Hver gang jeg mærker barndommens minder skubbe til min permanente rastløshed, går jeg en tur i kvarteret og glider usynligt gennem deres hjem, mens jeg uindbudt kort bliver en del af deres daglige rutiner omkring spisetid.

Her omkring spisetid kigger jeg et kort sekund ind ad deres vinduer og liv, mens min hjerne bearbejder de indtryk mine sanser rapporterer til den og et kort øjeblik er jeg en del af deres liv. Når jeg er i denne trance og opslugt af sanserne og mindernes vidunderlige sammensmeltning, har jeg overgivet styringen af min krop til autopiloten, som sørger for at jeg bevæger mig fremad og ikke snubler.

På den halve time det tager, låner jeg deres haver, så jeg igen kan gå barfodet gennem nyslået græs og boltre mig i dets dufte, der sender mig 15 år tilbage i tiden. Jeg har lånt deres liv og haver ved hver årstid og som har givet mig ro i sjælen og hovedet.

Mens jeg drejer nedad en rolig villavej, løber jeg glad rundt og leder efter en gul tennisbold og har slet ikke opdaget, at jeg er sulten og beskidt. Jeg er barn igen og har slettet alle mine bekymringer. Syrenerne dufter lige så stærkt som de gjorde dengang og pludselig står jeg ved enden af vejen. En stemme vækker mig.
"Har du noget ild?" spørger en somalisk ældre mand, som sidder og nyder sommeraftenen på en bænk.
Først bliver jeg forvirret, men får småhvisket:
"Ja, nu skal jeg lige se efter." Jeg roder rundt i min taske og fnder en lighter fra et stamsted.
Han kommer hen til mig, og jeg tænder hans smøg.
"Mange tak," siger han på gebrokkent dansk og en næstekærlighedsfølelse vælter frem i mig.
"Ved du hvad?" siger jeg, mens jeg genkalder mig følelsen af at sidde et sted uden ild, "bare behold den, jeg har så mange derhjemme."
Manden ser lidt overrasket ud, og jeg mærker rødmen brede sig. Jeg kender ham jo ikke.
"Mange tak," siger han og gentager det samme flere gange.
"Det var så lidt," får jeg hvisket og smiler til ham, mens jeg fortsætter ned ad vejen temmelig stolt af mig selv og med en tilfreds følelse i kroppen.

Allerede da jeg er ved at nærme mig boligblokken, hvor vi bor, er længslen efter at være barn og naiv helt væk, og som jeg træder ind i entreen, kan jeg mærke at mit sind er stille igen, min ro genetableret og mit filter renset for dages ophobning af snavs og bekymringer. Overskudsknappen blinker. Den er fyldt.