Ved juletid er det, man kan finde de lange oplyste gader, hvor en sød duft af brændte mandler stiger op fra bittesmå boder og ind gennem næseborene på lykkelige mænd og kvinder, der vandrer på kryds og på tværs i et kaotisk virvar, for at finde den perfekte gave til deres allerkæreste. Det er den tid, hvor små drenge i flok piler rundt og udveksler julegodter, med lykkelige grimasser som kun børn på denne tid kan have. Og hvor kærestepar, der søger ly under korte halvtag for den smukke, dalende sne, varmer sig, mens de står hinanden tæt; Kind mod kind.
Men langt derfra: Hvor støjen af lykke og juleglæde kun høres som et fjernt, utydeligt ekko, ligger der endnu en gade. Her er der ingen børn, ingen drenge som piler rundt, og ingen mandler hvis søde duft kan duftes. I denne gade hersker ingen glæde, og den kridhvide sne der daler så sagte mod jorden, skaber ingen hygge. Her, i denne gade, skaber den kun kulde og en vedmodig fornemmelse af afmagt. På denne gade sidder han, en pjalteklædt skikkelse der hviler sin magre krop ved et trappetrin. Hans øjne er indsunkne og den brune hud, som engang oplyste hans karakter med en smuk, gylden kulør, er efter mange års slid, fattigdom og underernæring falmet så meget, at han nu næsten er lige så kridhvid som det hvide snetæppe, der nu har dannet sig oven på gadens grå cement. Om hans hals hænger en sølvgrå halvmåne i en for længst rusten kæde - en gave fra svundne tider, fra et østligt land, fra en fjern virkelighed, men som stadig bringer ham varme tanker i de råkolde vinternætter. Han lader sine fingre glide hen over det gamle smykke, og for en stund forglemmer han den stikkende sult der flår i hans indre. Han mindes de varme nætter i et land langt fra den mørke og triste gade. Han mindes én kone, tre børn, og ét lille hus ved den smukkeste af alle ørkenens oaser. Den magre skikkelse sidder sådan og gennemgår sine erindringer tit, og ofte gør han sådan indtil søvnens udmattelse overvinder sulten, og han til sidst lulles ind i hungersnødens drømmeløse søvn. Men sådan er det ikke i dag. Det svage ekko af menneskeglæde holder ham vågen. Det afskærer ham fra at forsvinde ind i fortidens idylliske erindringer, og det piner ham. Svagt kan han også høre en latter i det fjerne, og han besvarer latteren med en dirrende litani i sin stemme:
"Oh, hvor er jeg dog kold! Oh, hvor jeg dog fryser," lyder det fra hans gispende læber, og han ville have udtrykt sin nød i en råben, men den skærende kulde afholder ham fra det.
"Oh, hvor er jeg dog sulten," hviner han med den svageste af stemmer, men han bliver hurtigt afbrudt derefter. For bag ham, et par trin længere oppe af trappen, åbnes en dør med en hvinende knirken, og ud træder en stor, bredskuldret mand med et kraftigt skæg og en pakke under armen - sådan én af de pakker, som er pakket ind i farverigt papir og bundet sammen med glimtende guldbånd. Manden ser ned på den pjalteklædte skikkelse, men det er som om han slet ikke ænser ham; som hvis han var gennemsigtig. Den magre mand, den pjaltede skikkelse, drejer sit blik om mod manden og slipper sit smykke - sit kæreste eje. Han rækker sine hænder ud efter manden, og danner med dem en tiggende skål.
"Giv mig lidt, blot lidt, jeg ber' dig," hvisker han, og i et kort øjeblik fanger han mandens opmærksomhed. Manden stirrer tilbage på ham, men der er ingen medlidenhed at finde i hans travle blik, ingen kærlighed for sin næste, og med en vred knurren i sin stemme brummer han: "Åh, så forsvind dog din skide tigger! Udlænding! Skrub af, tag hjem til hvor end din slags rakkerpak kommer fra!"
"Jeg ber' dig, vær barmhjertig, jeg fryser sådan. Giv mig blot lidt til noget mad - eller bare en kop kaffe?" Siger den magre skikkelse atter med sin svage hvisken. Han ser, med desperation i blikket, op på den skæggede mand - ham med pakken under armen. Den skæggede mand stirrer tilbage mod ham, og det travle blik i hans øjne erstattes med et vredt udtryk, der får den pjaltede skikkelse til at skutte sig frygtsomt sammen.
"Du vil ha' penge? Bah, det er sgu altid det i vil, og du bruger det sikkert ikke engang på kaffe - eller mad. Nej, du bruger det sikkert bare på noget af det lort, som du sikkert skyder op i armen. Føj, siger jeg bare," kagler han med den samme vrede brummen som før, "Og du kan fandeme også godt forberede dig på at flytte dig!"
