14. februar, 2006.
Det år Marguerite fyldte seksten, havde Valentinsdag allerede været en helt igennem kommerciel affære i et godt og i et langt, men stadigt i et halvt årti, i hvert fald så længe hun havde været gammel nok til at fejre dagen på behørig vis - og det var bare synd for alle de Valentiner der havde navnedag den 14. og således ikke fik andet end lyserøde kort og hjerter i gave. Kunne man virkeligt ønske sig mere, ville nogle måske spørge, de lidt dumme og de meget naive, men Marguerite skulle skam nok gå i brechen for de små, alle Frankrigs Valentiner, for hun ønskede sig altid mere, meget mere. Selv. Åh, hun ønskede sig det meste, ikke sandt?
Og det meste fik hun, netop den Valentinsdag hvor hun næsten var fyldt seksten og rygterne var begyndt at cirkulere om hvordan hun havde ladet Manu gå hele vejen, for Manu og hende havde næsten lige slået op og hvilken dreng ville ikke gribe chancen, det kunne vel tænkes, at hun ville lade andre gøre det samme. Hvis de købte hende lige præcis det hun allerhelst ville have, ja, så var det ikke utænkeligt. Tænkte Marguerite skam også.
Hele dagen igennem tårnede gaverne sig op, foran hendes hoveddør om morgenen, på hendes skolepult mellem ni og seksten, en del blev afleveret personligt, resten havde kort stukket ved - med en lang række af drengenavne underskrevet, sandsynligvis også en Valentin ind imellem, men han fik ingen hjerter af hende, det gjorde Benjamin eller Hugues eller Rameaux for den sags skyld heller ikke. Marguerite gjorde ingen valg den dag, den hele lange dag, nej, ingen. Indtil hun gik i seng, indtil hun faldt i søvn og forlod denne verden for en anden, en større og bredere slags med helt anderledes horisonter, var der stadig en chance for at nogen ville købe hende noget pænere, noget sødere, noget bedre end hvad de andre nu engang havde fundet på. Hårpynt, chokolade og tøj. Bamser og smykker. Plys og rhinsten. Man kunne altid håbe, ah, man kunne ligeså godt drømme videre udenfor sengen, kunne man ikke? Når man nu var i gang.
*
Sylvain var sytten og begyndt på gymnasiet sommeren før. Han var træner på det lokale drengefodboldhold, bredskuldret og med et udmærket vaskebræt som han tit viste frem, når temperaturerne tillod det. Desuden var han tilflytter fra Lille og Marguerite havde altid syntes, han til stadighed lugtede en smule af storby, til trods for at han havde boet i Chartres det meste af sin skoletid. En ganske lille smule, altså, for nok var Lille ikke Paris, byernes by, men Lille var dog stor, større end Chartres, ja, større end Chartres gange ti!
Sylvain havde købt en kjole til hende, den var dyr og med et mærke på, selvfølgeligt ikke en af dem der senere skulle blive hendes egne, vartegn, varemærker, faktisk huskede hun ikke længere hvilket af de mange andre mærker den havde været fra, men i Chartres var mærketøj under alle omstændigheder en ganske betragtelig ting. At eje. Han gav den til hende i en gennemsigtig bærepose, så hun virkeligt kunne beundre dens detaljer, det fine silkestof, de påsyede blonder. Jamen, Marguerite tog da gerne imod... De var stødt på hinanden i parken, eller rettere - Sylvain var fulgt efter hende fra klubben, var stødt til og det var relativt sent, hendes mor var uden tvivl ikke kommet hjem endnu, ikke før klokken syv, tid var der nok af. Flere par havde bevæget sig ud for at gå sammen ad stierne, nyforelskede måtte man gå ud fra og stadig oplagte på hinanden. Forhåbentligt.
"Kom," sagde Marguerite, gik selv først om bag den nærmeste klynge halvnøgne træer der ville kunne skjule det vigtigste. Sylvain fulgte efter uden at stille spørgsmål og da hun begyndte at kravle ud af sit tøj, gjorde han det samme. Februarluften var kold, når man kun stod i sit undertøj og sine støvler, hvordan han kunne holde en stivert i sine boxershorts, som han tydeligvis formåede det, vidste hun ikke - ah, det var jo løgn, han var sytten og hun var næsten nøgen, det vidste hun godt. Det kunne hun se.
Idet hun rakte ned og rystede kjolen fri, fløj posen ud mellem hendes hænder, taget af den kølige vind, men det var heller ikke fordi hun skulle bruge den længere, vinden måtte få den, hvis den hungrede sådan. Også hans boxershorts røg sig en tur, røg ovenpå resten af hans sammensamlede tøjbunke og han havde en helt anderledes pik end Manu og de andre fyre der indtil da havde vist den frem for hendes skyld, kortere og tykkere, den mindede hende om en forvokset orm. Så til gengæld tog Marguerite mere tøj på, trak i kjolen han havde købt med hende eller i hvert fald med hendes krop i tankerne, kunne mærke hans penges blødhed mod huden, men desværre var den mindst to størrelser for stor og troede han hun var så fed, ærligt talt! Hurtigt samlede hun sit tøj sammen i armene, i en armfuld, bundtede det sammen godt og grundigt - og vendte sig for at gå.
"Vent, hvor skal du hen," spurgte den nu stakkels Sylvain med sin stive pik. Hun kiggede på ham, på dem begge, på pikken og ham over skulderen.
"Den er for stor, jeg bliver nødt til at bytte den i morgen," svarede hun, helt ligefremt. Havde intet at skjule der ikke allerede var gemt væk under hans overdragede stof med print.
