Panikken greb ubarmhjertigt fat i mig. Jeg skulle bare væk herfra, ud af denne kvælende atmosfære; væk fra denne mand jeg engang elskede og, væk fra denne boligblok, hvor jeg ville lade alle de dårlige minder, alle traumerne blive tilbage; isoleret i deres egen elendighed.

Løb.

Jeg adlød; snublende rundt om bordet og ud af døren, vejen til frihed; i sandhed et befriende øjeblik. Men denne følelse af lettelse ville ikke vare ret længe, blot et sekund, for jeg kunne høre ham sætte jagten ind efter mig.

I forbifarten fik jeg øje på mine støvler, men tiden var ikke til at gribe efter dem, så i bare strømper, hastede jeg videre ned ad trappen. Glidende af gelænderet og med al hast, sprang jeg utallige trin over. Mit hjerte bankede på indersiden af min brystkasse, nærmest pryglende med stigende vildskab.

Hans hvæsende prusten lød højere ved hvert frygtelige, trampende skridt han tog. Rædselsslagen, tog jeg kampen op og løb hurtigere, ud på vejen og ned ad gaden. Den frostbidte luft stak i mine lunger, på min hud, som en grotesk, uforudset lussing på kinden. Mine øjne brændte i den kolde modvind og hvert åndedræt var som at sluge skarpte knive. Alt virkede mat og svagt herude, nærmest med en blåtonet atmosfære, alt virkede stille.

Som om kulden havde stoppet tiden herude på den stilfærdige gade.

Husenes vinduer glimtede svagt som stjerner på nattehimlen. Det var ved at blive mørkt. Jeg forestillede mig hvordan, i deres trygge omgivelser, en børnefamilie ville mødes efter en triviel hverdag og kærligt omfavne hinanden af savn og datteren, en pige med en rød jakke, ville tigge og bede om at spille med sin tennisbold ude på deres venlige gade, når de havde spist.

Jeg forestillede mig også, hvordan et bittert ældre ægtepar ville sidde med eftermiddagskaffen og hun, omsvøbt i et kærligt rødt tørklæde, ville snakke om første gang de mødtes ved Esrum Sø hvor de stod på skøjter; hvordan deres øjne fangede hinanden. Han ville snuble, mens hun elegant ville skøjte hen og hjælpe ham op og hendes røde tørklæde ville kærligt omfavne dem begge. Hun ville fortælle hvordan de forseglede deres kærlighed med et kys i kirken, med alle deres venner og familier der betragtede dem med rørte blikke. Han ville fortælle om deres første barn og den første gang han lærte ham at cykle ned ad denne gade. I nostalgiens tegn, blev begge deres kærlighed varmere og stærkere, med deres ømme blikke hvilende på hinanden.

Herude, havde ingen opfattelsen af den hæsblæsende flugt, ned ad, hvad de troede var en varm og fredelig gade. Den kølige asfalt hamrede bedragerisk mod mine fødder, men adrenalinen fik mig hurtigt til at glemme smerten - tankerne om overlevelse hvirvlede. Hvor kan jeg gemme mig?

Efterhånden som jagten satte ind, som den legesyge kat efter musen, nåede jeg udkanten af byen der tyndede ud til en trist græsplæne der åbnede sig velkomment for mig; men den ville senere vise sig at indholde en mere alvorlig overraskelse til mig. Mine øjne scannede rundt i parken der var i selskab med et par triste lygtepæle der glødede med et sølle gulligt skær.

Pludselig kunne jeg ikke gøre for, at mine øjne langsomt blev trukket tilbage fra hvor jeg var kommet. Til min grufulde opdagelse, havde han indhentet mig; han var uhyggeligt tæt på, hans dybe åndedræt lød højere nu end før. Han råbte hæst trusler efter mig.

Svimlende forpustet, tvivlede jeg ikke på ham, han havde aldrig svigtet sit talent for at være overbevisende. Men hans truende udsagn motiverede mig kun til at løbe videre. Jeg måtte finde sted hvor der var masser af mennesker, masser af vidner.