Og så siger han ikke mere. Han stopper igen med at se på den pjaltede stakkel, for ham er han blot ligegyldig. Den stakkels, pjalteklædte mand flytter nervøst på sin krop, selvom han næsten ikke magter at bevæge sine stive lemmer. Han rykker sig helt ud på trappestenens kant, så den bredskuldrede mand kan passere med sine vrede, trampende skridt og komme videre på sin færd. Den bredskuldrede mand går hurtigt forbi den pjalteklædte, men sender alligevel én enkelt spytklat af foragt mod ham - dog uden at se direkte på ham.
Timerne vandrer nu atter afsted. De hvide snefnug falder forsat så sagte mod jorden, og tager deres plads i det murstenstykke, hvide tæppe, der nu har dannet sig på gadens grå overflade. I det fjerne, hvorfra det svage ekko af en latter før havde kunnet høres, er der nu stille. Al den lyd der havde støjet så forfærdeligt, og som havde afholdt den pjalteklædte mand fra at sive ind i sine minder, er nu forstummet. Alt er stille. Men den pjalteklædte finder stadig ingen trøst i sine gamle minder. Han sidder stadig dér, hvor han sad før, og kulden rusker stadig i hans skrøbelige knogler. Han skutter sig i et forsøg på at varme sin isnende krop, men intet hjælper det. Alt virker håbløst for ham; han er sulten, han er kold, han er uden hjem og uden familie - alt virker ikke kun håbløst, alt er håbløst.
Efter en stund rejser han sig op. Den rumlende knurren, som lød fra hans indre, for at gøre ham opmærksom på, at den krævede føde for at bære ham helskindet gennem endnu en kold december nat, havde for længst meldt sin ankomst. Han ømmer sig lidt, da han står op, og mærker hvordan hans ben ekser under hans vægt - skønt han vejer så lidt. Over ham driver de natsorte skyer over himlen. I den lange tid han har siddet og hvilet sig på trappens kolde trin, har natten for længst gjort sin entré, og gaden er nu efterladt i det mørkeste af mørke. Langsomt begynder han at traske afsted gennem mørket og kulden. Han vader gennem de hvide snedriver, og ind i mellem kaster han sit blik mod den mørke himmel. Han tænker på en tid, hvor han så på samme himmel, men fra et helt anderledes sted; fra et varmt land, hvor solens glimtende, lyse skær sjældent var svært at finde. Han erindrer endnu engang øjeblikke, som dengang hvor han sad ved trappen, med sit smykke knuget ind til sit bryst, hvor han holder en lille spinkel pige i sin favn. Han tænker tilbage på stunder hvor han kærtegner en smuk kvindes kind.
Et smil maner sig næsten frem på hans ansigt, men med ét bliver han atter revet ud af sine trøstende minder, tilbage til den mørke virkelighed - én verden uden den varme han så glædeligt mindes, hvor sulten og tørsten er hans eneste familie. Han tager et skridt, men noget føltes mærkeligt under hans fod. Den før så faste grund skælver under hans vægt. Under ham ligger en skrøbelig træflade, der er blevet placeret som dække for et vejarbejde, som har stået på i den triste gade i flere år, og i flere år har folk kunnet passere uden den skælvede bare det mindste, men ikke i dag; i dag brister den.
Den brister under ham, river ham ud i af hans drømmende fantasier og tilbage til den kolde virkelighed, og han falder ned i et mørkt hul. Han føler det, som varer faldet evigt, men pludseligt ligger han stille igen. Under sin ryg kan han mærke frosne ledninger, der snor sig på jorden under ham som små slanger i ly af mørket. Ét øjeblik føler han det, som om de vil kvæle ham - som vil de sno sig om hans hals, og kvæle den sidste gnist af liv ud af hans frysende skikkelse. Men de bevæger sig ikke det mindste; de er lige så forfrosne som fingrene på hans egne knoglede hænder.
Over ham blinker stjernerne med deres matte glans. Deres lys genspejler sig i hans slørede blik. Han fryser mere og mere for hvert øjeblik der passerer, ligesom han har gjort det hele vejen gennem denne historie, men nu er noget anderledes; kulden er ikke som før. Den flår ikke længere i ham, den omfavner ham. Den hiver ikke længere i ham, den hvisker til ham. Den hvisker, at han skal hvile, og med en stille hvisken svarer han kulden igen:
"Ja, ja, jeg bør hvile. Det nytter alligevel ingenting at være vågen."
Ordene siver som en trist strøm fra hans læber, der er ingen vilje tilbage i hans stakkels skikkelse. Én sidste gang rækker han ud efter sit smykke - hans allerkæreste eje. Hans fingre omslutter den sølvagtige lille halvmåne akkurat som før, men hans fingre bliver langsomt svagere, og svagere, og svagere og til sidst slipper han det og hans øjne lukkes. Stille driver han mod ubevidstheden. Sagte driver han mod den endeløse søvn; den sidste port; endestationen for al hans lidelse.
