Det er mærkeligt når man tænker tilbage på de ting der er sket i ens liv og af en eller anden grund kan se en rød tråd.
Hvordan ens liv ville have formet sig, hvis de ikke var sket og om der har lagt et par andre liv og ventet i kulissen, såfremt at personerne i sit liv havde valgt anderledes. Om vedkommende der åbenbart skal sidde oppe i skyerne (hvilket jeg ikke helt kan forstå), virkelig har en plan med een. Det ville være let, fordi så ligger hele ansvaret for mit liv ikke kun på mine skuldre.
Så er det lidt som at få stukket en voucher i hånden fra fødselen af.
Jeg kan egentlig godt se fidusen i at tro på noget. Var der ikke en fransk filosof, vis teori var, at det at tro på Gud var relativt. Hvis man igennem hele tit liv har en tro på et efterliv og at der er en plan med een, kan det vel gøre livet lidt mere udholdeligt.
Og når det så er eens tur til at tage rulletrappen "op" og man finder ud af at der faktisk ikke en stor og rar julemand der sidder og tager imod een med åbne arme, er det så ikke ligemeget?! Man er jo død!! Så jeg kan godt se pointen i at tro på alt det der, men jeg kan bare ikke. Jeg er skeptisk. Mit hjerte vil gerne, men min hjerne sætter sig hele tiden imod. Protesterer højlydt.
Og hvorfor er det mon sådan? Ja, jeg tror jeg ved det, men som sokrates vist nok sagde, så ved jeg kun at jeg ingenting ved.
Da jeg var 18 blev jeg genfødt og ikke i den positive vending. Samtidig med at jeg blev myndig og på papiret var voksen (hvad det så end betyder), besluttede min kære far at det nu var tid for ham at tage rulletrappen. Hans sidste happening, skrev han i sit brev til mig, selvom det meste af brevet var ulæseligt, grundet hans store indtagelse af alkohol.
Min far var kunstner, med stort K og provokatør med stort P. Et fremragende og inspirerende mennske. Enten elskede man ham eller hadede ham. Der var ingen mellemvej. Jeg behøver vist ikke sige i hvilken ende jeg lå.
Det var aldrig kedeligt at vokse op i vores store socialpædagogiske kollektiv med farfar og farmor boende i den ene ende, os i midten og 5-6 plejebørn i den anden ende. For ikke at tale om de kursister der hver sommer troppede op for at blive undervist i maleri af hhv min farfar og far. Måske er den trygge, men dog bizare, opvækst grunden til at min rygsæk ikke er fuldstændig ødelagt i dag.
Min far valgte at hænge sig i stalden 2 måneder før min studentereksamen. Det var en kaotisk tid, hvor jeg levede i en drømmeverden. Min hjerne og mit hjerte var separeret på det tidspunkt. Nerverne var blevet rykket over af alle de følelser der rutchede gennem min krop. Så der var ingen kontakt i mange, mange måneder efter. Jeg kunne bare ikke forstå det. Min store og stærke far, som altid kunne diskutere folk ihjel og som altid havde en løsning på alle mine problemer. Hvor var han nu?
Hvordan skulle jeg klare tabet af ham, når nu han ikke var der til at hjælpe mig?!
Jeg tror, nu når jeg tænker tilbage, at jeg i den periode blev lettere sindssyg. Jeg levede kun på mine instinkter og blev overmodig. Jeg var ude af min egen krop og så mig selv opføre mig urationelt og kåd. Kåd! Det er ikke lige det begreb man forbinder med et dødstab, men ikke desto mindre var det en gennemgående følelse jeg havde i den tid.
Jeg havde lyst til at grine. Konstant. Grine. Højt og grænsende til hysterisk. Jeg havde lyst til at leve. Til at mærke livet. Udfordre livet og grine det op i hovedet. På et tidspunkt havde jeg den tanke at jeg var udødelig og at jeg ville udfordre ham den store mørke stodder med leen, som holdt min far i en halv nelson. Så jeg stod mange gange ude på kanten af fortovet og var tæt på at springe ud foran en bil. Bare for at prøve det. Bare for at se om der skete noget. Bare for at mærke mig selv.
Mærkeligt nok troede jeg ikke at jeg ville komme noget til. Udødelighedens magi havde gjort mig usårlig ... i hvert fald i mit eget hoved. Det var ikke fordi jeg ville dø. Tværtimod. Jeg troede ikke jeg kunne dø.
Jeg flyttede så sammen med min storebror, fordi huset skulle sælges. Og i årene efter var jeg ikke mig selv, eller jeg kunne ikke finde mig selv. Nerverne i kroppen var stadig beskadiget, så der var stadig ingen kontakt fra hjernen til hjertet.
