De kom kørende på landevejen med træer langs begge sider i deres nye Alfa Romeo. Den var hurtig med sæder tegnet af Wegner. De havde lige været på besøg hos hans gamle mor i hendes lille lejlighed i Paris og var på vej sydpå til deres lille landsted. Det var ikke så lille endda. Der var plads til at de begge kunne udfolde sig og deres datter havde de bedste betingelser for at vokse op i den friske luft ikke langt fra Barbizon-skoven. Datteren Henriette havde tre gode legekammerater, som boede i det lille hus 400 m vest fra deres lille landsted.

Om formiddagen havde hun været derovre og de havde tumlet i den friske halm i laden, for til huset hørte også et godt stykke jord, hvor de dyrkede korn og de havde også en vinplantage. Den gav netop så meget udbytte, at de i kælderen kunne fremtrylle den lifligste champagne som blev afsat til en familie i Paris. Det var en dommer, som hver dag efter at han havde truffet en afgørelse i en tvist mellem to parter, kunne sætte sig i sin dagligstue, tænde for pejsen og lade dagens ordvekslinger arbejde i sit hoved. Gemytterne havde ofte barske udfald mod hinanden, og som regel var det en ubetydelig uenighed, som havde bragt så stor afstand mellem parterne, at der var opvokset et vildnis af had og gengældelseshandlinger, at de ikke længere var i stand til selv at løse konflikterne.

Dommeren havde en evne til at lytte til parterne, og når mængden af uoverensstemmelser var formuleret, og vreden havde fået ord, kunne sagen afsluttes med et forlig, og dommeren havde den glæde at når han i slutningen af sagsbehandlingen, med enkle ord og en magtfuld stemme, der både var ru og hvas men også blid med en klang af kærlighed til sine medmennesker, kunne opridse uenighederne, syntes de som bagateller, og kun sjældent var det nødvendigt at træffe en afgørelse, som blot cementerede fjendskabet mellem de to parter. Oftest havde dommeren skabt forlig mellem part og modpart, og når det skete, og parterne gav hinanden hånd på, at de var tilfredse med det kompromis, som dommeren havde lavet, afsluttede dommeren sagen og alle gik hver til sit, og flere års fjendskab var herefter afsluttet, og det lille samfund var blevet et bedre sted at leve i for alle.

Denne aften skulle dommeren have besøg af familiefaderen med det lille hus, og han skulle aflevere fem kasser champagne til dommeren. Efter at flaskerne var bragt ned i kælderen, blev en af flaskerne trukket op, og manden i huset blev budt på et glas af den friske champagne. De satte sig i læderstolene ved kaminen, og med stor andagt skålede de og vinbonden og dommeren lukkede øjnene en kort stund, hvor de lod smagsløgene blive indhyllet af den nye årgang champagne. Denne højtidsstund var årets højdepunkt for vinbonden, men også for dommeren. Hver årgang havde sit særlige kendetegn. Efter det første glas rejste dommeren sig og gik frem og tilbage i stuen, og vinbonden sad med en dirrende spænding. Dette var tidspunktet for navngivningen. En stilhed som varede en evighed fyldte stuen. Så satte dommeren sig.
   "Dette er Maria Magdalene."

Vinbonden rejste sig, med sveden dryppende fra panden, gav dommeren hånden og takkede. Han kørte hjem med ophøjet ro og dirrende krop. Arbejdet var godkendt og champagnen havde fået identitet.

Men medens han kørte med sin traktor hjem fra dommeren, var Henriette sammen med sin far Don Pedro og sin mor Elisabeth også på vej hjem. Det regnede og vejen var våd. I et sving mistede Don Pedro magten over bilen, og med stor fart ramte vognen et vejtræ.

Næste dag vågnede Elisabeth i en hospitalsseng, og da sygeplejersken kom ind til hende var hendes ord: 'Hvor er Pedro og Henriette?' Sygeplejersken måtte sige det. De var begge dræbt. Elisabeth skreg:
   "Det er ikke sandt. Sig at det ikke er sandt."
   Men sygeplejersken var tavs.

Efter en uge på hospitalet blev hun udskrevet, og hun tog hjem til landstedet. Hun gik i en uvirkelig tilstand rundt i huset. Det var koldt og hun kunne ikke kende det igen. Alt, hvad der før viste sig i de skønneste farver, udstrålede nu en blå kulde.

På det store bord i arbejdsværelset lå hendes mands ufærdige manuskript til en musical om en forenet verden langt ude i fremtiden. Hun selv havde et ufærdigt landskabsmaleri stående på stafeliet. Kun himlen havde hun fået skitseret. Hun så på himlen, der plejede at være som himlen en tidlig forårsmorgen, men nu så hun truende tordenskyer og en trykkende fornemmelse af ufremkommlighed lyste ud af maleriet. Hun hørte i erindringen Henriettes latter og tonerne fra mandens flygel. Først højt og tydeligt, dernæst skingert og falsk.

En knugende fornemmelse fyldte hendes sind og krop. Et panser indhyllede hende og hun faldt omkuld uden bevidsthed. Hun vågnede ved at en smal solstribe ramte hendes ansigt fra et vindue med en mosaik med Maria med barnet.
   "Jeg vil ikke, jeg vil ikke," hviskede hun til sig selv. Og med et sprang hun op og et raseri sprængte panseret, medens hun for omkring i huset og smadrede alt, hvad der mindede hende om sin datter og mand. Efter et anfald, der varede timer, var hjemmet ukendeligt. Hun slyngede en kappe om sig og løb ud af huset. Uden at vide det lod hun vinden og solen styre hende og flere timer efter stod hun ved billetlugen på stationen. Hun købte en enkeltbillet til Paris og i tre timers tidløshed, blev hun fragtet til Gare du Nord. Hun flakkede i den tidsløse tidløshed omkring i byen, hvor hun lod trafiklysene bestemme hendes vej. Udmattet satte hun sig på en fortovscafé og bestilteen café au lait. Byen var stille og tavs som en kirkegaard. Hun så kun de gåendes og bilernes travlhed. Men alle lyde var forsvundet. Panseret strammede til igen.

