I huset med de mørke vinduer,
er der ingen mennesker at se,
haven vokser i et vildt kaos,
og om natten høres lyde.
Gråd trænger ud.
Lyden af råb og slag
afbryder nattens stilhed,
huset føles omgivet af sorg
og nattens ro ændres til frygt.
Huset er den uhyggelige skygge.
De der passerer huset tænker
på historierne om beboeren,
der i de mørkeste timer
vandrer ud i natten.
Med bøjet nakke.
Blikket ser stift ned,
øjnene triste og tomme,
øjne der vidner om tragedie,
der ser sort som husets skygge.
Ingen bryder uhyggestemningen.
Alle vandrer de tavst forbi huset,
mest på den modsatte side,
ser måske også lidt væk.
Nu må det være nok!
Jeg banker på døren.
Slæbende skridt høres
og døren åbnes lidt på klem.
Jeg bliver budt ind til en kop the,
han ser på mig med de randede øjne.
Ordene kommer i en grådkvalt strøm.
Lyttende viser jeg nu min forståelse.
Historie om krig, kaos og død.
Ser ham nu som menneske.
Agerer som et menneske.
Være et menneske!
Jeg behøver ikke tale,
der er brug for at jeg lytter,
at jeg ser mennesket bag ham,
og han er ikke mere den usynlige.
Vær menneske.
Vær en ven.
Vær der!