Men så med blot ét øjebliks varsel sker der noget ganske uventet: Ud fra gadens mørke kroge kan man atter høre en lyd; lyden af forsigtige fodtrin, der langsomt nærmer sig. Den pjaltede stakkel åbner sine øjne på klem - skønt han næsten ikke magter det - og ud fra den nederste afkrog af hans synsfelt, ser han to skikkelser træde ud fra gadens sørgmodige skygger. Er det mon engle, tænker han, er det mon nu, at jeg skal videre? Er jeg så fortabt, at kun døden er min frelse? Han gør sig sådanne tanker, og igen begynder han at ryste, men han ryster ikke på grund af den ulidelige kulde, der stadig holder ham i sit greb. Han ryster af frygt. Han frygter døden. De to skikkelser kommer tættere og tættere på ham, og til sidst står de lige over ham. De stirrer ned på ham som han ligger der i hullets mørke og forfrosne dyb, og i skæret fra stjernerne kan han nu bedre ane deres udseende. Begge har de lyst hår, blå øjne og deres klæder er næsten lysende hvidt, han aner dette, men mere kan han ikke se. De må være engle, tænker han. Den pjaltede skikkelse mærker hvordan frygten for døden igen bider sig fast i ham som en slanges bid, og han mærker en voldsom trang til at skrige. Han åbner munden, men ingen lyd kommer ud - ikke engang en pivende hvisken kan han magte.
Nu ser den ene skikkelse på den anden, og de udveksler nogle få korte sætninger, som den pjalteklædte slet ikke kan forstå. Han føler sig så fjern, som om han er på vej væk. Den ene af de to skikkelser træder nu ned i hullet til ham, og placerer en forsigtig hånd på hans pande. Hånden er varm, og en behagelig fornemmelse varmer pludselig den pjalteklædte mands ansigt som ilden fra en blussende kakkelovn.
"Han fryser meget," mumler skikkelsen, som nu er hos ham i hullets ensomme mørke, "vi skal være meget hurtige, hvis han ikke skal dø."
Hvis han ikke skal dø? Sagde de, at jeg ikke skal dø? Tænker den pjalteklædte, inden hans sidste kræfter slipper op, og han falder hen i kuldens påtvungne søvn.
Hans bevidsthed siver fra ham, men han slipper den ikke. De sagde, han ikke skulle dø, så det vil han ikke. Livet glider langsomt fra hans fingre, men han nægter at give slip. Han strammer grebet om sin egen skrøbelige gnist. Han vil leve, og med et ryk river han sig ud af dødens søvnige favn. Igen slår han øjnene op, men han befinder sig ikke længere i det mørke hul. Overalt omkring ham er der lys, som glimter i kridhvide lysestager under et mørkebrunt loft. Tydeligt kan han hører lyden af blide sangstemmer, og det fylder hans øregang med en glædelig følelse. Pludselig føler han sig ganske forvirret, og han forstår ingenting; han fryser ikke længere, han er ikke længere i den triste gade, og nu ligger han pludseligt så blødt - hvem har dog lagt ham i en seng? Hvem har dog reddet ham fra den triste gade, og hullets ensomme mørke?
Med en mirakuløst fornyet styrke sætter han sig op, og et syn af sand skønhed kommer ham i møde. Han ser foran sig et smukt dekoreret grantræ i midten af lokalet, og omkring det går en familie på seks rundt, mens de synger og nynner om glæde og lykke. Den pjalteklædte mærker varmen skylle igennem ham, da han føler en kærlig hånd røre hans skrøbelige skulder.
"Her. Drik," siger en bydende stemme, og den pjalteklædte vender uforstående sit blik. Da han ser stemmens ejer, står alt nu klart for ham: Stemmen tilhørte skikkelsen som var med ham i hullet. Han er blevet reddet! Han ser nu skikkelsen tydeligere end fra hullets mørke, og han indser, at det slet ikke er en engel, men derimod en ung og lyshåret mand med de dybeste smilehuller, den pjalteklædte nogensinde har set. Den lyshårede mand rækker en kop hen mod den pjalteklædte, og gentager sine ord: "Her. Drik."
Den pjalteklædte tager med sine skrøbelige hænder i mod koppen, og fører den op til sine kolde læber. Han tager en forsigtig slurk, og mærker den varme, sødmene smag af kakao fylde hans indre.
"Hvorfor?" Spørger han, og ser hen mod den lyshårede, der stadigvæk betragter ham med et glædeligt smil.
"Hvorfor? Fordi det er juletid. Det er nu man skal hjælpe de trængende, uanset hvem de er," svarer han med en rolig stemme.
Den pjalteklædte siger nu ikke mere. Intet ord, ingen tale ville kunne beskrive den glæde han pludseligt begynder at føle. Varmen og lykken vælter nu ind over ham som en bølge af julens fryd, og hans blege skikkelse er nu ikke længere helt så bleg. Hans ansigt lyser op, og med ét smiler han. Dette er et vaskeægte mirakel, tænker han, og da føler han sig ikke længere helt fortabt.