Men her var ingen, der var helt tomt.

Stakåndet, skrånede jeg den ensomme plæne med de sørgeligt lysende lygtepæle og hér troede jeg, mit liv skulle ende. Jeg faldt. Kravlende der på jorden, opdagede jeg at en lille ensom sten var den forbryderiske Judas, der havde spændt ben for mig. Jeg ville skrige, åh Gud, hvor havde jeg lyst til at skrige af ren frustration over den lorte sten, men da jeg åbnede munden for at udtrykke smerte og angst, kom der ingen lyd ud. Som var min stemme for skræmt til at komme ud.

Fanget.

Med et voldsomt ryk, blev jeg hevet tilbage og tvunget ned på den kolde, dug fugtige græsplæne. Hans ansigt var blegt og med et koldt blik, nærmede han sig mit forskræmte. Med en svingende knytnæve, bankede han gentagne gange på min næse. Først gav smerten et sæt i mig, men for hvert slag han gav mig, virkede det nærmest bedøvende, som gjorde det mindre ondt når han slog på samme sted. Da han fik ramt mit øje, skreg jeg op.

Ti stille.

Han tog fat om min hals, hans klamme ånde tættere og tættere på. Jeg bekæmpede ham med de sidste kræfter jeg havde i mig, alt hvad jeg kunne, men hans tag var for stærkt. Jeg greb fat om hans håndled og borede mine negle ned i huden på ham. Men intet lod til at virke, for ham virkede det måske sølle, endda humoristisk, for det fremprovokerede kun et djævelsk, manisk smil til at matche hans uhyrlige blanke øjne.

I dét øjeblik, mistede jeg al håb. Jeg havde aldrig forventet at denne triste græsplæne med de sørgeligt lysende lygtepæle, ville blive mit sidste hvilested. Dødens ubehag krammede mig langsomt, hivende mig ind i mørket, mens hvide og sorte prikker dansede dødedansen for mig. Jeg lukkede mine øjne og håbede inderligt på at nogen ville komme til min hjælp. Eller måske ville han ændre sin plan om at gøre det af mig, at han ville fortryde sin alvorlige handling. Men situationen forblev uændret. Der kom ingen til min hjælp.

Hivende, gispende efter vejret greb jeg febrilsk efter... stenen. Den lille påtrængende sten der havde forrådt mig, var omsider kommet til min fordel! Mit syn var sløret, svimmelheden var i færd med at tvinge mig ind i det ubevidste, men snart var det for sent, snart var det ude med mig, jeg måtte slå til. Nu!

Det er lidt sjovt at tænke på hvordan en farve påvirker vores forståelse for omverdenen. Til et bryllup hvor bruden har den rene hvide farve på sig, som et lysglimt i kirken og til fødselsdage hvor Dannebrog er hejst med det hvide kors på sig, omgivet af rødt. Normalt ville den røde farve stå for kærlighed, men lige nu virkede kærligheden fremmed og abstrakt for mig.

Med ét ufokuseret slag, fik jeg ramt ham på tindingen med stenen. Hans greb blev svagere om min hals og jeg kunne igen få luft. Han faldt og landede på siden. Hostende og hakkende kom jeg på benene. Jeg betragtede ham, liggende dér på det dugvåde græs; blodet driplede, rødt, ned ad hans kind. Til mit store chok lå han med vidt åbne øjne. Jeg slog ham igen, denne gang med større kræfter og så løb jeg, med den blodige Judas i hånden, væk, væk fra alt hvad jeg hidtil havde holdt kær.

