En knirkende lyd kastede sig ind over værelset. Min underbevidsthed prøvede at vække mig, men drømmen var vokset. Den var alt for stærk. Jeg var mellem et hav af folk. Folks blikke fangede mig og bandt mig. Det var helt mærkeligt at endelig være synlig, det var jeg ikke vant til. Der var mennesker overalt. Mennesker, som kom over og snakkede med mig af venlighed, ikke fordi de havde ondt af mig. Mennesker, der kiggede på mine pupiller i stedet for ansigtet. Duften af den smukke selvtillid som voksede sig stærkere, forfriskede mig, den gjorde mig stærkere, gav mig noget at holde fast i. Det hele var næsten for godt til at være sandt. Pludselig regnede det. Et hav af dråber strømmede ned fra loftet. Dråberne blev hårdere og hårdere, tungere og tungere. Nu føltes alting så virkeligt, ikke bare en drøm mere. Blikket tændte, og det våde syn overfaldte mig. "Mor, hvad tror du, at du har gang i!" sagde jeg med en meget opbragt tone. Hun svarede hurtigt tilbage, "Du skal i skole, du kan ikke drømme hele dit liv væk. Jeg prøvede at vække dig mange gange, men intet virkede. Jeg var nødt til at hælde vand over dig." Hun tilføjede med et suk, "Det begynder næsten at være den eneste måde, jeg kan vække dig på." Jeg forstod det ikke, og lod derfor ordene flyve ind af det ene øre og ud af det andet. Jeg stod op af sengen, og derefter var alting automatisk, nu var der ikke mere, jeg kunne gøre. Dagen var planlagt. Fødderne marcherede ud til spejlet i opgangen. Det forbandede spejl. De stoppede automatisk foran det, som om der var rødt lys, og lyset ikke kunne blive grøn igen, før jeg havde kigget mig i spejlet. Jeg vidste, hvad spejlet ville betyde, men alligevel kunne jeg ikke lade være. Blikket, der lavede elevatorblikket, startede fra bunden og stoppede tilsyneladende ved ansigtet. Det gør det altid. Blikket absorberede tankerne fra spejlet, eller rettere, tankerne som spejlet dannede og gemte dem. Fødderne blev tungere, de har altid været et godt gemmested. Nu var lyset blevet gult. Jeg tog mine hænder foran ansigtet, prøvede at gemme mig bag dem, men hvad med lyset? Det skide lys og det forbandet spejl. Lyset ændrede sig, og det var nu grønt. Jeg satte fødderne i bund, men det var hårdt, hårdere end starten.

*

Jeg steg ud af bilen, og smækkede døren. Lyden af et vindue, der blev taget ned, bølgede inde i mine ører. "Husk skat, jeg elsker dig lige meget hvad." Jeg lavede øjne, hvorefter at fødderne gik videre, men blikket vendte sig tilbage. Ud af det blå stoppede jeg op, så personen bag mig næsten gik ind i mig. Omkredsens blikke fangede mig og bandt mig. Det var næsten ligesom drømmen. Jeg var synlig. Jeg sendte blikket tilbage mod fangerne, men opdagede hurtigt, at de bandt mig op og lod mig gå. Jeg indså hurtigt, det var ikke mig, de kiggede på. Det var de røde væsner, som jeg plejer at kalde dem. Røde, fordi det er dem, som styrer lyskrydset. Jeg gik videre, selvom fødderne var blevet meget tungere siden i morges, selvom væsnerne bedte mig om at lade være. Jeg skulle bare klare mig igennem dagen, tænkte jeg. Drømmen ville helbrede mig, det plejede den altid, få det onde væk og forfriske mig. Jeg skyndte mig ind på et toilet, fødderne havde brug for et spejl. Underbevidstheden prøvede at advare mig, at de ville blive stærkere. Jeg lyttede ikke, selvom jeg burde. Blikket lavede elevatorblikket. Jeg prøvede at kæmpe imod, lade være med at stoppe ved ansigtet, men jeg var for svag. Blikket zoomede ind på de røde væsner. Det er som om, at de har deres helt eget liv. Jeg gik et skridt tættere mod spejlet, og lagde mærke til, de ikke var røde. De var sorte. Det så ud som om, de spredte det. Spredte infektionen. Farven spredte sig til blodkredsløbet, og før jeg vidste af det, var mit hjerte sort. Det bankede hurtigt. Jeg kunne hurtig mærke, jeg blev
   febrilsk og ræd. Ræd for at drømmen ikke ville kunne helbrede mig. Blikket vendte sig mod væsnerne igen. Var de blevet større?

