Lyset fra en iPhone var det eneste lys, som stadig kunne ses i værelset. Telefonens ejer lå i øjeblikket med hovedet begravet i sin pude. Han stønnede lavmælt, da lungerne var ved at være tomme for luft. David Martinsens hoved tittede frem fra puden, og han kradsede sig lidt i sit hår. Han kiggede på klokken og stønnede, da neontallene på hans vækkeur viste 3:43. Som per refleks vendte han sig mod den anden seng. Han kunne næsten hører brorens åndedræt, men allerede før han vendte sig, vidste han, at det eneste han ville finde var en tom seng.
   David lukkede øjnene og genkaldte sig mødet med sin psykolog. Han kunne næsten mærke den kvalmende lugt af det eukalyptusslik, han var blevet tilbudt

"Hvorfor er du her David?"
   Psykologens stemme havde givet genklang i Davids hoved, og igen havde han følt irritationen over sine forældres naivitet. Han havde ikke brug for hjælp.
   "Du er psykologen, kan du ikke analysere dig frem til det?"
   Morskaben over sin kommentar havde han følt han i mellemgulvet. Psykologen havde derimod forsat konsultationen med samme tempo og samme tone som før.
   "Det er helt normalt, at du prøver at skyde mig fra dig. Humor bliver brugt som et værktøj for mange til at skubbe den slags væk, men David..."
   Vreden havde spredt sig som en gift i Davids nervesystem og han havde prøvet at holde koncentrationen på psykologen. Smil og nik David, smil og nik. Tæl til ti, lad dig ikke tænde af. Han havde betragtet psykologen men ikke hørt hendes ord. Han havde været pinligt bevidst om, at en blodåre dunkede på hans pande, og han havde rettet på sit hår.
   "Sandheden er hård David!"
   Davids stol var fløjet igennem rummet og havde ramt endevæggen med et højt brag.
   Han kunne tydeligt huske psykologens ansigtsudryk, da han smækkede døren i hovedet på hende
   "Jeg har ikke brug for hjælp, dame!"

Da han var kommet hjem, havde forældrene spurgt ind til mødet med psykologen. David havde ikke haft svært ved at stikke sine forældre en løgn. Hellere købe sig selv en god nats søvn end at høre på forældrenes frustrationer over ham. David kunne mærke sine øjenlåg blev tunge, og han faldt udmattet i søvn.

"Kom nu David lad være med at falde bagud"
   David prøvede forpustet at nå Mikkel, som med sine lange ben slentrede afsted. Søskendeforholdet mellem de to var exceptionelt, og langsomt, imens de passerede andre folk, voksede stoltheden i David.
   "Skynd dig over vejen inden, der kommer biler!"

David faldt ud af sengen med et ordentligt rabalder, pludselig var han lysvågen og hjertet hamrede i brystet på ham. Mikkel stod foran ham. David løb over til sin bror og omfavnede ham.
   "Havde du et mareridt, skat?"
   Vent... Hans bror var ikke så lav. David trådte et skridt tilbage og opdagede, at han havde kastet sig over sin egen lille mor, Ingrid Martinsen, i et alt for kærligt favntag i forhold til hans standarder.
   "Hvad laver du herinde!? Gå ud af mit værelse"
   "Men..."
   "UD!"

David lod sig opgivende falde sammen i stolen. Latter og glad snak lød overalt omkring ham. Men ikke rettet imod ham. Folk satte sig endda to borde væk for at sidde væk fra ham. Latteren lød højere og højere inde i hans hoved, og han begyndte at ryste.
   "Må jeg gå på toilettet?"
   Et ligegyldigt viften med hånden viste lærerens accept, og David begyndte at begive sig imod døren. Han følte blikkene fra de omkringsiddende mennesker, der begyndte at stirre på ham, som om han var et særligt interessant dyr fra zoologisk have.
   Mikkel, hvor er du? Hvorfor gemmer du dig fra mig?

Gangene føltes kolde og forladte. David følte det, som om han var det eneste menneske på jorden, eller i hvert fald på skolen. Han vidste dog, at de andre elever stadig var til time. David kunne bedst lide skolen på dette tidspunkt af dagen. Det var det eneste tidspunkt på dagen, hvor han ikke skulle føle de stirrende blikke fra de andre elever, og hvor han ikke oplevede konstante forsøg på at føle sig normal.
   Den dæmpede snak kunne høres inde fra de forskellige lokaler. Han hørte tydeligt de spage stemmer som pludrede løs uden en eneste bekymring udover de snarlige eksamenerne. David kunne genkende sin gamle klasselærers stemme, frøken Jørgensen, der råbte af en af sine elever, som efter, hvad han kunne høre, var begyndt at spise kridt.
   "Hallo, din lille lort!"
   Den lattermilde stemme virkede alt for bekendt.
   "Vend dig om, når nogen snakker til dig"
   David vente sig om med hamrende hjerte, og med en underlig forudanelse om, hvad der ville vise sig for ham. Mikkels ansigt flækkede i et grin, og han vinkede provokerende til ham. Mikkel begyndte at fløjte, som om David var en form for hund.
   David satte i løb og skyndte sig efter sin storebror. Mikkel drejede om hjørnet, og David skyndte sig efter ham i den tro, at Mikkel ville vente på ham.
   "Din snegl, er du ikke hurtigere?"
   Mikkel kaldte lokkende nede fra enden af gangen. Han begyndte at gå imod udgangen, og David skyndte sig efter.

