Snefnuggene føg uden for det tildækkede vindue, mens Pernille lå i sofaen og, så ind på den flimrende tv-skærm, uden rigtig at se den. Hun var helt vildt udmattet efter at have været på arbejde i børnehaven hele dagen. Hun slukkede fjernsynet og satte sig op med en stønnen, og kiggede sig omkring i stuen. Stuen blev let oplyst af nogle stearinlys, der stod på hendes overfyldte skrivebord. Hun rejste sig op, og satte sig i sin bløde kontorstol. Hun lukkede øjnene og var lige ved at falde hen. Stilheden blev pludselig brudt af et isnende skrig og en råben fra en mand. Pernille spjættede og var lige ved at falde ned af stolen. Hun rettede sig op og det næste skrig fik hendes blod til at fryse til is. En lang stilhed fulgte, imens hun lyttede desperat efter flere lyde udefra. Et langt øjeblik efter en langtrukken klagende stønnen og lyden af løbende skridt igennem sneen. Hun var på stikkerne af nervøsitet, men gik alligevel ud og tog sin store varme jakke på.

Hun åbnede stille og roligt døren og kiggede ud. Da den isnende vind ramte hendes hud skælvede hun af kulde. Der var hel mørkt udover den kridhvide sne. Hun trådte ud for døren og mærkede de fygende snefnug, da hun gik ude af den varme og oplyste entre. Sneen knasede under hendes fødder da hun gik ud i den fygende sne. Hun kiggede rundt omkring på Liljevej, men man kunne næsten ikke se noget på grund af sneen. Hun skulle til at vende sig om, men hun fik et glimt af noget utydeligt, men en næsten ikke synlig fordybning i sneen. Hun gispede. Der lå et henslængt lig. Hun bøjede sig ned over liget. En stor kraftig mand med et rødt fuldskæg og med en blodstribe ned af panden stirrede op på hende med tomme øjne. Hun ruskede i ham for at prøve at få lidt liv i ham. Så opdagede hun noget nyt der skræmte hende. En lille forfrossen pige med skrækken malet i hendes ansigt som om døden allerede havde lagt sine klamme kløer på hendes skuldre. Pernille skreg.

Adrenalinen pumpede igennem Pernille, imens hun løb ind. Hun skyndte sig og lukke alle gardinerne og rev telefonen fra røret og tastede 112. Hun forklarede situationen til den dybe stemme der lød ud fra røret. "Bliv hvor du er vi skal nok klare resten" Det var alt, hvad hun kunne gøre for den lille skræmte pige om manden. Hun skulle i hvert fald ikke udenfor mere for i dag. Hun gik over og låste sin dør imens hun nød klikket da hun drejede låsen rundt, Hun gik tilbage til sin lille rede af tæpper og dyner som om det kunne skærme hende fra ulykke og sorg. Hun krummede sig sammen med knæene helt op til sin hage og faldt i søvn.