Peter Ravn stod ude på sin lille veranda, og kiggede over den lille by. Hans hus tronede som en lille perle på toppen af det lille bjerg, der ikke lå så langt væk fra byen. Hvorfor? Det var det han hørte gang efter gang når hans kone trak ham rundt til alle mulige dødssyge fester rundt omkring i overklassen. Han gav altid det samme svar "På grund af den glimrende udsigt naturligvis". Grunden var selvfølgelig en ganske anden. Hver eneste aften kunne man hører skrig og skrål neden for byen af festglade mennesker. Gud hvor han dog hadede dem. Hans søn Michael var dog ved at vokse op til at blive ligeså stor en klaphat som resten af dem. I dag var der sket noget helt vidunderligt. Hans kone havde fortalt ham, at han kunne blive hjemme. Nogle gange syntes han, at hun opførte sig som hans mor men det turde han dog ikke sige direkte til hende.

Udefra verandaen lignede byen et hav af små blinkende lys. Det var det bedste ved den. Han snuste den kolde aftenluft ind. Det her var livet. Han var ved at døse hænd da han hørte noget. Høj musik og råb efterfulgt af en flok glade mennesker, som strømmede ind i huset brød hans ro. Han sukkede. Han vidste allerede hvem, der var skyld I det uden at tænke rigtigt over det. Han rejste sig op og gik ind I huset.

Alle blev stille da Peter Ravn I sin imponerende højde kom ind I huset. Peter kiggede rundt efter den eneste person, der kunne være i skyld i det her. Michael trådte frem fra mængden af mennesker. Selvom, at han endnu ikke var særlig gammel havde Michael alligevel nået næsten den samme højde som hans far. Men der var noget forandret ved ham, det kunne Peter mærke. Michaels øjne havde et gyldent skær og var det bare Peter eller var ikke ved at udvikle klør?

Der begyndte at komme bevægelse i de forreste rækker. Peter begyndte går langsomt bagud, men opdagede der kun var en væg bag ham. Flokken af festglade mennesker begyndte at smile og deres øjne lyste stærkere end nogensinde.

Peter ravns skrig lød over den lille bjergtop belyst af fuldmånen.