Nu er det 25 år siden at jeg lavede min beskrivelse af hvad kristendommen er.

I al sin korthed lyder mit livssyn:
"Et menneske er et heterotroft levende væsen der er i stand til at erkende at livet er sandhed"

Her er det på sin plads at indskyde, at heterotroft betyder at vi ikke som planterne og nogle helt specielle mikrober ikke er i stand til at danne organisk stof selv, men behøver planterne for at skabe sukker ud af kuldioxid og vand

I alle disse år har mit livssyn været til afprøvning, og der har været mange nedture hvor jeg har vendt mig bort fra mit livssyn og har ment at døden ville være at foretrække fremfor Livet

Mine overvejelser har i de sidste par år i særlig grad været præget af om livet er båret oppe af en kærlig levende Gud eller om kærligheden er en del af det større, nemlig Livet.

Og da jeg oplever at kærlighed er noget jeg mærker i særlig gode stunder, så har problemet været om Gud er en instans der ligger udenfor eller er forudsætning for liv.

Men de onde ting der sker omkring rundt omkring i verden, har affødt en reflektion over om Gud er til som et væsen eller om Gud er den kærlighed til livet som hver eneste skabning holder sig i live ved. Kærlighed til livet er det samme som vilje til liv.

Mine overvejelser om hvad der er den konstante faktor i mit liv må få en ende her. Og jeg tror på, med den usikkerhed som livet og mine tanker er præget af, at Viljen til Liv er den guddommelige gnist, der ligger i enhver skabnings hemmelige indre.

Inden livet gik i kludder for mig, var viljen til liv ikke noget jeg spekulerede over. Jeg levede bare. Tog et halvt år ad gangen ifølge de semesterplaner som den aktuelle læseplan nu engang gav mig.

Jeg har nu i knap to uger arbejdet på en institution under Århus Amt, et beskæftigelsestilbud for psykisk syge. Mine humørsvingninger og manglende evne til at være til stede, har også i denne korte periode været fremherskende. Men jeg har kunnet koncentrere mig om de praktiske opgaver, som jeg har været i gang med. Dog har jeg som ventet haft svært ved at snakke med de andre om noget, når jeg har holdt pauser.

Jeg er også begyndt at være på atelieret ude på Psykiatrisk Hospital og har malet et billede som jeg har arbejdet på i tre dage, og jeg har gjort det færdigt i dag. Det handler om Himmel og Helvede. Jeg må nu gøre mig nogle tanker om dette billede. Himlen er den sindstilstand hvor jeg føler livet som noget godt. Helvede er den tilstand hvor jeg føler at livet er noget skidt . Himlen er det at erkende at Livet er sandhed. Helvede er når jeg erkender at Livet er løgn.

Der har i alle årene været svingninger mellem at erkende at livet er godt og tider hvor jeg måtte erkende at livet ikke er godt. Jeg måtte erkende at livet indebærer lidelse. Jeg må erkende at somme tider er jeg i himlen og til andre tider er jeg i helvede. Jeg bekymrer mig ikke om livet efter døden, men jeg mærker dog en vibreren i min krop og kan ikke udelukke at der må være en dag hvor mit liv bliver vurderet i sin helhed. Jeg ved således at jeg sommetider synes at livet er pragtfuldt og til andre tider for ubærligt til at jeg kan holde det ud.

En anden prøvesten for mit livssyn er en læsning af de fire evangelier. Her har især Matthæus og Johannes været til bearbejdning i mine prædikener. Der er så meget overnaturligt gods i evangelierne som er så stærkt modsatte en rationel forståelse af livet. Om underberetningerne må jeg sige at de er tegn på Livets uforudsigelighed og viser hen til at har man tro, så kan man det, der er umuligt når troen på det man laver ikke er til stede. Vor skaberkraft er af guddommelig natur. Og med den nyeste tids biologiske og atomare forskning er der åbnet op for at mennesket får guddommelig status. En forståelse af livets hemmelighed når vi dog efter min opfattelse ikke. Kun kan vi håbe på at vi ikke bringes til frafald igen i troen på at Livet er at foretrække fremfor døden. Døden er den endegyldige afslutning på vort liv. Om der kommer et liv efter døden og om vor bevidsthed har en mulighed for at eksistere selvstændigt uden kroppen er et spørgsmål, jeg ikke mener vi kan besvare.

Vi kan have den forestilling at evigt liv er det liv vi har når vi erkender at livet er godt og sandt. Vi kan også have den forestilling at evigt liv betyder at livet ikke har en afslutning, men at det fortsætter efter vor død. Vi ved ikke om det er det ene eller det andet der er sandt. Det vi må holde os til er at sætningen "Livet er sandt og godt" står til troende også selv om vi til tider mener det modsatte.

