Livet stinker og vi bliver nød til at acceptere det hvis vi ønsker at opnå det som filmene, eventyrene og forskellige latterlige Megafon undersøgelser kalder for "lykke". Lykke er ikke det som vi er blevet flasket op med at det er, nej, det er evnen til at grine af hvor fucking latterligt det her liv er - for livet, samfundet, verdenen, eksistensen og hvad du ellers vil kalde det som vi mennesker har gang i, er fuldstændig latterligt!
Vi æder, skider, elsker(knepper), drømmer, forsøger, fejler hele livet igennem og håber på at det hele engang vil blive bedre: "Når jeg er færdig med min uddannelse bliver jeg lykkelig", "når jeg får mit andet barn bliver jeg lykkelig", "når jeg får en ledende stilling bliver jeg lykkelig", "når jeg får mere tid til mig selv og min familie bliver jeg lykkelig" - det er alt sammen en løgn vi fortæller os selv for at kunne hold det her latterlige liv ud. Sådan er det bare. Det er ikke en omgang brok som vi ellers er så gode til, nej, det er at se faktum i øjnene, at der ikke er nogen fucking større mening med det her liv. Jeg har brokket mig masser af gange i mit liv. Hvorfor er det altid gamle idioter der vinder i lotto? Hvorfor er det ikke mig der er kanon god til at spille guitar/tegne/synge? Og Hvorfor er det altid åndsvage idioter der i i TV?
Sådan er vi sikkert mange der har tænkt og det er fucking brok! At endelig at indse at dem der har det som vi gerne vil have, heller ikke har fundet "Det" som vi alle leder efter er at indse hvordan verden hænger sammen - det er alt sammen midlertidig lort som vi skal rulle os i til at vi dør!
Vi kan måske finde glæde i små ting som en film, en sang, en øl, et måltid mad, en rejse, en koncert, men det er jo ikke lykke... det er glæde. Det er noget der varer i et par timer, en uge, måske en måned, men bliver afløst af månedsvis intetsigende oplevelser som vi prøver at tildele mening - med vekslende succes.
Problemet er at vi allesammen fortæller andre at vi har det kanon godt, når vi i virkeligheden har det elendigt. Det gør jo så at vi bliver bekræftiget i at vi virkelig har det af lort, fordi vi ved jo godt at vi lyver, men vi fatter ikke at alle andre også gør det.
Vi har alle haft perioder hvor vi kan grine af alting og alt er nemt, men hvad kan vi bruge de har lyserøde skyer til når det begynder at regne og de forsvinder ned i mudderet? Ikke en skid! Andet end at vi kan bruge historierne fra den tid til at fortælle gamle skolekammerater om hvor fucking fedt vi har det, så de kan fortælle de samme løgne tilbage og vi begge kan forlade hinanden mere sure og vrede end da vi mødtes - sikke en fantastisk ting!
Man begynder at forstå de "idioter" der begår selvmord. Fordi der er jo ikke nogen fucking grund til at leve, så det er jo spild af tid. Lad os se hvad der sker efter der her elendige eksistens pis? Men der er jeg (desværre?) dum nok til at håbe på at jeg går hen og bliver den første person i historien der opnår "Det" som vi alle så gerne vil opnå, uden at vide hvad det egentligt er.
Der er masser af "kloge" folk i medierne der kan fortælle os at lige præcis DE har regnet det hele ud, men gu' har de ej! De er ligesom alle os andre, der hver især lader som om at vi har regnet det hele ud. Men når vi ligger alene omringet af mørke og lyden af en 16-årig knægt der leger med sin tunede knallert, så ved vi godt - inderst inde - at vi ikke har regnet en skid ud og vi er pisse bange!
Pisse bange for at vi er de eneste, der ikke tror på at det at opnå sine drømme gør os lykkelige. Vi er pisse bange og derfor opfører vi os som om vores lorte liv er perfekt. Så ynkelige er vi!
Når vi så ligger der og er bange, så prøver vi at finde en større meninger med livet end lykke og her kommer den forfærdelige ting kaldet "religion" ind i billeder. Religion eller "tro" er det vi bruger når vi er allermest bange. Hvor mange af os, ellers normalt fornuftige mennesker, har ikke når vores mor er syg, eller når vi helt vildt gerne vil have at Danmark vinder i fodbold bedt en lille bøn. Jeg mener ikke at vi falder ned på knæ folder vores hænder og siger "amen", men at vi, inde i os selv, siger: "Lad det nu bare gå godt.". Og hvem fanden siger vi det til? Der er jo ingen der kan høre hvad vi tænker og hvis vi sagde det højt, hvem i dagligstuen skulle så kunne få Rommedahl til at lave bedre indlæg? Vi håber at der er en højere magt, der kan hjælpe os i det her ynkelige liv, men det er der ikke. Vi er HELT alene og det er på tide at vi fatter det.
Nu tænker du sikkert at det jo er så pisse nemt at være sur og svine det hele til, men fuck dig (joke). Det er faktisk ikke fordi at det er nemt at sidde og være sur over livet. Jeg vil for alt i verden gerne være glad og vågne smilende op hver morgen, men sådan er det jo bare ikke. Jeg har, som mange andre, kæmpet i utallige dage for at være glad og prøve at gøre en forskel. Men det hjælper bare ikke. Verden bliver ikke bedre, folkene omkring mig bliver ikke klogere, Dansk Folkeparti forsvinder ikke og sidst, men på ingen måde mindst; jeg bliver ikke gladere. Hvis jeg bare var glad og tilfreds, så kunne resten jo egentlig være ligegyldigt, men det er jeg ikke - og det er DU sikkert heller ikke. Selvom vi måske burde være det. Sådan er det at leve i den her latterlige eksistens!
Jeg vil ønske at jeg kunne komme med en konklusion, men det ville bare være en løgn ligesom alle andre konklusioner er løgn, for ingenting kan blive konkluderet. Der kommer altid noget nyt og mere latterligt... sådan er det desvære.
En stadig vred (desværre) ung mand