Den kolde vind slog imod Davids krop, og overraskelsen over det pludselige skift i vejret forbløffede ham. Regnen var begyndt at stå ned i stænger, og det var svært at se frem for sig.
   Hans t-shirt begyndte at klæbe ind til hans krop, og han så sig omkring i regnen efter Mikkel.
   "Kom nu David, lad vær' med at falde bagud!"
   Illusionen af regn forsvandt for Davids øjne. Mikkel slentrede fremad med hænderne i lommerne og med et stort smil på læben. David kom op på siden ad ham, og igen voksede følelsen af stolthed og af glæden ved at have fået lov til at følges med Mikkel. Igen stod de foran det velkendt trafiklys.
   "Skynd dig, før der kommer biler!"
   David rystede på hovedet og kiggede sigende på trafiklyset, der stadig lyste rødt.
   "Vi bliver nød til at vente."
   Mikkel rystede på hovedet og gik fremad med bemærkningen: "Tøsedreng". David rakte hånden ud efter broren for at stoppe ham, men det eneste han kunne mærke var...
   Regnen dryppede ned på Davids hånd. Mikkel var væk igen.

Efter tre store portioner spaghetti med kødsovs, klappede Peter Martinsen sig på maven. David kiggede forbavset på sin far der bøvsede højtlydt. Hans mor, der som sædvanlig havde slugt sin mad, var allerede i fuld sving med opvasken. Hun nynnede med på radioen, der spillede "This love" med Maroon 5. Hver eneste gang, Adam Levine nåede til omkvædet, lagde Davids mor ekstra tryk på sangen, og David kunne se, at hans far skulle tage sig sammen for ikke at holde sig selv for ørene.
   Selv sad David og stak til maden med ingen synderlig appetit.
   "Tak for mad," sagde David og skulle til at rejse sig op. Peter kiggede dog på ham med et strengt blik og mumlede: "Sæt dig."
   Fem minutter senere sad han over for sin mor og far, der kiggede undersøgende på ham. Moren sad med sin computer fremme. David lavede pokerfjæs, som om at hans forældres intentioner var totalt fremmede for ham, men han vidste, hvad der ville komme.
   Ingrid Martinsen åbnede munden, men i modsætning til hendes mand var hendes ansigt præget af medlidenhed.
   "Har du virkelig smadret en stol, skat?"
   David så forbløffet på hende og opdagede mailen, som hun viste ham. David overvejede sin taktik, imens han holdt munden lidt åben for at virke forbløffet og sørgede for, at han ikke kiggede for søgende rundt.
   "Ja!" sagde David.
   Forældrene kiggede spørgende på ham og ventede på den forklaring, de forventede, han ville komme med, men David så bare tilbage på dem igen, og tvang dem derfor til at spørge:
   "Hvorfor David? Hvorfor ville du dog smadre en stol?"
   "Det bliver I nødt til at spørge jer selv om."
   David rejste sig op, efterlod sine forældre i forbløffet tavshed og begav sig mod sit værelse. Han sørgede for at låse døren og smed sig i sengen.

Varmen var steget betragteligt i forhold til dagen før. Også i familien Martinsens lille Peugeot var temperaturen næsten ulidelig. David sad og surmulede på bagsædet.
   "Hvor skal vi hen?"
   Forældrene forholdt sig tavse. Det havde de været i efterhånden flere timer. Omgivelserne var ukendte for David, og han lod sig falde tilbage i sædet.
   "Så er vi her."
   Kirken tårnede sig op over den lille familie, da de steg ud af bilen.
   "Denne her tur tegner ikke ligefrem til at blive en hyggelig tur," grinte David nervøst.
   "Se omkring dig David." Ingrid lagde hånden på sin søns ryg, siden at hun ikke kunne nå højere. "Valmuerne står i fuldt flor. Er det ikke smukt?"
   David kiggede udover de udstrakte vider og blev slået af den naturlige skønhed fra valmuerne. Hvis man kneb øjnene sammen, lignede det næsten blod...
   Lyden af en bil der i et håbløst forsøg prøver at bremse ...
   David rystede på hovedet for at skubbe de indre billeder væk, som begyndte at trænge sig på.
   "Hvorfor er vi her, mor?"
   Ingrid kiggede på ham og smilte trist.
   "Kom med David, så skal du selv se. Kommer du Peter?"
   Peter kom op på siden af dem. I armene bar han en buket blomster, hvilket gjorde Davids forvirring endnu større. David blev puffet fremad, og den lille familie begav sig imod lågen der ledte ind til kirkegården.

