En lun efterårsbrise dansede let mellem byens høje bygninger. Solen kastede sine sidste stråler ned på de smalle gader. Og en rolig summen lagde baggrundsmusik til scenariet.
   Det var fredag.
   Som en flot, håndskrevet og kærlig invitation, bød fredag weekenden velkommen. Fredag var dagen, alle ventede på i ugens løb. Fredag var nemlig lig frihed.
   Frihed fra hverdagens forpligtelser. Frihed til at gøre alt hvad hjertet begærede. Kun fantasien kunne sætte grænser.
   Friheden var også at føle i byen denne fredag.
   Nogle børn legede i en baggråd. Deres blide, umiddelbare grin kunne høres flere gader derfra.
   Et ældre ægtepar sad på en fortovscafé. Mens den ældre herre læste dagens avis, sad hans kone og betragtede byen, mens hun sippede til sin kaffe.
   En cyklist krydsede kørebanen ved gult lys. En bil måtte bremse hårdt, og billisten pressede i ren afmagt og forskrækkelse hornet. Men selv dette forgik roligt og afdæmpet.
   Det var jo fredag.

Lenard havde haft nogle hårde uger. Først var hans mor blevet syg.
   Hun havde sagt til ham, at hendes krop ikke ville længere. Den havde sagt fra. Og ved det kunne hun hverken gøre fra eller til.
   Lenard var udmærket klar over, at livet ikke varede evigt. Men han var nu også af den overbevisning, at hans mor bare havde givet op.
   Lige siden Lenards far døde, havde livet i hendes øjne svundet ind. Glæden havde fulgt med. Men han var overbevist om, at de fandtes derinde et sted. Både glæden og livet.
   Hans mor var af en anden opfattelse.
   Hun var blevet indlagt på sygehuset for et par uger siden. Lægerne havde konstateret et tilfælde af tidlig alderdom. Ramt i en alder af kun 58 år.
   Afdelingens overlæge havde fortalt Lenard, at det ikke var ualmindeligt at miste livsglæden på grund af hjertesorger. Og at kroppen kunne aldres hurtigere af den grund. Han havde trukket lidt på skulderne. Hans mor var altså ikke ved at dø.

Et kærestepar gik hånd i hånd gennem byen. Deres hænder svang i takt med deres skridt. De kiggede ikke på hinanden. Og sagde ej hellere noget. De gik bare gennem byen med hænderne svingene frem og tilbage.
   Kirketårnets klokker begyndte at kime. Klokken var passeret fire. Og weekenden havde for alvor meldt sin ankomst.
   Kæresteparrets svingende hænder, svang nu i takt med klokkerne. Det virkede så iscenesat, men alligevel så rigtigt.
   Byens gader og stræder blev nu fyldt af små kontormus. Kontormus der havde brugt hele ugen i deres stiveste puds og med pænt friseret hår på byens kontorer. Nu blev de sluppet fri. Endelig.
   En kvinde kom ud af en bygning. Idét hendes fødder ramte kantstenen, hev hun sin hestehale ud og rystede håret på plads.

Lenard havde i sommers købt en lejlighed. Lejligheden var placeret inde i byens midte. Fra den kunne han beskue omverdenen. På sikker afstand. Og uden at blive bemærket. Som en flue på væggen.
   Denne fredag adskilte sig ikke fra andre fredage.
   Lenard havde indrettet en siddeplads i en af lejlighedens vinduer. Vindueskarmen var akkurat så bred, at han kunne sidde der. Med en pude i ryggen og en kop te i hånden.
   Dér sad han så. Hver fredag. Sommetider tændte han for radioen. Andre gange sad han i stilhed. Kun til lyden af byens musik.

Solen var nu forsvundet. Dens lys var erstattet af gadens lamper. Lamper der lyste i en orange nuance.
   Byens kontorer og butikker blev mørklagt. Kun små spot lyste vinduerne op på gadeplan.
   Sådan var efteråret.; Dagene blev kortere. Nætterne længere.

