Armene havde leverpletter og hagen havde kalkunhud
Han havde lige givet hende et upassende tilbud
Hun tænker, er det en forbrydelse at jeg nyder det
Selvom hun nyder gyset lader hun intet ske
Han sagde, tager de mig det fortrydeligt op, at jeg gør tilnærmelser til dem
Hun konverserede tilbage, at hun nød at han var så slem
Sådan et tilbud, ville nok være det sidste hun ville få
Hendes hud tålte dog ikke længere eksponering, hun var blevet grå
Omk : Pigen med det lyse hår kender ikke kvinden i spejlet
En stolt kvinde, patineret, engang så ombejlet
Nu så grå, hendes sind bliver sort som natten
Kroppen værker, men inderst inde, er hun kun atten
Det er svært at holde tanken ud
Tiden var fløj af sted, med mange et godt tilbud
Hans holdning var rank og hans hår var støbt i platin
Undskyld mit franske, det er ikke god latin
Men skulle vi ikke her i vores sensommer, suge livet til os
Skulle vi ikke forestille at vi er udødelige og give los
Inderst inde ønskede hun at mærke vinden i sit hår
Slå det ud, give los, de kom dog begge fra gode kår
At forestille sig ungdommens puls i deres åre
Han var en gentleman, strakte sine våben, knækkede sin kåre
I det svage månelys kastede natten silhuetter
Tilværelsen havde givet dem to fribilletter
For en stund føltes det så trygt, så varmt, så nært
Med kraftig åndenød, havde hun glemt alt hvad hun havde lært
Enhver pli var kastet bort, for at suge det sidst liv ud af livet
Nu da lykken kun er til låns og kropsligheden ikke længere er givet
Havde de fundet sammen i den syvende himmel
En sidste glæde så stor, at man næsten kunne blive svimmel