Beliggenheden klædte kirken, især her om sommeren. Stilheden samt de frodige blomster gav en sælsom stemning, og selvom David ikke var den mest kristne person, gav kirken ham alligevel en fornemmelse af højtidelighed.
   Ingrid gik lidt foran ham og Peter. Hendes lille skikkelse pilede afsted, imens Peter holdt hånden om Davids skuldre.
   "Far, kan jeg ikke få at vide, hvor vi skal hen?"
   Peter lagde fingeren for munden og tyssede med et smil på læberne.
   "Herovre!"
   Ingrid vinkede dem over til sig. Hun havde fundet, hvad hun ledte efter.
   Gravstenen var ikke stor, og lå næsten skjult i forhold til så mange af de andre, der med deres lidt prangende udseende gav et andet billede af de afdødes familier. David bøjede sig ned og børstede de blade væk fra de dybe bogstaver, der var blevet lavet i stenen.


"Mikkel Martinsen 1993 - 2015
   Elsket bror, søn og kæreste
   Vi elskede ham højt, men Gud elskede ham mere"


"Skynd dig, før der kommer biler!"
   Mikkels stemme lød stresset med en snert af munterhed. Trafiklyset viste dog stadig rødt, og David rystede på hovedet.
   "Vi bliver nød til at vente."
   Mikkel rystede på hovedet og kastede et blik på David, som om han alligevel ikke var helt cool nok til at følges med ham.
   "Jeg ved ikke med dig lille ven, men jeg går over nu."
   Mikkel begyndte at løbe over vejen lige idet, en bil drejede rundt om hjørnet. Hvinet overdøvede Davids advarsel. Bilen nåede ikke at bremse, og den hamrede hårdt ind i Mikkel. Han fløj fremad, snurrende rundt i luften. Han ramte jorden med en uhyggelig, knækkende lyd. Mikkel rejste sig ikke igen. David løb over til sin storebror, der nu lå og stønnede lavmælt. Mikkel smilte anstrengt og prøvede at mumle nogle ord til David
   "Så skulle jeg måske alligevel have hørt på dig, din lille idiot."
   Mikkel begyndte at grine, men David kunne se, at det kostede ham store vanskeligheder. David prøvede selv at holde sammen på sig selv og virke cool.
   "Mikkel? Du må høre på mig. Du må ikke dø. Du må ikke dø!"
   Mikkel smilte og hviskede:
   "Hvem skulle så også passe på dig, din tude-Marie ... "
   Han lukkede øjnene
   "Mikkel! Hallo MIKKEL!"

David græd. Han hulkede magtesløs ned i sine arme, imens hans far kejtet klappede ham på ryggen for at vise sympati. Flere billeder begyndte at trænge sig på på Davids nethinder, men denne gang var de lettere at styre. Mikkel, der sad og smilede i hospitalssengen, imens han prøvede at holde sin lillebror ved godt mod, og forældrene der formanende bad David om at blive ved broren, imens de snakkede med doktoren. Og i skolen, hvor klap og medlidenhedsytringer kom fra alle vegne, imens David bare bed fra sig og skubbede alt og alle væk. Det store spørgsmål, han en dag stillede sine forældre, da han ikke forstod, hvad der var sket med Mikkel.
   "Skal vi ikke snart besøge Mikkel? Hvor er han i det hele taget?"
   Han kunne tydeligt huske hans forældres indforståede nik, da moren havde taget ham i hånden og fortalt ham:
   "Mikkel er ude på en lille rejse"
   Nu forstod han endelig, hvad det var, de mente. Det som omverden havde skreget ud til ham med hallucinationerne af Mikkel.
   Hans bror var død, og han kunne ikke gøre noget ved det. Dette var ikke et nummer, ikke noget trick. Der ville ikke komme en smilende Mikkel frem og råbe "Surprise". I et øjeblik følte David sig fuldstændig alene. De to havde været bedste venner. Mikkel havde været hans beskytter, når tiderne havde været hårde. Og nu var han der ikke, og David vidste at den lille rejse, Mikkel var ude på, ikke lige indbefattede et stop forbi hans sønderknuste lillebror.
   David tog blomsterne fra sin far og lagde dem nænsomt på gravstenen. Han følte sig tør som en ørken, som om han ikke havde flere tårer tilbage.
   Han vidste at Mikkel ville have, at David skulle komme over ham. "Grib mulighederne". Det havde altid været hans motto, og det var en af de store grunde til, at David havde respekteret ham så meget.
   Og det besluttede han sig også at gøre.
   Den følgende mandag stod han op tidligt og var lysvågen som før, hans bror døde. Før han gik, kyssede han sin mor på kinden til farvel og gav sin far et kejtet kram. Han snakkede og grinte sammen med sin klasse. Han vidste, at over ham sad Mikkel og holdt øje med ham. Han tørrede forlegent en tåre væk. Mikkel ville ikke blive glemt.