Lenards far døde forrige år. Han havde haft problemer med hjertet i lang tid. Og en dag stod det af. Overbelastning havde hans mor kaldt det. Han havde jo så mange bekymringer.
   Lenards far havde haft sin egen forretning. Først gik det godt. Så gik det skidt. Banken ville ikke låne ham flere penge, og til sidst blev hjertet altså overbelastet.
   De begravede ham en lørdag i februar. Kirkegården var dækket af rimfrost. Jorden var hård og sej. Lidt ligesom Lenards far. Lenard syntes, at det havde været meget symbolsk.
   Han havde aldrig rigtig haft et forhold til sin far. Lenards far var en arbejdsom mand, der brugte de fleste af døgnets timer i sin forretning. Familien skulle jo have mad på bordet, og det sørgede hans far altså for.
   Lenards mor var hjemmegående husmor. Hendes job var at tage sig af familien. Og hun gjorde det godt. Det sagde hans far altid.
   Lenards mor var tilfreds med sit job. Hun vidste, at familien ikke ville hænge sammen uden hende. Hvad hun ikke vidste var, at hun ikke kunne hænge sammen uden Lenards far.

Et heftigt regnvejr satte til værks over byen. Et regnvejr så kraftigt, at dråberne sprang direkte tilbage mod himlen, idét de ramte gadernes brostensbelægning.
   Den lune efterårsbrise var blevet erstattet af en hård vind.
   Sådan var efterårsvejret så omskiftelig. Det ene øjeblik mildt. Det næste øjeblik hårdt og brutalt. Lidt ligesom livet. Man vidste aldrig, hvad der var i vente lige rundt om hjørnet.
   En ung mand havde søgt ly for regnen under en avis. Avisen blev hurtigt opløst af de aggressive regndråber. Så der stod han.; helt gennemblødt fra top til tå.

Lenard rejste sig fra vindueskarmen. Han gik ud i køkkenet for at tilberede fredagens aftensmåltid.
   Lenard havde en sommer taget et madlavningskursus. Det var i forlængelse af, at han skulle flytte hjemmefra. Hans mor havde sagt, at han ville dø af sult, hvis ikke han lærte lidt tips og tricks i køkkenet. Hun havde imidlertid ikke tid til at vise ham hverken tips eller tricks.
   Hun havde klippet en avisartikel ud af lokalavisen. Hun havde ringet til arrangøren og tilmeldt ham. Men det var for egen regning, havde hun sagt. Nu skulle han jo ud og være voksen. Og mærke livet.
   Lenard tog kurset. Han lærte at lave tre forskellige retter. Det var lige til husbehov, havde arrangøren sagt. Men Lenard havde kun kunne lide den ene ret.

Den unge, gennemblødte mand var nu blevet ledsaget af et par andre unge mænd. De stod ved en trappeopgang og nærmest gemte sig for efterårsvejret.
   Pludselig ophørte regnen. Og sammen gik de unge mænd videre ned ad gaden.
   De havde alle fint tøj på. Sorte bukser og mørkeblå frakker.
   De smilede og talte sammen. Måske de var på vej til fest.
   Klokken havde passeret syv. Og nu fyldtes gaden med feststemte mennesker, der var klar til at indtage weekenden.
   Ikke engang et brutalt efterårsvejr kunne ødelægge en fredag.

Lenards mor var blevet udskrevet fra sygehuset dagen efter hendes indlæggelse. Lægerne kunne intet gøre ved hverken hendes alderdom eller hendes hjertesorger, havde de sagt.
   De havde opfordret hende til at deltage i nogle arrangementer for enlige. Det ville hun ikke høre tale om.
   Lenard havde besøgt hende oftere end vanligt siden indlæggelsen. Selvfølgelig skulle hun ikke føle sig ensom. Men det var ikke Lenards besøg, hun savnede.
   Lenards mor og far havde mødt hinanden til et bryllup. Lenards mor var den smukkeste til festen, havde hans far altid sagt. Hun lyste rummet op. Lenards far var bjergtaget. Og det var kærlighed ved første blik.
   Den slags kærlighed havde Lenard aldrig oplevet. Og han var i tvivl om, hvorvidt den overhovedet fandtes. Hvis kærlighed ved første blik eksisterede, ville kærlighed jo være uhyre overfladisk, havde han tit tænkt.

