At vide at det kommer. Uden at kan fortælle det til nogen.
At elske et andet menneske men ikke kan dele glæden fuldt ud for man ved det kommer. Man har før drøftet det lidt. Men det bliver ikke hørt og taget hånd om det. Man tager ansvar for sit eget liv. Og den dag man ikke længere kan noget er man ikke selv chokeret over chokket for imellemtiden har man følt grædt været bevidst . Trist lykkelig levet som var det ens sidste det.
Man ved det kommer. Det sidder allerede som en knude i bystet. Man giver kun sig selv hen delvist for man ved det kommer og det vil såre den anden men man selv har lært at tackle hver følelsesmæssigt millimeter af detaljer og lever videre med det. Indtil det kommer. Og knuden brister . Så er der ikke mere at sige.