fat i en gren og begyndte at trække mig op. Otte. En stikkende smerte, som et bistik på størrelse med en knytnæve ramte mig i siden. Ni. Jeg faldt sammen igen, men udelukkende på min jernvilje hev jeg mig selv op og fortsatte mod mit mål. Mod triumf buen. Jeg løb af sted så godt jeg kunne. Med et stort fedt blodspor efter mig. Selv en blind mand kunne spore mig. Det var lige meget. Missionen skulle bare fuldføres. Jeg var alligevel en død mand. En død mand der havde en sidste besked - en besked der lugter af død.
   Jeg kunne se den. Campen. Den var lille. Meget mindre end jeg troede. Ca. 6 huse der stod samlet i en klynge. Flammekasteren ville være at overdrive. Det ville være som at skyde kaniner med atomvåben. Granaterne skulle kunne gøre det. To ville være rigeligt. Jeg finder den første lommelærke af død og ild frem. Jeg kigger ned på campen. Børn. Jeg ser to børn der leger. De leger med en sæbekassebil. Fredfyldt. Mit indre eksploderer. De indre dæmoner stikker deres grimme ansigt frem. De taler Lucifers sag, som så mange gange før.
   "Kill them! It's your mission."
   Synger de i kor. Satans Kor. Jeg tøver. Tusindvis af gange har jeg været dødens budbringer, the Angel of Death, sendt fra helvede for at rekruttere. Den har gang er det anderledes. De tusind slanger i mit sind hvisker igen deres alt for kendte sang.
   "To kill is to live. Take their life, before they take yours."
   Jeg har hørt det før. Deres gift er kraftig og effektfuld. Som en sensuel og forførende kvinde, der byder op til dans. Men jeg vil ikke danse. Jeg vil sove. Forvirring. For første gang i mit liv rammer den mig. Jeg kan ikke tænke klart. Hvad er det for en følelse? Hvorfor kan jeg ikke dræbe? Det må være blodmanglen der har ramt mig, der har leget tagfat med min dømmekraft. Jeg trækker splitten ud. I et sekund er der total stilhed. Jeg kaster bolden af ødelæggelse, som en baseball spiller fra tomhedens hold. Den flyver. Alt er stille udover granatens vej gennem luften.
   BANG!
   Ild, larm, støv, røg, varme. Byen er forsvundet i flammerne. Som slugt af Hades. Jeg falder om. Bleg, livløs, med en lille bæk af blod der flyder fra mig ned imod det menneskeskabte inferno. Missionen var klaret, men til hvilken pris? Get yourself together! Intet er vigtigere end missionen intet. Det er da jeg har lært hele mit liv. Følelsen af 'hjemme' vender tilbage. Jeg må kontakte headquarters, my eye in the sky, min syvende sans.
   "Mission accomplished, HQ."
   "Excellent. What is your status?"
   "Dead in 2 minutes, HQ."
   En lang og larmende stilhed, der får den tidligere eksplosion til at lyde som en regndråbe på et stykke pap.
   "Very well. Now carry on - and may Hell treat you better than Earth."

Alene. Døende. Jeg var en mester indenfor mit felt. Jeg får lov til at dø for min sag, på en vigtig mission.

Life - and death - is great.

Bladene visler igen. Jeg kender lyden. Seks mand. Fik jeg ikke dem alle? Jeg kigger op imod lyden. Jeg ser det. High-tech spec-ops fra den anden side af 'Den Store Dam'. Hvordan kunne jeg glemme dem?
   "Look. It's one of them!"
   "Sedate him now."
   "Yes sir."

Mørke og tomhed omslutter mig. Hvorfor kunne jeg ikke bare dø min ærefulde død?