Stilheden faldt, mens Marguerite blev åh så frejdigt stående, drejede halvt omkring, om ikke andet for at møde ham på halvvejen, så hendes mor ikke skulle kunne vide bedre, hvis denne eskapade skulle forlyde hende en dag, så hun ikke skulle kunne vide bedst og derudover var det vist også en smule uhøfligt, en lille smule uforskammet at efterlade en dreng med pikken ude i det frieste fri, uden afklaringer. Ikke at hun kunne bruge hans skam til noget eller nogensinde dyrkede sin egen til overmåls, ligesom hun heller ikke havde tænkt sig at give ham nogen blowjobs eller lade ham komme i nærheden af sin fisse. Måske hvis kjolen havde passet hende eller måske hvis han havde. Passet hende, men hvem vidste om ikke en gave ventede hjemme i opkørslen fra en af de atten-årige på gymnasiet, lige et år ældre end Sylvain og med potentialet til at have en bil, potentialet til at have en fremtid langt borte fra livet i Lille og lille Chartres? Marguerite var ikke den der fralagde sig nogen muligheder overhovedet, hun var ikke typen til at lade sig nøjes med mindre end. Hvad hun kunne få. Det bedste hun kunne få og, ved Gud, kunne hun ikke få bedre end Sylvain med sin mindre og sin grimme pik, Sylvain der ikke havde øje for hendes faktiske størrelse, kunne hun i hvert fald vente til en anden dag. Den 15. eller den 16. eller helt til den 17, hvis hun fandt tålmodigheden frem.
Overfor hende så Sylvain mere og mere muggen ud. Jamen dog, sure Sylvain. Stakkels, sure Sylvain, tre gange S. "Du er bare en billig luder, Marguerite, det siger alle," snerrede han og skyndte sig tilbage i sine boxershorts. Marguerite ventede ikke med at le, hun lo hjerteligt af ham og af hans ord, hvilket fik sure Sylvain til at se endnu mere sur ud, mens han klædte sig på, kæmpede med sine bukser, med sin trøje, derefter på med jakken og handskerne til sidst. Han rakte en hånd frem mod hende, håndfladen opad. "Giv mig kjolen tilbage."
"Sådan fungerer gaver ikke, søde Sylvain," svarede hun, for nu var han da så dum og så naiv og så hævngerrig at høre på, at det var en smule sødt - på samme måde som havde han haft en pirathat på og klap for øjet. Skatten er min, ha ha! Marguerite løb den ene hånd hun kunne vriste fri af sit tøjbundt ned af kjolens front... Oh, den havde jo endda lommer, hvor fint!
Hans hånd faldt ned til siden. Længe så han ganske rådvild ud, som kæmpede alle hans velopdragne, velmenende principper mod hans indædte lyst til at flå kjolen af hende lige her, lige nu. Selvfølgeligt kunne hun se det, gennemskuede de knyttede næver og det mørke blik med hvilket han stirrede ud i luften, stenede på et udefineret sted imellem hendes skulder og hendes hals. Hvis bare han havde gjort dét, syntes hun nok. Vist sig lidt som en mand, da ville hun måske have tilgivet ham, at han kun var sytten.
Hvad hun gjorde i stedet for at tilgive ham, var at vende sig væk igen, mens hendes greb strammedes omkring hendes resterende tøj. Hun ville sikkert blive forkølet på sin tur hjem klædt udelukkende i en kjole med byttemærket dinglende fra nakken, i sine støvler og sine ellers helt nøgne ben, men et par sygedage var heller ikke at kimse af, de ville gøre hende godt, give hende tid til at sortere gennem sin gavebunke. Efter vindergaven. Vinderdrengen, fyren, manden.
"Hvor mange ekstravagter måtte du tage for at have penge nok til den her kjole?" Hun kiggede ikke på ham. Lod sin ryg tale for sig. Den var garanteret også ganske pæn, indsvøbt i det stof, den silke. Hans, for lidt siden. For så meget lidt. Siden.
"Øh..."
"Hvilket betyder, at jeg fravælger dig over en kjole du kun lige havde råd til, ikke sandt? Hvilket betyder - og jeg er okay til matematik, må du forstå, at jeg er mere værd end du kan betale, Sylvain. Husk det."
Således forlod hun ham endeligt, i tøjet, i det mindste, men stadigvæk et tøjstykke fattigere og hun uendeligt mange tøjstykker rigere. De vejede mellem armene på hende. Håbet om flere, om mere vejede om hendes skuldre og føltes varmere end nogen jakke hun kunne have taget udover sin helt igennem selektive påklædning.
*
Da hun senere på aftenen pakkede en lille Burberry pung ud med hilsner fra Marc Belmont, med penge i allerede endda, lagde hun pungen pænt til side, fordi hun nu havde fundet eneren, det næste, skridtet videre. Da tænkte hun på stakkels, sure, søde Sylvain som ingenting havde fået af hende, hverken tak eller sex. Sandheden var nemlig, at selvom alle kaldte hende billig, var det alligevel de færreste som havde råd til hende og mon ikke det var deres største problem.
Den dag Burberry viste sig, at være billigt indkøbt for alle disse mennesker som kaldte hende det selv samme, skulle hun gerne være billig i deres øjne, hun skulle oven i købet nok være en luder også, men for de fleste i ærværdige Chartres var Burberry vel en luksus, mente hun. En investering.
Ligesom Marguerite burde være det og ikke kun på Valentinsdag.