Solnedgang. En af de smukkeste, der kun kan opleves på de helt stille dage. Havnen var stille. Kun et par børns leg, ved den lange mole der strakte sig ud i fjorden, forstyrrede den totale ro og stilhed der var. Forstyrrede er nu så meget sagt. Børn er fremtiden, de skal også være her. En lille havn midt i en fjord. Jeg var ankommet et par timer tidligere, havde spist min aftensmad. Nu sad jeg på det yderste af molen, nød stilheden og den synkende sol. Det var varmt i vejret. En kold pils var der også plads til, i al den idyl.
"Godaften!"
Et par unge pigestemmer, eller var det kvinder? hilste på mig. Jeg vendte mig og så to unge der satte sig ned.
"Godaften," svarede jeg.
"Må vi gøre dig selskab?" Jeg nikkede. Smukke var de, men på hver sin måde.
"Tager du anstød af vi kysser lidt og holder i hånd?"
Den ene, hun var sorthåret og kortklippet, havde spurgt, og så nu på mig.
"Nej, jeg er ikke snerpet. I er velkomne til at gøre hvad i vil." Jeg tog en slurk af min øl.
"Jeg hedder Lone," sagde den mørkhårede, "og det er Regitze, min veninde."
Jeg hilste og nikkede til den anden pige.
Lone var mørkhåret og kortklippet. Hun havde tatoveringer på både venstre og højre skulder. Begge ben var også dekorerede. Det var symboler, jeg kunne se der både var fra mytologien og fra fjerne egne. Hendes tatoveringer var smukke. Helt i sort.
Hun havde et par shorts på, og en lille T-shirt. Slank, vel nok lidt tynd. Piercinger havde hun i læben og i næsen. Diskrete, men dog så synlige at de virkede som dekorationer, der skulle understrege hendes ego. Hendes barm var ikke noget der faldt en i øjnene. En smuk ung pige, der virkede lidt mandhaftig.
Regitze var en anden. Hun var lyshåret. Det var langt. Det var smukt redt og delt med spænder. Hun havde blide træk, havde en flot figur der kunne få enhver mand til at vende sig. Hun var det vi mænd kalder veldrejet. Smuk barm og fin hud. Hun havde, så vidt jeg kunne se, ikke nogen tatoveringer, heller ikke nogen piercinger. Hendes stemme var blød og blid. Hele hendes fremtoning virkede utrolig feminin. Sammen var de et smukt og harmonisk par.
Det slog mig, hvis jeg havde været i samme alder, ville jeg misunde dem begge deres veninde. Jeg prøvede på ikke at virke anmassende, da jeg kikkede på dem. De holdt i hånd og klemte hinanden ind imellem, hviskede fortroligt til hinanden. Et lille flygtigt kys blev det også til. Det virkede så ungt og kærligt. Jeg var ikke i tvivl om de holdt af hinanden.
Efter en lille halv time rejste de sig og smilede til mig. Hånd i hånd gik de ind ad molen. Jeg sad tilbage med en følelse af en sødme, jeg i min ungdom godt kunne huske var vidunderlig. Der var bare den hage ved det, det var to piger. Samfundet var fuld af den slags skæbner. Bøsser og lesbiske. Mit forhold til, og syn på disse minoriteter var afslappet. Jeg havde kendt flere bøsser, de havde været nabo til mig på landet. Flinke mennesker.
Men det virkede nu engang lidt unaturligt på mig, selvom der med tiden var flere og flere, der vedkendte sig deres holdninger til det samme køn. Af en eller anden grund var det nu mere naturligt, at to piger gik med hinanden under armen, end hvis det var to drenge. Det var ligesom lidt mere stødende hvis det var mænd.
Nå, tænkte jeg, der var ikke mere øl i min flaske, solen var gået ned bag skoven i det fjerne.
Jeg rejste mig og gik ind ad molen, for at komme ned i min båd.
De spærrede vejen for mig, mine to veninder fra før.
"Skal du ned på din båd nu?" Det var Lone der spurgte.
