Det var en sen aften i august måned år 2000. Det bankede på døren. Udenfor stod en kvinde med et slør. Jeg bød hende indenfor for hendes øjne fortalte at hun søgte fred med sig selv. Vi talte sammen på dansk. Hun kunne ikke særlig godt dansk. Jeg havde mødt hende før. På den lukkede afdeling. Der havde hun spurgt mig:
   "Hvem er du?"
   Jeg havde ikke svaret for lægerne havde bragt mig i tvivl. Ja, jeg vidste hvad jeg hed, og hvad mit personnummer var, men hvem jeg var turde jeg ikke sige. Jeg tror jeg var bange for min magt.

Jeg vidste jeg var døbt og konfirmeret og derfor var præst, biskop og pave.

At være pave betyder at have nøglen til himmerigets port.

Kvinden og jeg talte længe sammen. Hun fortalte om sig selv og jeg fortalte om mig og mit liv.

At kvinden var i nød vidste jeg og jeg vidste også hvad hun fejlede. Hun havde vendt ryggen til Gud og søgt tilflugt hos mennesker. Hun kaldte Gud for Allah, men jeg vidste at der kun er en Gud. En Gud der er fælles for alle religioner og lystydninger.

Jeg sagde:
   "Gud er Livet uanset hvilke bekendelser du bekender dig til og hvilke ritualer du i dit liv har gennemgået. Og Gud har instiftet en aftaleformular med mennesket der kaldes aftensmåltidet."

Vi gik ud i køkkenet og bagte et brød. Jeg har et segl til at sætte på et brød. Det er korsets tegn. Jeg købte træklodsen med tegnet på en græsk ø for mere end ti år siden. Jeg satte seglet på brødet og lod det stå til hævning.

Efter en halv time satte jeg brødet ind i ovnen og bagte det.

Jeg hentede min salmebog og slog op på nadverritualet, for det skulle gå rigtigt til når vi spiste brødet. Jeg kunne ikke finde de sider i salmebogen hvor nadverritualet stod. De var væk. Nu havde jeg kun min hukommelse at holde mig til.

Da brødet var bagt og afkølet så vi kunne spise tog jeg brødet, takkede og sagde. Dette er mit legeme lad os tage det og spise det til syndernes forladelse. (Dette kunne jeg roligt sige for jeg vidste at jeg var ét i Kristus og dermed ét i Gud). Så tog jeg også en keramikkande, jeg havde fået af en trofast veninde. Jeg fyldte kanden med postevand og sagde. Dette er mit blod. Lad os tage det og drikke det til syndernes forladelse. Da vi var mætte sagde jeg:
   "Nu har Gud taget bolig i os og han har forladt alle vore synder. Vi er tilgivet og kan gå videre i livet sammen med Gud."

Så satte jeg musik på grammofonen og vi var led i et gammelt fællesskab. Et fællesskab der kaldes kirken af levende sten.