I en af byens lejligheder afholdtes et selskab. Man kunne igennem vinduerne se, hvordan folk var samlet om spisebordet.
   Der var mange retter på bordet; de nærmest kæmpede om pladsen. Men ingen af selskabsgæsterne syntes at bemærke den trængte plads. De grinte og skålede bare.
   Én rejste sig op og holdt sit glas ud i strakt arm. Han afholdt tilsyneladende en tale. En tale så medrivende, at man selv på afstand og uden anelse om, hvilke ord der blev udvekslet, blev fuldstændig betaget.
   Han spredte armene til begge sider og spildte lidt fra sit glas. Så klappede selskabets øvrige gæster, mens de kørte lalleglade rundt på deres stolesæder.
   Det var i sandhed fredag.

Dengang Lenard var ung, blev han elev i en bank. Folk med penge mellem hænderne havde noget mellem ørene, havde Lenards skolelærer engang sagt. Og Lenard ville gerne have både penge mellem hænderne og noget mellem ørene. Så han blev bankmand.
   Han havde arbejdet i den samme bank i 12 år. Men krisen pressede, og Lenard blev smidt på porten.
   Det skete i sidste uge. På en mandag.
   Lenard havde aldrig rigtig brudt sig om mandage. Ligesom fredag inviterede weekenden velkommen, var mandag som en sur dørmand, der sluttede festen lige dér, hvor den begyndte at blive god.
   Intet godt var nogensinde kommet ud af en mandag.
   Lenard kunne slet ikke mindes en solskinsmandag. Vejret var altid gråt og trist, og en sort sky lagde sig hver mandag som en iltkvælende hånd over verden.
   Det var altid en kamp at komme ud af sengen en mandag. Hver gang man forsøgte at rejse sig, tyngede dynerne ned mod kroppen, så alt kraft forsvandt fra legemet.
   Det var ganske enkelt umuligt at komme op til tiden.
   Lenard måtte tit ringe til sin chef, og meddele en forsinkelse om mandagen. Den fandens trafik, undskyldte han altid.

Nattetimerne havde meldt sin ankomst den fredag. Og der var tynget ud i byens liv.
   Kun enkelte, halvvissende skikkelser dansede nu igennem byen. Først drejede de til venstre. Så til højre. Men aldrig lige ud.
   Man kunne lugte deres rus på afstand. Som en tætpakkede dunst af varme øl og høj cigarføring.
   Natten var ung. Og weekenden var kun netop indtrådt. Men for de halvvissende skikkelser var fredagen slut.
   Festlighederne fortsatte dog andre steder i byen. Selvom gaderne var halvtomme, kunne man høre både musik og latter.
   Urets store viser pegede stolt på elleve. Den lille viser fulgte hastigt efter, men var endnu kun nået til ni.

Lenard havde haft nogle hårde uger. Først moderens sygdom. Dernæst hans fyring.
   Lenard vidste ikke, hvordan han skulle betale sine regninger. Han vidste, at de ville snige sig ind gennem dørsprækken den første. Helt uden hensynstagen til hans arbejdsløshed. Kunne de da ikke bare blive væk, havde han tænkt.
   Men det kunne de naturligvis ikke.
   Lenard havde ofte hidset sig op over kunder, der ikke formåede at betale sine regninger. Det er en tilbagevendende, konsekvent udgift. Det kan da ikke komme bag på nogen, havde han så ofte skældt ud.
   Men nu stod hans altså i samme situation.
   Selvfølgelig havde han sparret lidt penge sammen til dårligere tider. Men Lenard havde nu haft øremærket de penge til noget helt specielt.
   En rejse. Eller en oplevelse. Han vidste ikke helt hvad. Men i hvert fald ikke til ren overlevelse.
   Måske han ville invitere sin aldrende, hjertesorgende mor på restaurant. Gøre hende lidt godt.

