Der var ingen mennesker i Irma, og hylderne bugnede af friske råvarer. Alt stod sirligt ordnet med mærkaterne vendt udad, og på lange lige rækker. Lyset i forretningen fordelte sig jævnt og blødt, og man var aldrig henvist til mørkere kroge eller blinde vinkler. Alt var oplyst og imødekommende og appetitligt.
På forhånd havde han besluttet sig for at finde ingredienserne ret for ret, og han begyndte således med forretten som skulle være en klassisk let fiskeanretning. Valget var faldet på laksetatar på rugbrød, serveret med kølig hvidvin. Mellem de talrige hylder og kølediske udvalgte han forrettens råvarer. Laksefilet, madagascarpeber og dijonsennep placeredes i vognens rummelige bug, estragon, balsamicoeddike, rugbrød, og en flaske hvidvin - en efter en fyldte varerne sirligt vognen. Der var ingen problemer med at manøvre rundt i de mennesketomme, brede gange mellem hylderne - vognens hjul havde minimal friktion mod det glatte gulv, og den gled let gennem butikken.
Som hovedret havde han valgt langtidsstegt, rødvinsmarineret oksesteg med jordskokpuré og rodfrugter, serveret portionsanrettet og akkompagneret af en kraftig rødvin. Han havde allerede dagen før sikret sig et kilo oksetykkam hos den lokale slagter, så han gik roligt forbi kødafdelingen, videre til grøntsagerne hvor gulerødder, selleri, porre, hvidløg, laurbærblade, Jordskokker, timian, tørrede tranebær, fennikelfrø og rosmarin effektivt men pertentligt blev tilføjet indkøbsvognens voksende forråd. Sluttelig fandt han fløde og den kraftige franske rødvin som var de sidste ingredienser til hovedretten. Han havde ingen anstrengelser med at finde hvad han skulle bruge, og han skubbede fløjtende rundt i butikken, mens han nøje udvalgte hvert produkt. Desserten skulle være Rabarbertrifli med hasselnøddemakroner og nougatflødeskum som skulle serveres i højstilkede glas og med et godt glas portvin til. Foruden portvinen behøvede han hasselnødder, æg, rørsukker, rabarber, vanilje, sukker og blød nougat, som smertefrit blev indsamlet og lagt i vognen, sammen med de resterende varer.
Ved kassen gik betalingen flydende, og han konstaterede til sin tilfredshed at udenfor skinnede solen stadig, om end den stod en anelse lavere på himmelen end tidligere. Ruten fra Irma til lejligheden var ikke lang, og han kunne gå på den solbeskinnede side af fortovet hele vejen. Endnu engang gennemgik han planen i hovedet for at sikre sig at han havde helt styr på fremgangsmåden, og om der var noget han skulle have glemt. Oksetykkammen og grøntsagerne skulle som det første marineres i rødvin. Han havde allerede fundet et fad i passende størrelse frem, og han vidste præcis hvordan marinaden skulle forberedes. Efter marinaden ville han forberede forretten, og til sidst desserten. På denne tid af døgnet skinnede solen ind ad de runde vinduer i opgangen på alle etager, undtagen i stuen - der var tretten hurtige trin op til første oplyste repos.
Hans lejlighed lå på fjerde sal, og bestod mestendels af ét stort rum. Den eneste dør i lejligheden var hoveddøren som markerede overgangen fra fællesområdet i trappeopgangen til privatsfæren i lejlighedens indre, selv toiletdøren havde han fravalgt og erstattet med et matteret badeforhæng. Ligeledes udgjorde væggene i det lille toilet boligens eneste selvstændige rum - klemt inde mellem væggen ind til naboen og bagtrappen, som nu var blændet af. For konstant at kunne overskue lejligheden i sin helhed havde han måtte lade en bærende væg rive ned og erstatte med tre metalsoldater, der nu bar vægten af tagkonstruktionen over ham. Køkkenet lå i den side af lejligheden som var vestvendt, og havde derfor det bedste lysindfald sidst på dagen. Endnu var der flere timer til solen forsvandt bag bygningerne overfor.
Ihærdigt kastede han sig over madlavningen. Køkkenet var veludrustet og der var god plads til at udfolde sig - det var vigtigt for ham ikke at blive begrænset af bordplads eller redskaber. Han rensede og skrællede og snittede møjsommeligt gulerødderne, sellerien og porrerne. Hænderne arbejdede roligt og sikkert med råvarerne, og hans tankevirksomhed var opmærksomt rettet mod den fysiske proces. Hvidløget pillede han og skar i to dele. Han fordelte timian, rosmarin, grøntsager, hvidløg, peberkorn og laurbærblade ligeligt omkring stegen i det udvalgte fad, overhældte herpå med rødvin, inden han omhyggeligt dækkede det med sølvpapir og stillede det i vindueskarmen. Skyggerne begyndte langsomt at kravle ud under hylderne under køkkenbordet og hen ad gulvet. Han tændte lysarmaturerne, og skyggerne trak sig hurtigt men modvilligt tilbage til mørket bagerst på hylderne, hvor de ulmede videre i hvileløs forventning.
