Jeg vil bare leve ordløst. Som et dyr. Jeg vil bare træde ind på scenen uden påholdende omtanke. Og jeg vil bare fremføre min pantomime. Helt uden tanke på tanker. Helt uden følelser om fornemmelser, nedladende skrål og fordømmelser. Jeg vil bare stå. Dér i lyset. Og lade det mine skygger viske ud. Fuldstændig nøgen for alle at se. Uden en rynke hvori en hemmelighed sig gemmer og mimer og lokker til tvivl.
Jeg vil bare leve ordløst. Som et dyr. I vildskab med mine fæller. I afstumpet leg. I ren erkendelse og uden en fornedring deraf. En handling er en handling i en handling. Udskåret og indfiltret kontekstualisering med en enestående og uomtvistet kausalitet, som lader sig beskue fuldt og fast uden at lægge sig nogen til last.
Jeg vil bare leve ordløst. Som et dyr. Uden den boble af omtanke, der tårner sig op over min hjerneskal. Uden den følelse af selvundergravende selvudslettelse jeg ellers finder så udfrittende og flirtende foretagsom, når jeg skal begive mig hen og igang.
Og jeg vil bare leve ordløst. Som et menneske, der ej er sin egen undergang bevidst. Og som ved den kommer af ikke at kende eller elske sin egenart.