Kun de sølle lygtepæle bevidende min flugt gennem parken. Jeg spænede henover den fugtige græsplæne og ind bag de nøgne træer og forsvandt ind i tusmørket. Jeg løb så hurtigt som jeg kunne præstere, lige indtil det øjeblik hvor jeg hørte en dyb summen. Jeg stoppede op for at lytte efter. Menneskestemmer. Kan de hjælpe mig? Kan jeg stole på dem? På trods af mine modvillige tanker, fulgte jeg lyden af sagte stemmer, trægrene stikkende og jagende op i mine fødder, sten og kastanjer sænkede min fart, faldne eftersårsblades fugt gennemtrængte mine sokker, kulden omklamrede sine våde hænder op om mine ankler, men jeg ville være fordømt hvis jeg stoppede nu. For alligevel var der håb, alligevel var hjælpen nær.

Til sidst kom jeg til et højt hegn. Der hang et skilt med ordene:

"Hundeskov - vær opmærksom på løse hunde."

Jeg var nødt til at fortsætte, jeg kunne ikke gå tilbage, jeg ville ikke vende tilbage. Jeg besluttede mig for at kravle over hegnet og bevæge mig dybere ind mellem træerne, med deres få blade der lavmælt hvislede velkommen og deres tynde forgrenede arme der åbnede sig for mig - en hilsen på mine fastbesluttede skridt.

Jeg opdagede et lys forude. Et glimt af håb.

Den skæve lygtepæl stod og lyste med en ensom glød. Da jeg nærmede mig den, virkede dens skær imødekommende og venlig. Jeg lod mig, med dyb udmattelse, slynge armene rundt om den hårde, kolde jernpæl, der med kølige kærtegn dulmede smerten der så insisterende hang på mit ansigt. Jeg badede mig i dens glød og den svarede mit inderste kald, ved at summe med en dæmrende blidhed og skinne på mig med et kærligt skær, med en hjertelig varme, som jeg ikke havde følt i årevis, som jeg havde en dyb længsel for. Men nu stod jeg her endelig, skyllet i lyset af min sympatiske lygtepæl. Jeg så mig omkring. En bænk stod lige ved siden af. Jeg lod min trætte krop dumpe ned på den og lagde Judas på ærespladsen ved siden af.

Mit ansigt dunkede af smerte, brændte som et inferno på mit ansigt og gråden sved i mine øjne. Jeg begravede mit ansigt ned i mine håndflader; de blev underligt våde så tog jeg dem væk igen. De var smurt ind i den farve jeg normalt ville antage for kærlighed og med ærmerne fik jeg tørt det meste væk. Jeg lænede mig forover og kiggede på mine hænder og så kom tårerne, dé tårer af sorg og chok for hvad der lige var sket. Dén mand der plejede at hilse mig med det varmeste smil og det blødeste kys, dén mand der havde holdt sine stærke arme om mig når alt virkede sort for mig, dén mand der ville hive mig ud af mørket; havde lige jagtet mig tværs gennem byen og havde forsøgt på at kvæle livet ud af mig. Jeg kunne have været død nu, liggende dér i det dugvåde græs belyst af ynkelighed. Jeg græd ved lettelsen over at være i live.

Med lygtepælens medfølende blik på mig, følte jeg mig tryg. Menneskestemmerne lød højere her, men jeg kunne ikke umiddelbart se tegn på liv - jeg satte mig her i belysningen, så de mennesker, der gik her i hundeskoven, ville have nemmere ved at få øje på mig. Hvis han kom igen, Gud forbyde det, så var min plan at skrige op; for hvis jeg kunne høre dem, kunne de også høre mig. Indtil videre var jeg i sikkerhed her.

Tre skikkelser nærmede sig; to høje og éen der var betydeligt lavere. Da de nåede lyskeglen fra min venlige lygtepæl, kunne jeg se at det var et ældre par der gik; hun med et rødt, slidt tørklæde. Hånd i hånd, gik de med en hund der med en lystig mine, betragtede dem. Da de fik øje på mig, gloede frygteligt længe på mig. Deres blik stak sig som spidse nåle på mig. De sagde ingenting; de gik bare med hastige skridt videre. Jeg ville have sagt noget, men deres dømmende adfærd holdte mig for struben, så jeg sagde heller ikke noget. Selv deres hund ænsede mig ikke, den stoppede ikke engang op for at sniffe nysgerrrigt til mit ben.