Han fortsatte med laksen. Snittede den langsomt og præcist i ensartede små kvadrater. Mens lyset lokkende legede i køkkenknivens skarpslebne stål, hakkede han estragonen og blandede den omhyggeligt med laksen, syltet madagascarpeber, dijonsennep og balsamicoeddike i en porcelænsskål. Skålen stillede han i køleskabet, efter at have overdækket den med husholdningsfilm. Han havde fjernet afbryderen der sikrer at lyset slukker når man lukker køleskabsdøren, så han var forvisset om at der var konstant lys. Ligeledes havde han fjernet skabslågerne til både over- og underskabe i køkkenet og installeret lysarmaturer i dem alle.
Til makronerne hakkede han hasselnødder og piskede æggehvide. Han brugte lang tid på begge dele. De hakkede nødder blev forsigtigt vendt i hviden sammen med sukker, og herefter, med en ske, sat af på en bageplade med bagepapir. Endelig fladede han roligt og koncentreret makronerne med skeen, og bagte dem ved 160 grader i 20 minutter. Også i ovnen havde han sørget for at der var konstant lys, selv når den ikke var tændt. Jordskokkerne blev grundigt skrællet og lagt i en gryde, klar til at blive kogt. Første etape af madlavningen var nu overstået, og der var genereret en del opvask som han systematisk vaskede og tørrede og stillede på plads, før han holdte en times pause foran vinduet.
Han nød lyset ved vinduet. Han kunne godt lide at sidde med lukkede øjne og lade solen trænge igennem sine øjenlåg. Han var draget af fornemmelsen af hvordan alting blev til ingenting i det hvide stærke lys, og af fornemmelsen af at føle sig fyldt ud af klarheden. Langsomt bredte lyset sig i kroppen, og han mærkede hvordan det skyllede gennem arterier og kapillærer og forplantede sig helt ud i de yderste led, og han nød hvordan det trængte ind i sindets inderste afkroge, rensede det og efterlod det befriet, tomt. Blodet brusede i årene og han fyldte lungerne med ren klar luft. Som han sad der i lyset følte han sig stærk - ukuelig. Intet kunne komme ham nær. Han kunne slippe taget i tankerne og lade dem vandre frit uden styring, lade lyset vokse ud indefra, ud gennem porerne, ud i rummet. Han kunne udfylde hvert et mellemrum, hver en sprække, med sit eget klare lys, og gendrive det ukendte der klaustrofobisk klamrede sig til paneler og underflader. Hans krop, hans sind, lod sig løsrive fra den fysiske verden, og lod ikke noget uset. I kraft af det udefrakommende lys strålede han, og han lod sig overmandede af tingenes gennemsigtighed. Sin egen gennemsigtighed. Som i en trance sad han foran vinduet og absorberede lyset, indtil der ikke var mere - indtil mørket atter rullede gennem venerne, og skyllede ind over sindet med en kvælende styrke.
Hans indøvede runde i lejligheden var det første han foretog sig efter pausen. Hver en lampe og hvert et lysrør måtte tændes i den rigtige rækkefølge, så lyset bevægede sig som en bølge foran ham - han måtte tage kontrollen, og der hvor det elektriske lys ikke nåede ud, tændte han stearinlys. Stegen havde nu marineret i vinen og grøntsagerne længe nok, og skulle brunes i ovnen i 15 minutter ved 225 grader. Han flyttede den omhyggeligt over i en bradepande, hældte vinen og grøntsagerne til, og satte det i den forvarmede ovn. De sidste solstråler krøb konsekvent hen over loftet mod vinduerne, som stødt og ubønhørligt sugede dagslyset til sig.
Stegen blev atter taget ud og temperaturen skruet ned. Han overhældte med det resterende af marinaden, og tilsatte tranebær og fennikelfrø. Hans hænders bevægelser var ikke længere så rolige og sikre som de tidligere havde været, og han tændte lidt flere lys på køkkenbordet.
Da ovnens temperatur var nede på 100 grader skulle kødet have yderligere 2 timer. Umiddelbart inden serveringen skulle jordskokkerne koges i fløde i 20 minutter sammen med rosmarin og herefter blendes med eddike, salt og peber, og samtidig skulle en sauce af skyen fra stegen smages til med salt og peber. Udenfor sivede mørket ned over byens krogede etagebygninger, og trængte grådigt ind i gyder, gårde og opgange. Han tændte for armaturerne der sad i vindueskarmene og oplyste de mørke ruder, og trak gardinerne for.
