børnepengene forvandlede sig sjovt nok til øl, sprut og stoffer.
vi stod der hver morgen, måbende over det tomme køleskab.
med knugende maver og blikke tomme som øl dåser.
jeg blev hurtigt tilkendt førertrøjen, det fulde ansvar for fire børn.
min mor tjente penge ved at ligge med mænd, og vi fortjente åbenbart ingenting.
jeg pantede tit for at få råd til toast, ris og dåsemad, jeg fik det bedste ud af situationen.
oftes var vi alene hjemme, jeg lærte de små 1+1=2 og alfabetet, så de ikke kom bag ud i skolen.
mange papfædre prøvede. ind og ud røg de. Ingen kunne holde det ud. 5 børn var en kop the for meget.
jeg stod tit med badekåbe snoren. tænkte: "nu gør jeg en ende på mit liv, jeg hænger mig selv"
men hver gang flashede mit liv forbi. jeg kunne ikke efterlade de fire andre nede i det sorte hul.
vi gennemlede helvede i live. sultne. trætte. svigtede. så tavse, imens kropsproget skreg på hjælp.
vi skulle også have det på det rene, vi var kun de forbandende børnepenge og vi skulle være stille.
ingen bøger, ingen godnat historier. røg fyldte rum, mænd, sprut, stoffer og en tåge af hash som vi færdes i.
jeg prøvede at skabe en hverdag, rydde op. give de små minder, håb og basal viden.
men hold kæft det var svært. Vi fik slag, råb, trusler og ingen mad. Jeg rejste mig hver gang.
jeg havde fører trøjen, skulle passe på de små. spørge naboen om mad, pante flasker for 100' gang.
jeg gav aldrig op. snakkede tit med gud, at han skulle finde en ny vej til os. bevarede håbet på den måde.
der gik nogle år, samme turbulente livs forhold, den bøn jeg havde bedt, var blevet hørt.
vi blev tvangsfjernet, jeg kiggede aldrig tilbage, hun besøgte os aldrig på det børnehjem.
der kom heller aldrig nogle breve. jeg følte en form for befrielse, fordi hun var aldrig min mor alligevel.
mit anker af et sørgeligt liv, blev erstattet af et nyt og jeg kunne begynde at smile igen.