Det der står fast, er det, der er indholdet af sætningen: "Et menneske der lever erkender at livet er sandt". Denne sætning indeholder en trosbekendelse til livet. Dermed bliver livet til Gud og selve sætningen der er skrevet er et udtryk for tro på livet. Kommer man derud hvor døden synes at være at foretrække fremfor livet så synder man. Og man kan vende livet ryggen og der vil altid hvor der er liv være kamp. Kamp om plads eller territorium, kamp om føden, kamp om det som flere end man selv vil erobre, kamp om det der er knaphed på. Og der vil være begivenheder hvor man ikke kan være sammen med andre, situationer hvor man ikke er i kontakt med dem man er sammen med, altså hvor man er ensom blandt mennesker. Der er masser af situationer hvor man er overladt til sig selv og sine tanker. Man kan blive isoleret uden at vide hvad man skal gøre. Livet er sårbart og stærkt. Alle former for liv har en vilje til liv og flokdyr har et underkastelsesinstinkt, der måske hos mennesker ligefrem kan være en dødsdrift. En længsel efter døden som måske er at sammenligne med en evig tilstand af dyb søvn.

Vi kan spekulere om mange ting. En ting er sikker. Har man fået troen som gave må man kæmpe for at bevare den. Livet giver sammenstød. Vi kan have forskellige værdier der kan lede til kamp, men vi kan også have forskellige grundsyn, der også kan lede til kamp. Den trossætning jeg bygger på: "Et menneske der lever erkender at livet er sandhed" har være til eksamen og har bevist sin duelighed. Den kan ikke siges at være særlig kristen. For at være en kristen tro må den have med at vælger vi døden fremfor livet, så er der tilgivelse for den synd. Og da andre mennesker end os selv tror på Livet så betyder det at der må opbygges en etik. Det har vi filosofien til. Nogle vil mene at de ti bud er gode nok, og det er såmænd også dem jeg har levet efter og overtrådt dem alle det har jeg også. Religionen træder til når skylden melder sin ankomst eller tilstedeværelse. Her siger kristendommen at vi er tilgivet vore synder ved Krisi lidelse, død, og opstandelse. Og kristendommen er en kirke, det vil sige fællesskab, hvor man er sammen og kan fejre den kærlighed som tilgivelsen udspringer af med lovsang og fælles måltid. Et måltid der også er en tilgivelse af vore overtrædelser af de ti bud eller det dobbelte kærlighedsbud. Vi skal elske Gud, og vor nabo som os selv.

Buddhismen siger at livet er lidelse og at det drejer sig om at gøre sig fri af alle bånd og opnå en nirvanatilstand, hvor man ikke længere erkender noget som helst, men blot er salig.

Jeg har været i buddhismens klør og har også haft oplevelser af at alt liv er lidelse. Buddhismens svar er at det handler om at gøre sig fri af tidligere inkarnationers dårlige karma og ved et barmhjertighedens sindelag ikke påføre sig ny dårlig karma. Buddha viste vejen og vejen var til tomhed. Mit livssyn siger at Livet er sandt og godt. Liv er fylde.

Og så må man arbejde sig op af den bakke eller op af det hul man sikkert af og til havner i og have livssætningen som kampvåben og tro. Tro at lidelser ikke er det afgørende og endelige, men en tro på at Livet er godt skal man have skrevet ned eller gentaget på en rituel måde. Indholdet af den kristne kirkes protestantiske gudstjenester er for mig at se et nogenlunde godt bud på hvordan man kan høre tilgivelsens ord og er således svaret på alle mulige og umulige synder. Loven siger et og jeg gør det der passer mig. Hovedkuls og uden særlig tanke på konsekvenserne. Jeg ryger og drikker og har dårlig samvittighed over alt det jeg ikke har gjort af godt for mig selv og min nabo.

Livssætningen er altså: "Et menneske der lever erkender at livet er godt og sandt" på trods af alle de nederlag og tilstande hvor man foretrak at være død fremfor at være levende. Inderst inde vil jeg leve og jeg er i himlen når jeg oplever at livet er sandt og godt. Derfor, det jeg laver er for at kæmpe for livet og modstanderen er døden og ødelæggelse. Liv er jo at bygge op. Opbyggelse er at blive livskraftig. Det gode er at fremelske en positiv indstilling til livet. Altså at erfare, erkende, opleve, godkende, godtage eller anerkende livssætningen: Livet er godt og sandt.