"Ja, der er ikke mere øl i flasken, så det skal jeg."
"Vi har taget en flaske rom og noget cola med, samt en øl, hvis du vil have en lille én sammen med os. Vi har også et ekstra glas med. Du virker så rar!" jeg smilede.
"Ok, det lyder som en god ide." Vi fulgtes ad ud på molen igen og satte os.
"Hvad hedder du?" spurgte Regitze med sin blide og følsomme stemme.
"John!"
"Har du ingen kone eller kæreste med?"
"Nej, det har jeg ikke. Jeg har en kone, men hun arbejder. Jeg er efterlønner og nyder tilværelsen."
"Du virker så rar," sagde hun og sendte mig et sødt smil.
"Tak!"
"Ja, undskyld," sagde Lone.
"Vi kommer fra Odense og er på ferie herovre. Vi sejler meget, men lige gyldigt hvor vi kommer ser folk skævt til os. Det gjorde du ikke. Det er ellers din generation der er den værste, til at fordømme sådan nogen som os!" Jeg kikkede på hende.
"Lone! Det kunne vel også være fordi du er lidt for nærtagende, ikke?" Hun grinede.
"Måske! når folk de kikker på os er det ok, men når de glor og stirrer, eller peger fingre, bliver jeg gal, jeg får lyst til at pande dem en." Hun morede sig.
Regitze tyssede på hende.
"Du er anderledes," fortsatte Lone.
"Du brokker dig ikke eller kommer med dumme kommentarer, fordi vi viser hinanden lidt omsorg. Har du børn?"
"Ja, som jer, og en der en yngre, atten år."
"Ja," sagde Lone og så kærligt på Regitze.
"Vi vil også gerne have børn, men nu får vi se. Her John, drik! du spytter i glasset. Det er et pragtfuldt farvand i har her ovre. Odense fjord er kanon, men her er det større, der er flere muligheder. Sejler du meget?"
"Ja, jeg er tit på farten, det nyder jeg."
"Hvis du kommer til vores fjord, må du endelig kontakte os. Så skal vi hygge os. Vi kommer fra sejlklubben helt inde i Odense havn, sejler i en LM 24 der hedder Zenia. Begge vores forældre," fortsatte Lone.
"Vil ikke have noget med vores kærlighed at gøre. De siger vi er ulækre. Forstår du det?"
"Ja, det tror jeg nok jeg gør. Men det er ikke det i er kærester der generer dem. Det jeg tror de er frustrerede over, er de ikke forstår hvad det er der er gået galt i deres opdragelse af jer, selvom det ikke er opdragelsen der er afgørende for, om man er til det ene eller det andet, det ligger vel i generne. De er frustrerede og ved ikke hvad de skal gøre. Gammeldags måske."
"Hvordan ville du reagere John, hvis for eksempel din søn kom hjem, og sagde han havde en kæreste han gik i seng med, der hedder Peter?" Jeg smilede.
"Helt ærligt, så tror jeg at jeg ville være paf. Jeg ville ikke støde ham fra mig, men tale med ham, prøve at forstå hvad det er der sker for ham. Men jeg ved det ikke. Måske har jeg alligevel fordomme når det rammer en selv. Det ved jeg ikke, da jeg ikke har prøvet det. Tænder i ikke på mænd?" Lone grinede.
"Jo, men de skal ikke rage på mig. Det samme siger Regitze, ikke?" Hun nikkede.
"Mænd er grove. Jeg ved ikke," sagde Regitze, "men jeg har kun haft veninder. Jeg har aldrig tænkt på jeg ville være sammen med en mand. De siger mig ikke noget. Jo, som gode venner er det ok, men mere end det vil jeg ikke. Der er noget ved mænd, der gør jeg ikke vil have de rører ved mig. Jeg føler de rager på mig, det er ubehageligt. Når Lone rører ved mig er hun blid og kærlig, det føles godt. Forstår du hvad jeg mener?"