En ung kvinde sad på en bænk foran en af byens butikker.
   Hendes lange, smukke og gyldne hår havde gemt sig bag hendes skuldre. De var presset helt op til ørene.
   Hun vippede skiftevist med tæerne. Først de højre. Så de venstre. Vipperiget tog til i fart. Hun frøs.
   Hænderne klappede imod hinanden. Og hun pustede lidt på dem fra tid til anden.
   Hendes ånde stod klart ud i den kolde efterårsnat. Den dannede en hvid sky, der efter udpust kunne følges flere meter væk fra hendes mund.
   Måske hun ventede på nogen.
   Hun havde nylonstrømper på. De sad som malet på hendes ben. Med et vidunderligt skær skinnede byens lamper ned på dem.
   Hun kiggede lidt forvirret fra side til side. Pludselig smilede hun, og rejste sig fra bænken. En ung mand kom gående mod hende. De omfavnede hinanden.

Lenard havde engang haft en kæreste. Hun hed Manette. Han var egentlig ikke helt klar over, om han elskede hende.
   De havde mødt hinanden i gymnasiet. Manette gik en klasse under Lenard.
   Til en fest kyssede de. Manette var meget smuk. Og det havde kildet i Lenards mave.
   4 år havde de været kærester. Men intet varer for evigt. Hverken livet eller kærligheden.
   Så da Lenard flyttede til byen, stoppede de med at være kærester.
   Kærligheden sagde ham egentlig ikke noget. Han havde set flere ulykkelige end lykkelige tilfældet.
   Senest hans mors knuste hjerte.
   I øvrigt mente Lenard ikke, at et menneske skulle kunne fuldgøre et andet. Mennesket var da et selvstændigt individ. Og afhængigheden af andet menneske vidnede udelukkende om svaghed. Usikkerhed. Ufuldkommenhed.
   Måske han bare egnede sig bedst til at være alene.

En lille byge havde placeret sig over byen. Modsat bygens store fætter, der tidligere den fredag havde raseret over byen, var denne byge mild og blid.
   Regndråberne faldt kærligt og henkastet på vinduerne. Hvis ikke man lyttede ordentligt efter, var de gået ubemærket forbi.
   Gaderne var igen blevet invaderet af mennesker. Mennesker hvis fredag var kommet til en ende. Som små mus der kunne lugte ost, fór de ud af byens værthuse og øvrige feststeder.
   De fleste var i godt humør. Et par mænd stod og tjattede lidt til hinanden. Så kom der nogle andre mænd. De skilte dem ad. Så gik de hver til sit.
   Nogle gik alene hjem. Andre gik sammen.

Lenard kunne godt lide at betragte verden på afstand. På afstand kunne man blot observere. Man behøvede hverken at agere eller reagere.
   Lenard var træt. Han var også lidt ensom. Han var sjældent glad. Og han kunne i øjeblikket heller ikke se, hvorfor eller hvordan han skulle kunne være det.
   Smil din satans knægt, havde hans far engang råbt, da han skulle tage et billede af Lenard.
   Siden den dag havde Lenard ikke orket at smile.
   Det var ikke fordi, han var ked af det. Han var nærmere bare følelsesløs.
   Lenard kunne godt lide at betragte verden på afstand. For på den måde kunne at se det hele uden at være en del af det.
   Han havde ikke rigtig lyst til at være en del af livet. Men han havde nu heller ikke lyst til at gå glip af noget.
   Så derfor sad han dér. I vindueskarmen. Først hver fredag. Men den sidste uge hver dag.
   Det havde været dejligt roligt. Som en tilskuer til en uforudsigelig forestilling.
   Sådan måtte livet gerne fortsætte, havde Lenard tænkt. Uden bekymringer om arbejde eller helbred. Ja, sådan måtte livet nu gerne fortsætte.

Gadelygterne slukkedes. Byen blev mørklagt. Den sidste gæst var gået hjem. Og lysene i byens vinduer fulgte med.
   Alt var stille. En stille ro, der gerne måtte blive ved for evigt. En følelse af tomhed, dog alligevel fyldt med meningsfuldhed.
   Fredag var dagen, alle ventede på i ugens løb. Fredag var nemlig lig frihed.
   Frihed fra hverdagens forpligtelser. Frihed til at gøre alt hvad hjertet begærede.
   Men nu var fredagen forbi.