*

Døren blev langsomt åbnet, og jeg kiggede til begge sider, som om det var en vej, jeg skulle krydse. Det var det også på en måde. Jeg var nødt til at sikre mig, at der ingen mennesker var nu. Det hele var ikke ligesom før, jeg var mere usynlig, mens de røde væsner var blevet mere. Det kunne jeg simpelthen ikke klare. Mennesker som kiggede på mig, men alligevel ikke, da det var væsnerne, der fik deres opmærksomhed i stedet for ansigtet. Det reelle ansigt. Mit ansigt. Det tog mig alle mine kræfter at få mig ud af toilettet, og så derefter at gå hjem. Jeg kunne ikke skole mere, jeg var for svag. De var for stærke, de begyndte at gøre ondt. Blikket holdtes nede ved gulvet og forblev således, indtil jeg til sidst var ude af skolens grund. Jeg pustede langsomt ud. Det tog noget tid, før jeg fandt mit normale åndedræt. Jeg hadede denne følelse. Følelsen af usikkerhed. Bange for hvad de ville gøre, hvis de fandt ud af, at jeg ville dræbe dem. De røde væsner altså. Det var derfor, jeg ikke tog til en hudlæge. Det var derfor, jeg lod dem dræne mig for liv, og har ladet dem gøre det, siden jeg var i 13-års- alderen. Jeg burde tage til en hudlæge, men jeg havde drømmen. Drømmen ville helbrede mig. Det var noget, jeg sagde til mig selv mindst 20 gange om dagen.

En vibration i min lomme føltes brat. Jeg kiggede ned på den lyse skærm med en skær af grønt. Det var min mor, der ringede. Hun havde nok hørt, at jeg ikke havde kommet til mine timer. Hun ville aldrig forstå. Hun ville aldrig forstå, at jeg psykisk ikke kan noget. Mine øjne fangede noget interessant, det var et menneske, der var på vej mod mig. Jeg vendte mig om, og håbede at personen ville gå forbi mig. Hjertebanken blev hurtigere og højere for hvert sekund, jeg ventede på, at personen ville gå forbi. Det hele blev for meget. Synet blev helt sort, som om det var solformørkelse, bare uden solen. Jeg kunne kun se et skær af en skygge, som var på vej mod mig. Det eneste jeg husker herefter, var drømmen. Drømmen helbredte mig, hjalp mig og beskyttede mig mod alt det onde.

To dage senere vågnede jeg op til et meget lyst rum, med en person som lignede en engel. Hun var helt hvid. "Endelig stod du op, det har vi ventet på i et par dage nu." sagde hun med en sprød stemme. Hun fortsatte, "Du faldt og slog dit hoved, heldigvis for dig, var der en person, som skyndte sig at ringe 112." hvorefter hun drejede ansigtet mod en person, som sad og kiggede mystisk på mig fra hjørnet. Jeg fik noget mad at spise, og hun sikrede sig, at jeg havde alt, hvad jeg skulle bruge, hvorefter hun gik ud, så jeg kunne hvile mig. Da døren smækkede sig mildt, efter hun gik, rejste personen sig fra hjørnet op, og gik over til sengekanten. En stemme som havde en tryg tone i sig, sagde nu: "Jeg ved, hvordan du har det, og hvorfor du faldt. Det var formørkelsen, var det ikke?" Det lød som om, drømmen talte til mig, som om jeg nu skulle trøstes."Jeg kender de røde væsner." blev der sagt herefter. Hjertet begyndte nu at trække vejret noget hurtigere, hvorefter stemmen ændrede sin facon, "Jeg skal nok hjælpe dig. Det lover jeg." Jeg føltesådan en tryg og sikker energi i rummet, at jeg faldt i søvn direkte efter.

*

Jeg kunne mærke en rysten, blikket tændte, og jeg kiggede omkring. Det var englen igen. Men det var ikke den samme. Denne engel kunne man se, var en sygeplejerske. Hun sagde med en sprød stemme, "Endelig vågnede du, vi har ventet på dig i 2 uger nu." Det hele måtte have været en drøm. Jeg prøvede at nive i mig selv, for at komme tilbage. Det virkede ikke. Hvorfor virkede det ikke? Det plejede altid at virke. Hun kiggede mystisk på mig, men sagde intet. Mit blik skyndte sig at kaste sig over hjørnet, men der var ingen mere. "Hvor er hun?" sagde jeg med en kommanderende stemme til sygeplejersken. Hun smilede og blev en smule perpleks. "Hvilken pige?" fik jeg skudt tilbage. Jeg kunne mærke vreden komme op af mig. Jeg steg op af sengen, tog mine let-vægtige ben, og fik dem til at køre mig over til et spejl på toilettet. Jeg stoppede automatisk for lyskrydset. Der var rødt lys, og det vidste jeg, hvad betød. Herefter blev elevatorblikket lavet. Fra fødderne til ansigtet, men da den nåede ansigtet, var der sket noget nyt. Væsnerne var blevet større og mere røde. De var blevet stærkere. Jeg kunne mærke vægten ankom på mine ben. Jeg slog min hånd ind i spejlet, så det blev knust til tusinde stykker. Jeg tog et af glasskårene op, og nu blev speederen trykket ned til det fulde, og jeg kørte for rødt. Jeg kunne ikke mere. Vægten gjorde ondt, alting gjorde ondt. Jeg brugte al min sidste energi på at springe lyskrydset i luften, og pludselig stoppede bilen. Alting stoppede.