Med et skreg hun: "Jeg vil ikke," og hun for op og løb ud på gaden. Tumlede ned ad trapperne til en metrostation. Sprang ind i det første tog, der netop var ved at starte, da hun nåede det , men døren var lukket. Hun greb fat i håndtagene og i susende fart blev hun ført gennem de mørke tuneller, mens hun kæmpede for at holde sig fast. Ved Place de la Concorde standse toget, og hun gik fortumlet op ad den lange smalle gang, der snoede sig op til pladsen.

Hun så sig om. Menneskene var døde marionetter og husene tomme facader. Så gik hun langsomt på fortovet og uden at mærke sulten gik hun i Notre Dame kirken. Hun stillede sig ved stearinlysene ved indgangen og så at en messe blev afholdt. Da præsten sagde:
   "Guds kærlighed kender ingen grænser," råbte hun:
   "Det er løgn," og hun hev alle lysene i lysestagen ned på gulvet og løb ud. Greb fat i en lygtepæl og kom langsomt til sig selv.

Hun indlogerede sig på et billigt hotel og kastede sig på sengen. Hun sov og sov. Hun var helt alene. Da hun vågnede, så hun sig rundt i værelset. Der hang et gammelt tryk af en landskabelig idyl på væggen. Derudover var der kun en stol og et lille bord foruden sengen. Hun satte sig på stolen ved vinduet. Vinduet var lukket til med skodder, men et svagt lys tvang sig ind gennem sprækkerne. Hun bad en bøn:
   "Gud, giv mig et tegn på at du ikke eksisterer."
   Så følte hun sulten og gik ned på gaden. Købte en baguette og en flaske rødvin og fandt en bænk, hvor hun kunne stille sulten.

Sådan gik der en tid. Tre dage, en uge, en måned. De eneste ord der var i hendes hjerte var: 'Jeg vil ikke, Jeg vil ikke, Jeg vil ikke...'

Hun fik en indskydelse og tog sin taske frem. På en lap papir havde hun sin adresseliste. Hendes øjne faldt på hendes mors veninde fra deres ungdomsår: Madame de Saint dé Exiperu. Der stod en adresse og hun tog afsted. Hun ringede på dørklokken hos den gamle kone. Døren blev åbnet og den gamle kone, som var blind, spurgte:
   "Hvem er du?"
   "Elisabeth," svarede hun.
   "Det var godt du kom, jeg har ventet dig," og hun tog hende i sin favn og holdt hende fast. "Kom, sæt dig i stolen," hvorefter hun gik hen til flyglet og spillede et stykke af Shubert.
   Et panser forlod Elisabeths krop.

"Kan du huske, da jeg var lille og jeg sang 'La Violetta' af Mozart?"

"Ja, lad mig spille mens du synger den sang. Jeg spiller den ofte og hver gang jeg spiller den hører jeg din klare stemme."
   Så spillede de og sang. Rummet blev helt lyst.

Derefter sang Elisabeth:

Der einsamme
   Wenn meine Grillen schwirren
   Bei spät ervärmten Herd
   Dann sitz ich mit vergnügten sinn
   Vertraulich zu der flamme hin
   So leicht, so unbeschwert.

Ein trautes stille Stündchen
   Bleibt man noch gern am Feur wach
   Man schürt, wenn sich die Lohe senkt
   Die Funken auf und sinnt und denkt:
   Nun abermal ein Tag!

Was Liebes oder leides
   Sein Lauf für uns dahergebracht,
   Es geht noch einmal durch den Sinn:
   Allein das Böse wirft man hin,
   es störe nicht die Nacht.

Zu einem frohen Traume
   Bereitet man gemach sich zu,
   Wann sorgenlos ein holdes Bild
   Mit Sanfter luft die Seele füllt
   Ergib man sich der ruh

O wie ich mir gefalle
   In meiner stille Ländlichkeit!
   Was in dem Schwarm der lauten Welt
   Das irre Herz gefesselt hält
   Gibt nicht Zufriedenheit.

Zirpt immer, liebe Heimschen
   In meiner Klause eng und klein,
   Ich dulgt euch gern: Ihr stört mich nicht
   Wann euer Lied das schweigen bricht,
   Binn ich nicht ganz allein.

   Imens havde den gamle lavet kaffe. Hun klarede sig i sin lejlighed, hvor alt havde sin rette plads. Så satte de sig ned overfor hinanden og Elisabeth fortalte om sin sorg og spurgte:
   "Hvordan har du klaret at være alene så meget i så mange år?"
   "Jeg har haft min Gud og min musik, jeg har aldrig været alene. Jeg vidste ikke at jeg havde så stor en styrke, men jeg måtte også helt ned i gruset i lang tid, før min kærlighed til Livet brød igennem. Men nu skal du blive her et stykke tid, og selv om jeg er her er du alene. Men kun en kort tid, så vil kærligheden gribe dig."

De gik til ro, men Elisabeth sov kun et par timer. Så stod hun op og gik ud og ned i en park, medens solen stod op og hun var i en indre ro, medens verden blev forvandlet.