Minutterne gik mens den skæve lygtepæl sørgmodigt summede videre.

"Hvorfor har du ikke nogen sko på?"

Jeg fik et chok - overrasket, kiggede jeg op på hvad jeg med ingen forventing havde set komme, især nu hvor det næsten lige var blevet aften. Det var en lille pige; hun kunne ikke have været mere end otte år gammel. Hendes lyse pjuskede hår var opsat med to glade sløjfer. Hun var iført et hvidt tørklæde stoppet ned ved halsen af hendes røde jakke. Hun så hverken forfærdet eller bange ud, da vores øjne mødtes, hun stod bare helt roligt med en gul tennisbold i hånden og betragtede mig med en stille mine. Jeg stirrede bare på hende.

"Er du ked af det?"

Jeg havde ikke hjertet til at skræmme den lille pige med min forfærdelige historie, jeg havde ikke ordene til at berette om min oplevelse; jeg kunne ikke få mig selv at fortælle hende det. Så jeg begyndte at græde, igen, af ren frustration over hvor ordene var blevet af. Jeg kunne ikke gøre andet end at slå opgivende ud med armene. Hun stod og betragtede mig tålmodigt og endda nysgerrigt; et lille medfølende smil viste sig på hendes læber.
   Lygtepælen virkede også til at smile til mig.

"Du bløder."

Hun satte sig ved siden af mig på bænken - den blodige Judas imellem os - og kiggede bekymret på mig. Hendes blik var fangende intenst; jeg kunne ikke flygte denne gang. Men lygtepælen og Judas gav mig styrke til at blive.

"Jeg har slået mig" svarede jeg kort. "Det gør ondt."

Hun trak lynlåsen ned på sin jakke og afslørede det hvide halstørklæde, der i al sin barnlige uskyld, skinte i lyset fra min lygtepæl.

"Mor siger, at blod får ting til at se meget værre ud, så hvis vi tørrer det af, bliver det meget bedre."

Jeg tænkte, at det ville være synd at snavse hendes rene, hvide tørklæde til, men alligevel nikkede jeg accepterende til hende og lod hende tørre mit ansigt af for blod. Den lille pige duppede forsigtigt på mit forslåede ansigt, imens hun smilede varmt til mig. Det var svært at benægte, at jeg blev rørt over hendes ømme hjælpsomhed. Som sagt, var hun ikke ret gammel.

Efterhånden som det hvide blev erstattet med det røde, i takt med mit ansigt føles renere, forsvandt de forurenede minder. Jeg smilede taknemmeligt til hende; hun svarede med et venligt blik, ligesom min søde lygtepæl. Vi betragtede begge blodet på hendes tørklæde. Det var jo kærlighedens farve.

"Nu ser det ikke så slemt ud mere. Gør det stadig ondt?"

Jeg rystede på hovedet, men jeg løj. Det bankede og dunkede og brændte og det blødte sikkert stadig. Jeg var også skeptisk overfor tanken om, at denne unge pige rent faktisk kunne få mig til at glemme eller hele mine sår. Men hendes selskab var rart.

"Det er jo meget sjovere at være glad, det er så trist at være ked af det.

Jeg kiggede skævt på hende og svarede, at det ikke er nemt at være glad når man er ked af det. Jeg kiggede forlegent ned på mine hænder. Det gav et sæt i mig da hun tog fat i dem.

"Når jeg er ked af det, plejer jeg at gøre ting som gør mig glad."

Hun trak mig op at stå.

"For eksempel kan jeg godt lide at spille bold."

Hun tog sin tennisbold frem og gav den mig i hånden. For mig virkede det lidt pinligt, men for hende var det sikkert det mest naturlige i verden. Hun gik et par skridt tilbage. Det startede med mit korte nervøse grin, så hendes og med ét, tog latteren hånd om os begge. Sammen grinede vi, med bolden dansende rundt i mellem os og med den blodige Judas hvilende på bænken i skæret fra min skæve lygtepæl.