Når vi i 1992 går ind i det indre marked. Vil der blive stillet meget store krav til teknisk dokumentation (brugsanvisninger) og de anonyme mennesker, der sidder rundt om på danske virksomheder og producerer disse bøger. Her er en munter beretning om, hvordan en sådan afdeling blev bygget op.

- Hvad bestiller De så, spurgte damen?
Vi stod på en bådebro ved Themsen, mens hun hældte diesel i tanken på min udlejningsbåd.
- Tja, jeg er teknisk skribent, svarede jeg.
- Ih, sagde hun, og hendes øjenbryn forsvandt helt op under hårgrænsen af benovelse.
Jeg glemmer hende aldrig, her var ikke tale om falsk smiger, det var uforfalsket beundring over at være i nærheden af en mester i det skrevne ord, og jeg, der daglig blev mindet om, at jeg i bedste fald var den laveste form for biologisk liv på min arbejdsplads, og at min profession ganske enkelt var en afskyelig form for tidsspilde og den mest umulige hobby, der nogensinde var opfundet af en doven slyngel.
Det at jeg arbejdede på et sted, hvor en spade blev kaldt en spade, og hvor det eneste anvendelige synonym ville have været en forp... skovl, nødvendiggjorde, at jeg samtidig havde et bijob som servicechef. Men jeg fandt snart ud af, at det var væsentlig mere behageligt at skrive gode forståelige brugsanvisninger frem for at tilbringe tiden i forskellige lande for på skøre tidspunkter af døgnet at skulle reparere dårligt vedligeholdte maskiner for utilfredse kunder, der klagede over, at der ikke var nogen brugsanvisninger til maskinerne. Som om de ikke hellere ville brække en arm på langs end netop læse en brugsanvisning.
Mit første job i min karriere som teknisk skribent og servicechef var at få noget at skrive med:
- Hvad skal du bruge en skrivemaskine til, og så endda en elektrisk? Elektriske skrivemaskiner er beregnet til ældre damer, der vil skrive et postkort en gang om året.
Det var ikke helt let, men det var sjovt. Jeg fik min elektriske skrivemaskine, og bad senere om et tekstbehandlingsanlæg, da denne vidunderlige opfindelse kom på markedet.
- Hvad skal du bruge sådan et til, kan du ikke bare skrive rigtig første gang?
- Det er fordi din højtelskede udviklingsafdeling ikke kan finde ud af at designe maskinerne rigtigt første gang. Når du ordrer en ny manual, så begynder jeg at skrive en, men det er det man ude i verden kalder science fiction, og før maskinen er lavet færdig, er den ændret en million gange. Det er derfor jeg gerne vil have et tekstbehandlingsanlæg.
Jeg fik det, det tog tre år, men nu havde jeg lært min lektie.
- Hvad skal du bruge et desk top, hvad-pokker-er-det-nu det hedder til?
- Jo, ser du, jeg keder mig lidt, og den har denne sjove lille tingest, der hedder en mus, og den er skæg at lege med, og så er det forbandet dyrt, men konkurrenterne har et, så vi ser lidt dumme ud, når vi ikke har det, men selvfølgelig, hvis vi ikke har råd så...
Jeg fik det på kun tre måneder.
Der er mange interessante ting at tage sig til, når man skriver brugsanvisninger og manualer. En dag må man ændre de eksploderede tegninger på ti forskellige manualer, fordi en eller anden har skiftet en 3 mm skrue ud med en 6 mm skrue, den følgende dag må man ændre et par manualer eller tre fordi en almindelig
spændeskive er byttet ud med en stjerneskive. Det giver da variation i tilværelsen ikk' ?
Og så kommer da den dag, hvor man tror sig sikker. Alle har haft mulighed for at udtale sig om manualen. De er alle enige om, at det er det værste stykke møg i mands minde, dog kan de ikke helt blive enige om, hvordan den skal gøres bedre, men de vil helt givet have ændret et eller andet, så nu er det ikke mere kun
et spørgsmål om design, god skrivekunst og teknisk know-how, men et spørgsmål, om hvem der står hvor i det lokale hierarki. Bogen går til trykkeren og man siger et par bønner og krydser fingre og venter og venter.
De svage fodtrin fra en udviklingsingeniør, der passerer din dør har samme truende klang som en KGB officers sømbeslåede støvler klokken fire om morgenen et steds i Moskva. Vil disse svage fodtrin standse foran din dør, og en forlegen tekniker stikke hovedet indenfor og sige:
- Du for resten, angående denne her manual, du'e vi har været nødt til at ændre lidt ved konstruktionen så'e...
Hvor ofte har jeg ikke hørt dette forspil, der har sendt mig hovedkulds til telefonen for at ringe til bogtrykkeren og råbe i røret:
- Stands trykningen!
Men belønningen kan også komme uventet - og vare et sekund - eller to.
Det skete for eksempel engang da jeg var på Filippinerne og en eller anden sagde:
- Du laver den fineste dokumentation vi nogensinde har set. Jeg voksede en meter på de to sekunder, indtil han fortsatte:
- I det mindste skriver du bøgerne på engelsk. Jeres konkurrenter skriver dem på tysk, og det forstår vi ikke her på nabolaget.
Den kommenterede jeg ikke, for jeg havde ganske enkelt ikke havde haft tid til at oversætte mine bøger til tysk. Da de alligevel blev ændret så tit, havde det også været spild af tid. Men jeg huskede engang, under en udstilling i Tyskland, at en normalt meget civiliseret og behagelig herre brølede:
- Hvorfor hulen skiver du ikke alle dine manualer på tysk, ved du hvad mine kunder gør med en manual, når den ikke er på tysk.
Han snuppede en manual og hoppede rundt på et ben, mens han meget livagtigt demonstrerede, hvad hans kunder brugte min stakkels manual til.
Yep, det har ikke altid været let, men på den anden side, har der heller aldrig været tid til at kede sig, så hvem kan ønske sig noget bedre. I dag er dokumentationsafdelingen en topprofessionel fuldt moderne afdeling med et hav af computere og andet kostbart udstyr.
Selv arbejder jeg i dag med helt andre og nok så spændende ting, men det er rart at se, at den afdeling jeg startede, nu er blevet voksen og parat til at imødegå fremtiden, f. eks kravene fra det indre marked, og det er ret så væsentligt, hvis vi fortsat skal have smør på brødet.