"Måske. Jeg fatter hvad du siger, men når du taler, forestiller jeg mig det er en kvindes blidhed du taler om, det kan jeg sanse og forstå. Jeg kan ikke forestille mig at kæle med en mand, det virker forkert på mig, men for dem der er bøsser, er det vel det samme som du føler med Lone, vil jeg tro. Jeg håber det er godt tiden er sådan, at det er ok at erklære om man er til det ene eller det andet"
"Ja, eller alle tre ting på en gang," sagde Lone og smålo.
"Det fatter jeg dog ikke rigtigt selv. Mange siger til mig jeg er manden i vores forhold, men sådan er det ikke. Jeg er kvinde, måske tager jeg mig af det lidt mere grove, men jeg er ikke en mand, og vil ikke være det. Jeg ved der er andre der er i den forkerte krop, men sådan er jeg ikke. Jeg er til piger og ældre mænd, så pas på!" sagde hun og skrupgrinede.
"Lone!!!!" sagde Regitze bestemt, "ikke så grov!"
"Det er sgu rigtigt," svarede hun og så på Regitze.
"Skulle jeg endelig være sammen med en mand, vil jeg da langt foretrække en ældre, end en ung fløs der kun vil besidde!… Undskyld John!" hun så på mig og smilede, "det var ikke for at fornærme dig jeg sagde det. Jeg mener faktisk der er noget ved ældre mænd der er tiltrækkende. Du kan vel også føle dig tiltrukket af unge piger?"
Jeg grinede, så på hende og sagde Ja, på en sådan måde at hun sagde:
"Hold da ferie, den var jeg selv ude om. Du er sgu sød John."
Vi sludrede i et par timer, så ville Regitze hjem og i seng på båden. De rejste sig og sagde tak for en dejlig aften.
"Det er dejligt at møde en der ikke er normal!" Lone grinede.
"John," fortsatte hun, "jeg mener det ikke så galt, du er en rar fyr. Hils din kone og dine børn, selvom vi ikke kender dem, og sig de har en sød og god far og mand. Godnat, John."
Hun gav mig et kys på kinden. Regitze rakte sin lille fine hånd frem, jeg trykkede den og ønskede dem en god nat.
Da de var gået, tænkte jeg over hvad der var sagt, og hvem de var. To unge der havde sat sig for at ville være sammen, i lyst og nød. Søde var de, der var bare det ved det at det var to piger. Ville jeg kunne forstå at deres kærlighed, kunne være lige så ægte som vores? At deres kærtegn kunne sætte lige så hede følelser i gang i dem, som vores kærtegn kunne i os? Det var svært at forstå, men jeg vil ønske for dem de må blive lykkelige sammen, eller hver for sig. De var et pust af en fremtid jeg måtte vænne mig til, hvad enten det var let eller svært. Jeg måtte acceptere, at sådan var verden også i et moderne og oplyst samfund. Demokratiet og friheden til at tænke og gøre hvad man ville, det længe leve.
Næste formiddag drog de videre i deres lille motorsejler. Da de passerede mig på vej ud af havnen, tudede Lone i hornet og vinkede. Jo, Lone styrede og tog sig af det praktiske, Regitze, der også vinkede, sad på ruftaget og så godt ud. De var et mageløst par. Jeg var en oplevelse rigere, en oplevelse jeg ikke ville have været foruden. Den havde givet mig et indblik i en verden jeg ikke kendte, som var fremmed. Dem vil jeg tænke på i lang tid fremover. Og skulle jeg komme til Odense på min vej, ja så vil jeg helt sikkert besøge dem. Jeg følte jeg havde fået et par veninder, jeg gerne ville møde igen, som jeg gerne ville være sammen med. På hver sin måde var de smukke. Unge mennesker der ville noget, der turde, og som nok skulle komme videre med deres tilværelse, selvom den var anderledes end vores. De satte sig spor i min bevidsthed. Verden var vidunderlig, med alle dens facetter af mennesker, jeg var en del af den. Jeg var lykkelig.