Videre i forberedelserne, og det var tid til at dække bordet. Han havde besluttet sig for en simpel men elegant borddækning. Hver kuvert bestod af to sæt bestik, en stor tallerken til hovedret og en mindre til forretten. Da både forret og hovedret skulle portionsanrettes, var det kun nødvendigt at koncentrerer sig om pynten, bestikket og glassene i første omgang. Fire personer havde han afgjort med sig selv at dække op til i aften, med en enkelt blomsterdekoration i lav vase der tillod at lade sig se hen over på midten af bordet. Tankerne skulle minutiøst beskæftiges og styres.
Først valgte han dugen. Det blev en klassisk hvid dug med et simpelt blåt mønster langs kanterne og på midten. Han glattede den omhyggeligt ud, og sikrede sig at den lå perfekt centreret, før han placerede blomsterne nøjagtigt i midten. Han måtte stille lys på alle fire sider af dekorationen for at undgå skygger hen over bordet. Fra dekorationen målte han, med målebånd, præcist ud til hvert bestiksæt. Bestikkene til forret yderst og hovedret inderst. Under gaflerne lagde han en tyk stofserviet, og lige foran den stillede han hvidvinsglasset, dernæst det lidt større rødvinsglas og umiddelbart til højre for det, foran knivene, vandglasset. Han betragtede resultatet af sin grundighed, mens han koncentreret men forgæves prøvede at lukke lyden af det tiltagende mørke, der som en tyk og fedtet materie klæbede sig til ruderne, ude.
Før han gik tilbage til køkkenet tændte han lidt flere stearinlys under vinduerne. I køkkenet ville han finde tallerkner frem fra skabene over køkkenbordet, men måtte opgive. Det var umuligt for ham at gribe om de stablede rækker af tallerkener som mørket fandt ophold imellem.
Kompotten til desserten bestod af rabarberstilke, vanilje og sukker. Koncentration. Han skar rabarberne i tilfældige stykker, og puttede dem i en gryde. Vaniljestangen flækkede han på langs, skrabede klodset kornene ud, og lagde stangen i gryden til rabarberne. Før han tændte for gassen tilsatte han sukker. Da kompotten havde kogt lidt fiskede han vaniljestangen op, hældte rystende resten over i en skål og stillede det til afkøling. Han kunne ikke længere have ryggen til vinduerne i køkkenet. Hver gang han vendte sig væk fra dem, kunne han høre hvisken ude fra mørket. En isnende hvisken der greb ham om hjertet og bordede sig ind i hans bevidsthed. Nådeløst befalede den ham at komme den i møde, at overgive sig til mørket og lade sig omslutte, og han så hvordan den rakte ud efter ham inde fra skabene, hvordan den, som blege hvirvelløse parasitter der kryber langs blodfyldte legemer, forsøgte at klamre sig til hans hæle og ankler og kravle op langs benene under buksernes stof.
Han tog tøjet af og hængte det, med klemmer, på den udspændte snor ved siden af sit liggeunderlag og overtøj. Nøgen og skælvende forsøgte han at fokusere sine tanker. Han påbegyndte at opvarme fløde blandet med nougat i en gryde, men ved synet af den mørke substans der bredte sig i fløden - fortærede den - måtte han hælde det i køkkenvasken og efterskyllede febrilsk med afløbsrens.
Han skar rugbrødet og begyndte usystematisk at arrangere laksen, men da han kom i tanke om at han ikke havde nogen tallerkener at stille det på, kasserede han hektisk det hele igen. I stedet begyndte han at ordne køkkenet. Han tog hidsigt opvasken, og tørrede alt af. Han rengjorde pertentligt og gentagende alle overflader i køkkenet. Resten af rummets overflader blev febrilsk tørret af med sæbevand. Han skrubbede grædende lejlighedens gulv.
På hoveddøren kunne han høre hvordan der blev kradset udefra, og han så mørket trænge ind gennem sprækkerne omkring den. Der blev grusomt arbejdet på at trænge ind, ind i bevidstheden som magtesløst ville lade sig fortære. Overalt så han det komme krybende, og når han lukkede øjnene mærkede han det på sin hud. Ind gennem næsebord, øjenhuler, kønsåbningen, øregange ind gennem porerne. Han kunne mærke hvordan mørket væltede op ad trapperne og lagde al sin vægt mod døren og hvordan den om lidt ville sprænges under vægten. Han vidste at der ikke var andet på vej op ad trapperne end mørket. Og han vidste at kampen mod det var forgæves. I køkkenet reflekteredes det i knivenes skarpslebne, blanke stål.