Jeg levede kun efter een regel. At hvis der var noget jeg ville, så gjorde jeg det. Rejste, kom hjem, rejste igen, kom hjem, gjorde mig selv til grin, men jeg var ligeglad. Det var mit liv og ikke om der var nogen der skulle blande sig. Jeg havde affærer til højre og venstre og forelskede mig hovedskuls i hver eneste, for så derefter at blive dumpet. Jeg SKULLE have en kæreste. Koste hvad det ville. Trygheden var mit mål og jeg ville gå igennem ild og vand for at få den, hvilket kun resulterede i at jeg skræmte alle sammen væk. Så blev jeg single, ufrivilligt, igen og gik helt amok. Gik i byen konstant og kunne ikke være i samme rum med mig selv. Jeg var kun hjemme for at sove.
Når jeg ser tilbage nu, er det somom det er en anden person der levede i den tid. En anden Camilla. En amazonekriger der hver aften skulle ud og stimuleres. Men det var som at fylde et bundløst hul. Man kan vel sige, at jeg var dybt afhængig af andre mennesker, som skulle sørge for at jeg både følte tryghed, omend en falsk, samtidig med at jeg stødte alle væk. Min facade blev opretholdt og kontrollen var hele tiden intakt. Undtagen de få timer jeg var alene. Så brød det skrøbelige skelet ud af sit papirstynde skjul og græd. Græd for at fylde det hul. Græd for at få smerten ud af systemet. Græd for min far og for mig selv.
Men den dag i dag er alt intakt ... næsten. Der sidder et stort ar som aldrig vil heles helt og som engang imellem springer opog væsker. Men nu er jeg blevet klogere, hvis det hedder det. Det er jo rigtigt hvad de siger, hvem de så end er, at tiden læger. Ikke alle sår, men den lægger sig omkring een som et plaster, der suger alt betændelse til sig og renser sjælen.
Jeg fik aldrig psykologhjælp, men havde heller ikke behov for det kan jeg se nu (skønt nogle måske ville sige andet), men jeg havde en storebror og jeg havde mine to veninder, som var der for mig. Og vi talte. Talte og talte og talte. Jeg fik talt om det hele 1000 vis af gange, indtil jeg ikke havde samme behov længere. Det var vel min form for terapi og så var det endda gratis!!
Udover mine dejlige veninder og storebror, skrev jeg mig ud af det. Skrev lange frygtelige breve til min far, hvor de indtørrede tårer stadig kan anes på alle brevene. Jeg begyndte at skrive digte igen og hvilken befrielse.
Men den tanke der sommetider vender tilbage er om det hele var planlagt på forhånd. Jeg er blevet utrolig stærk og selvstændig, hvilket er den dimentrale modsætning til mit andet jeg før jeg blev 18. Jeg er ikke genert mere og jeg kan diskutere folk ihjel, når det rammer mig. Jeg ligner mere og mere min far..på både godt og ondt, men det luner. Det luner i min sjæl.
Dog kan jeg alligevel ikke lade være med at spekulere over hvordan mit liv ville have udformet sig, hvis min far ikke havde valgt den lave ene i gærdet. Fordi trods min store affektion og idolisering af min far, så var jeg også bange for ham. Han kunne være nådesløs noglegange og samtidig pressede han mig hele tiden til at sige noget. Sige min mening, min holdning, lære diskusionens kunst at kende. Det var det samme som at sidde foran Zeus som ubetydelig lille dødelig og kritisere den store gud over alle guder for hvad han sagde. Sådan var mit syn på min far og han havde stor indflydelse på mit liv og mine meninger.
Så spørgsmålet er jo om jeg ville have været en helt anden Camilla, hvis han havde valgt anderledes. Om der var een deroppe der mente at nu skulle planen sættes igang. Nu skulle den bette Camilla lære livets voldsomme effekt og lære hvordan man rejser sig med sår og brækkede lemmer, men i live. På en eller anden forskruet måde har jeg ligget i min lille puppe og hygget mig, hvorpå en magtfuld hånd har revet mig ud af puppen, smidt mig ned på jorden og efterladt mig i en hel ny og skræmmende verden. Uden hjælp. Uden stedsans. Og fuldstændigt afskåret fra den trygge puppe, som er blevet revet i tusinder stumper.
Det passer faktisk meget godt, så jeg tænker nærmere over det. Jeg tror stadig ikke på Gud, men jeg tror på skæbnen. Om det er det samme, tør jeg ikke gisne om, men det skub ud i intetheden har da ført noget godt med sig og mine vinger er stærke og smukke og er ikke bange for at bære mig ud i livet. Ikke mere.